Det da løgn
Som husejer har jeg det rigtig dårligt med de skiftende meldinger om Jordens undergang.
Her tænker jeg selvfølgelig ikke på de mange øko- og miljøprofeters forskrækkede og diffuse forudsigelser om, at enden er mere eller mindre nær. Dem har jeg for længst gennemskuet. De overdriver for at retfærdiggøre deres egen eksistens. Piller man mediestuntet ud af deres budskaber, kan de i realiteten koges ned til følgende:
Tørken i Afrika bliver lidt strengere og oversvømmelserne i Bagindien lidt voldsommere, mens vejret her i vores civiliserede del af verden alt i alt bare bliver lidt bedre.
Jamen, det er da vel til at leve med.
At dø er vel en livsstil
Ganske vist vil der så også dø nogle flere børn af sult omkring Sahara, og antallet af druknede bønder som følge af monsunregnen i Bangladesh vil stige. Men at folk dør i de egne, er der ikke noget nyt i. Ud over tørke og oversvømmelser har de jo også både krige, jordskælv, malaria og aids. At dø er vel nærmest en del af deres livsstil. Det er ikke noget, vi skal blande os i.
Selvfølgelig bliver vores tilværelse også berørt, hvis verdenshavene stiger tre meter. Der ryger nogle lave strandenge på Saltholm, og fuglene omkring Vadehavet mister deres habitat. Men det er jo i virkeligheden rene småtterier. Ja, hvad områderne ved Vadehavet angår, så har jeg ladet mig fortælle, at de i forvejen er undergivet så mange restriktioner fra myndighedernes side, at lodsejerne alligevel ikke har megen glæde af dem.
Selvforskyldt
Så er der selvfølgelig dem, der har investeret i en sommerhusgrund i Lammefjorden. De har klart nok et problem. Men det er selvforskyldt. De folk har bare disponeret forkert og må undgælde for deres manglende forudseenhed. Hvad mig angår, så har jeg taget mine forholdsregler og kun investeret i højtliggende grunde. De bliver bare mere og mere værd, efterhånden som resten af landet svinder ind.
Nej, det, der foruroliger mig, er ikke tomme dommedagsprofetier om drivhuseffekt, smeltende polaris og meteorologiske omvæltninger. Min bekymring er disse jævnligt tilbagevendende rapporter om meteorer og andre himmelske uhyrligheder, der flyver os om ørene. Knap er den ene monstrøse meteor drønet lige forbi, før det næste uhåndterlige objekt melder sin ankomst i en ildevarslende bane fra dybet af det tomme rum.
Den ene dag venter den totale udslettelse om bare 17 år, den næste er den udsat til 2060 og måske endda længere ude i fremtiden. Hvad skal man stille op med sådanne modstridende meldinger?
Hvordan skal man dog som ansvarlig husejer kunne disponere fornuftigt? Hvad nytter al éns kendskab til kontantlån, rentetilpasningslån og 30-årige obligationslån, når man ikke kan være sikker på, hvornår ens dyrt erhvervede ejendom bliver splittet til atomer?
Urimeligt dilemma
Efter min mening sættes vi husejere i et helt urimeligt dilemma. Skal man disponere på lang sigt? Se tiden an og afvente kurs- og renteudviklingen? Anbringe sit låneprovenu i mere jord? Eller skal man tværtimod give fanden i kalkuler og prognoser og skynde sig at omsætte hele friværdien og helst lidt til i kontanter til forbrug og vilde udskejelser, mens der endnu er tid?
Forestil jer, at man har spinket og sparet og reinvesteret og det hele så fordamper i det tomme rum efter mødet med en asteroide på størrelse med Elleore! Eller tænk jer naboernes svedne grin, hvis den flyver forbi, og man står tilbage med en ubetalelig gæld og truende tvangsauktion til følge.
Det kan ikke være rigtigt, at man som ansvarsfuld borger og skattebetaler i dette land skal se sig sat i en så umulig og pinlig valgsituation. Det er simpelt hen for dårligt, at man ikke kan få ordentlig besked!
