Læsetid: 3 min.

Hva’ med mig, Hanne Dam?

Set fra mit perspektiv hører Lars Kolind til den del af menneskeheden, som uden at risikere egen subsistens, er med til at gøre tilværelsen usikker for os andre
Debat
10. august 2002

Værdier
Det må have været i 1943 eller 44, at jeg som medlem af Falke-banden i 1. Klampenborg trop var med til at vinde alt hvad der kunne vindes – selv tovtrækningskonkurrencen – ved den årlige divisionsturnering.
Nu mange år efter er jeg pensionist, efter gennem de sidste 27 år af mit liv at have forsøgt at forbedre tilværelsen for mine medmennesker. I modsætning til Lars Kolind har jeg gjort det ved i tide og utide på det universitet, hvor jeg arbejdede (Aalborg) at gøre de studerende opmærksom på de negative og destruktive konsekvenser af det kapitalistiske system.
Som det må stå klart for enhver uden synderligt held, ja i de seneste år af min virksomhed måtte jeg helt indstille min agitation: der var ingen, der forstod, hvad jeg mente, når jeg antydede muligheden af andre økonomiske systemer. Det er på denne baggrund af gammel spejderdreng og desillusioneret universitetslærer, at jeg reagerer på Hanne Dams klumme den den 2. august, idet jeg så absolut hører til den del af gamle spejdere uden noget, der bare kunne minde om en million.
Kære Hanne, efter min mening er din artikel et glimrende udtryk for den situation vi er havnet i, nemlig at meget lidt, af det vi kan skrive og mene, har nogen som helst relevans for ret mange andre end os selv.
En hel del af mine aktiviteter (’forskning’) på universitetet gik rent faktisk ud på at undersøge mulighederne for »en demokratisk debat om udviklingen af vores fælles velfærdssamfund«.

Skepsis og vantro
Men så snart jeg her kom ind på, at det måske var de økonomiske og deraf følgende teknologiske systemer vi havde udviklet som var væsentlige årsager til den manglende debat, så var reaktionerne altid måbende skepsis og vantro.
I din artikel har du gang i mindst en halv snes meningslag, som naturligvis på en eller anden måde hænger sammen oppe i dit hoved.
Men det er mig komplet umuligt at forstå denne sammenhæng, og jeg er helt rundt på gulvet, når du kan konkludere, at det er folk som Lars Kolind (vel god for cirka en halv milliard), vi skal sætte vores lid til, fordi han i sine spekulative forsøg på at tjene endnu flere millioner (et forsøg som du ikke rigtig tror på!) har tabt en lille del af sin formue.
Set fra mit perspektiv hører denne Kolind til den del af menneskeheden, som uden at risikere egen subsistens, er med til at gøre tilværelsen usikker for de af os, som ikke på samme måde har været i stand til at sanke i lade. Personligt kender jeg et ungt menneske som har sat en del af sin ungdomsopsparing i aktier med ikke ubetydelige økonomiske konsekvenser af negativ karakter.

Vær beredt!
Jeg møder ikke megen forståelse, når jeg fortæller vedkommende, at det med stor sandsynlighed er et udslag af en nødvendig kapitaldestruktion efter en periode med overakkumulation, som er grunden til hendes tab.
Men jeg er ret sikker på, at Lars Kolind kender mekanismen og kalkulerer med den i sin investeringsstrategi. Det ville have været af stor værdi, hvis »den sindssygt dygtige Kurt Strand« havde evnet og villet spørge LK ud om sådanne forhold.
Men at stille grundlæggende spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system – som påvirker alt vi foretager os – det er tæt ved at være helt umuligt. Vore meninger og syn på tilværelsen bliver derefter: usammenhængende og frit i luften svævende meningsbobler, hvis indhold mere er dikteret af idiosynkrasi, mode og æstetik end af solide relationer til den barske virkelighed.
Derfor kære Hanne: Vær beredt!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her