Kommentaren - Vampyrland
Det er nok fem år siden, at jeg læste Cold Mountain en roman, som efter min mening er et af århundredets allerbedste amerikanske fiktionsværker. Bogen, der er forfattet af den dengang ukendte debutant Charles Frazier, blev da også hurtigt en bestseller og opnåede den estimerede litteraturpris the National Book Award.
Handlingen i Cold Mountain (bogen er oversat til dansk af Per Vadmand under titlen Tilbage til Cold Mountain, red.) er henlagt til Den Amerikanske Borgerkrig, men det kunne være en hvilken som helst krig. Det er historien om en såret soldat ved navn Inman, som deserterer fra sydstatshæren og går den lange vej til fods tilbage til sit hjem i North Caro-linas bjerge, gradvis genvinder sit helbred og forstand takket være sin hengivne kæreste Ada, for så kun at blive myrdet af en bande slyngelagtige civilgardister, der jagter desertører og tyranniserer lokalbefolkningen.
Anthony Minghella, den britiske instruktør, der gav os Den engelske patient, har købt filmrettighederne til Cold Mountain, og er denne sommer begyndt på optagelserne. Jeg sendte ham en
kopi af en artikel, jeg i sin tid skrev om romanen, og modtog et venligt brev til svar. Jeg havde håbet, at han kunne finde plads til mig på sin rolleliste som en af de psykopatiske rednecks, der jagter Inman, men indtil videre har han ikke ringet til mig.
Ikke on location
Og måske er det meget godt det samme, for Min-ghellas filmoptagelser foregår ikke on location i North Carolina, dvs. mindre end 100 km fra mit hjem. I stedet finder de sted i Rumænien.
Rumænien tænk engang!
Og ikke bare i Rumænien, men i Transsylvanien.
Som de fleste amerikanere ved jeg ikke meget om Transsylvanien, og det lidet, jeg ved, stammer fra Bram Stokers roman om Dracula og de spillefilm, der i tidens løb har bygget på dette grusomme forlæg. Åbenbart bliver de første dele af filmen optaget i Sydrumænien, som jeg går ud fra landskabeligt minder meget om de bjergknolde i North Carolina, som Inman passerer på sin vej til the Great Smokeys USAs svar på Transsylvanien.
Minghella optager sin film i Rumænien af den grund, at alting er meget billigere der. Han skal holde et budget på under 80 millioner dollar og i et land, hvor den gennemsnitlige månedsløn er på omkring 100 dollar, har han ikke problemer med at leje en stor mængde rumænere til at spille sydstatssoldater for 10 dollar om dagen.
Jeg kan tænke mig endnu en fordel ved arrangementet. At genopføre historiske slag fra borgerkrigen er en populær fritidsaktivitet for fami-liefædre i de amerikanske sydstater. Men beklageligvis er det nok kun de allerfærreste af vores weekend-soldater, der minder om deres sydstatsforfædre. De oprindelige sydstatssoldater var nemlig som oftest sultedøden nær og var heldige, når de kunne skrabe sig et måltid sammen af majskolber og svinefedt.
Hver gang filmskabere skal lave en film om USA under borgerkrigen hyrer de en masse af førnævnte lokale weekendstatister. Det er ikke særlig befordrende for autenticiteten, at der vralter gråuniformerede fyre rundt, som ser ud til at have indtaget så mange cheeseburgere og pommes frites, at det formentlig ville have kunnet brødføde hele sydstatshæren i et år. Jeg gætter derfor på, at rumænerne er meget tættere på at ligne de oprindelige soldater.
Rumænsk begejstring
Rumænerne er angiveligt henrykte over at medvirke i filmen og har ikke det fjerneste imod, at se amerikanske sydstatsflag flagre i deres landsbyer og gårde. Rumænien er så lidet udviklet, at filmproducenterne ikke behøver at bekymre sig om, at der skulle dukke høj-spændingsledninger og lignende anakronistiske modernitetssymboler op i landskabet. De stedlige hestevogne og køer kan formentlig uden videre bruges i filmen.
Jude Law og Nicole Kidman spiller hovedrollerne i det episke drama, og begge er de eminente skuespillere. Med Nicole Kidman på rollelisten ærgrer jeg mig endnu mere over ikke at have fået lov til at spille en skulende, indavlet dræbertype. Det forlyder, at Kidman skal bo på sin egen ranch i Transsylvanien under optagelserne. Jeg håber, at hun er godt beskyttet.
Måske reagerer jeg blot på de kulturelle stereotyper, som er forbundet med, hvad jeg altid har forestillet som en i sandhed gudsforladt afkrog af verden. Selvfølgelig handler filmen om et sted, der har sine egne regionale stereotyper. Bonderøvs-vampyrerne i romanen er lige så uhyggelige som de monstre, der udsprang af Bram Stokers gyserfantasier.
Når filmen engang rammer lærredet i de i amerikanske biografer, vil næppe mange biografgæster være klar over, at de scener, de ser, udspiller sig i Transsylvanien. Mange amerikanere tænker jo også på det dybe Syden i USA på samme måde, som mange europæere tænker på Rumænien. Det er et råt og tilbagestående sted med en problematisk fortid. For mange kunne North
Carolina udmærket ligge i Transsylvanien.
Medmindre Minghella snart ringer til mig, vil jeg være at finde i biffen med en ordentlig balje popcorn, når Cold Mountain til sin tid får premiere. Det er nok det tætteste, jeg kommer på Nicole Kidman, Transsylvanien og det kolde bjerg i North Caro-lina.
*Paul Ashdown er professor i journalistik ved Knoxville University, Tennessee
*Oversat af Niels Ivar Larsen
