Læsetid: 4 min.

Hvorfor vi hader lugten af ’elite’ og ’eksperter’

Debat
7. august 2002

Danskerne elsker folket. Også store dele af venstrefløjen

Kommentaren - Tyranni
At Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti afskyr eliten, kan der ikke være megen tvivl om. Anders Fogh Rasmussen stillede i sin nytårstale den 1. januar 2002 en modsætning op mellem eksperterne – ’eksperttyranniet’ – og den frie folkelige debat. Dansk Folkeparti benytter enhver lejlighed til at skamride den samme modsætning.
Men venstrefløjen? Gør den det? Jean Fischer gør det i hvert fald. Han tilslutter sig uforbeholdent Edmund Burke, den moderne konservatismes grundlægger, som gjorde de intellektuelle til skurkene, der undertrykker folket. Men er Jean Fischer da venstreorienteret? Tjah, han er da både kultursociolog på RUC og medlem af SALT’s redaktion, men det er måske ikke nogen garanti.
Men også Hanne Dam, igennem masser af år medarbejder ved Information, p.t. fredagsklummeskriver, gør det. Hun har læst en kronik af Dorthe Jørgensen (hende med bogen om Viden og visdom) og synes, at Dorthe Jørgensen udstråler »fornærmethed, selvhøjtidelighed og mangel på humor«, og påstår i øvrigt at hun – Dorthe Jørgensen – vil »nedlægge demokratiet til fordel for intellektuelt selvstyre,« til trods for at budskabet i kronikken er det stik modsatte, nemlig visdom til alle, fra og med folkeskolen.

Tværpolitisk had
Jo, hadet til eliten er tværpolitisk, og konstruktionen er over hele det politiske spektrum den samme: ’eksperter og elite’ står i modsætning til ’folket’ og dermed i modsætning til demokratiet. Men hvad er det dog, vi har imod den intellektuelle elite? For andre eliter elsker vi jo. Sportseliten er helt fin. Bare lyt til Jørgen Leths og Jørn Maders karikeret elitære diskurs om Tour de France. Det gastronomiske eliteræs er i høj kurs. Men den intellektuelle elite – næh, den højner ikke niveauet, som køkkeneliten hævdes at gøre. Den ansporer ikke til yderligere anstrengelser blandt amatørerne, som i fodboldens verden. Den tyranniserer folket. Den tryner demokratiet.
Hvorfra stammer denne konstruktion? En af dens rødder – og antageligt en afgørende – er opgøret mellem J.N. Madvig, kultusminister i 1848-51, og N.F.S. Grundtvig, som ikke behøver nærmere præsentation. Grundtvig ville omdanne Akademiet i Sorø til et folkeligt akademi og skrev derfor i 1843 til kongen, Christian d. 8: »Vi må indsee, at Lærdom er eet, og Dannelse og Duelighed for Livet er et Andet, begge Dele lader sig vel forene, men ikke hos Mængden.« Om et tilsvarende projekt fra 1837 vedrørende en nordisk højskole lød det: »Ret mange Skridt ville den folkelige Dannelse da vist ikke giøre, før det blev Nordens lyst at reise en stor videnskabelig Høiskole, vist nok ikke for Latineri og Romer-Ret, men for Menneske-Livets Udvikling og Forklaring i hele dets
gaadefulde Dybde og herlige Mangfoldighed.«

Vertikal modsætning
Her har vi konstruktionen. Den vertikale modsætning mellem de lærde og folket, den horisontale mellem latinerne og Norden. Denne konstruktion har holdt sig lige siden. Den blomstrede i 1864, den dannede grundlag for højskolebevægelsen, den var virksom i kampen mod EF i 1970’erne. Og nu er den der altså igen, hos Fogh Rasmussen, Dansk Folkeparti, Jean Fischer og Hanne Dam – og mange, mange flere.
Særlig demokratisk er den ikke, og det forstod allerede J. N. Madvig. Også han kæmpede for bedre uddannelser. Men i stedet for national-
romantik valgte han oplysning. Han tilsluttede sig Immanuel Kants program, at oplysning er vejen ud af umyndighed. For Madvig stod modsætningen ikke mellem eliten og folket, men mellem suverænen – den udemokratiske hersker – og borgerne. For Madvig var demokratiets grundelement den frie, selvberoende borger, og en afgørende forudsætning var oplysning, oplysning og atter oplysning. I form af den bedst mulige skoleuddannelse og i form af vidende menneskers bidrag til samfundsdebatten.

Brug eksperterne
Med netop disse begrundelser sagde han nej til forslaget om det folkelige akademi i Sorø. Han kunne ikke under nogen omstændigheder støtte et akademi, hvis grundfunktion var at skulle monopolisere en særlig dansk folkelighed. Han støttede det universelt menneskelige og ikke ideen om en særlig nordisk ånd. For nutidens danskere, sagde han allerede i 1840’erne, er en blanding af »catholsk Christendom, af tydsk Reformation, af sydlig Kunst, af Vestens Industrie og af hele Europas politiske Erfaring og Uddannelse.« Derfor gennemførte han i 1850 det, der senere er blevet kaldt den madvigske skoleordning. Den var på en gang humanistisk i sin grundholdning og fagligt ambitiøs og sigtede mod en kundskabsbaseret almendannelse med grundlag i ideen om det universelt menneskelige.
Dengang som i dag er demokratiets grundlag det frie, oplyste individ. Derfor gælder det ikke om at afskaffe eliten og eksperterne. Det gælder om at få dem til at fungere som demokratiets surdej, dvs. give dem uafhængighed, opmuntre dem til at engagere sig i stort og småt, sætte dagsordener og anlægge nye overraskende synsvinkler, lade deres uenighed udspille sig, sørge for at de hverken forfalder til æggeho’deri eller selvhøjtidelighed. Samtidig skal man vide, at de kan berige debatten og øge oplysningens niveau, men at de ikke leverer sandheden i bestemt form og med stort S – kort sagt: Det gælder om at bruge dem som et helt nødvendigt element i et moderne demokrati.

*Kilde: Jesper Eckhardt Larsen: J.N. Madvigs dannelsestanker. Museum Tusculanums Forlag 2002.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her