Kronik

’Man kan hvad man vil...’

Men hvorfor skal de unge så hele tiden holde sabbatår? og hvorfor er det unge fra de ringeste sociale miljøer, der dropper helt ud? – om unge og uddannelse i risikosamfundet
Debat
31. august 2002

Studiestart 2002

Kronikken
Morten er en ganske almindelig kvik ung fyr. Efter folkeskolen har han klaret sig igennem gymnasiet uden den store lyst eller energiudfoldelse. Så tog han et par sabbatår med rejser og løse jobs, inden han gik i gang med at studere dansk og kommunikation.
Midt i studiet tog han orlov et år og havde meget svært ved at tage sig sammen til at komme tilbage til studierne. Men han klarede det dog, selvom det tog ham næsten tre år at skrive sit speciale.
Men så skulle han også ud at rejse noget mere, det blev igen et par år. Vel hjemme igen tænker han nu på at begynde at søge et mere fast arbejde. Han skal dog først finde ud af i hvilken retning, da han ikke har villet lægge sig fast på noget i løbet af sin studietid.
Morten har det tit sjovt og godt, men det med de store linjer kan han føle meget svært og belastende.
Historien om Morten er konstrueret, men den er ikke usædvanlig, her følger et bud på, hvorfor historien tager sig sådan ud.

Det kan være meget anstrengende at være ung. Det viser sig på mange måder. Efter studentereksamen har en masse unge, friske mennesker et stort reelt behov for, at der ikke stilles krav til dem – at de slet ikke skal noget.
Mange (men selvfølgelig langt fra alle) har et rigtig stort behov for et frirum. Et helle i livet.
En så stor gruppe, at det vækker samfundsmæssig bekymring, holder fri fra uddannelse og livsplanlægning i et eller flere år – som de så bruger til løst arbejde, rejser, kreative aktiviteter eller bare uforpligtende småsump.
Det er ikke umiddelbart lystbetonet for dem at skulle træffe en beslutning om at gå i gang med en uddannelse, der før eller siden kan lede frem til et erhverv. Man har bestemt ikke lyst til at se døre lukke sig, og ethvert valg er altid et fravalg af noget andet.
Den samme trang til helle viser sig for mange midt i den videregående uddannelse, de så går i gang med. Man tager en pause, laver noget helt andet – typisk noget man føler ikke spænder en så hårdt for psykisk.
For at slutte bevægelsen, er det heller ikke ualmindeligt, at unge kandidater, når de så endelig er blevet færdige efter mange studieår, kan opleve det som meget hårdt og urimeligt krævende at skulle begynde at arbejde sådan lige med det samme. Så kan der igen melde sig et stort behov for en fase helt uden krav.

Jamen, hvad er det dog det drejer sig om? Hvorfor føler unge friske og raske mennesker igen og igen et så stærkt behov for at have helle? Hvorfor er de ikke fulde af virketrang og mod på at tage fat på alle mulige opgaver? (Det er der naturligvis også nogle, der er, men det er ikke dem, jeg skriver om her.)
Svaret er enkelt og beskrevet af mange: Det er det store personlige ansvar og de mange personlige valg, der udmatter. Det kan opleves helt overvældende, at ansvaret for hvordan ens liv former sig i det senmoderne samfund tolkes som et personligt anliggende. Man har kun sig selv at skyde skylden på, når noget går galt – også selv om vi lever i det, der er blevet kaldt for et risikosamfund, hvor forhold, som den enkelte på ingen måde selv er herre over, med et slag kan ændre hele ens livssituation. Og et samfund, hvor den sociale arv lever sit ubestridelige, men skjulte liv.
Den generelle situation lige nu tegner et billede af unge med meget store og meget personlige forventninger til deres fremtid, men samtidig store problemer med at orientere sig og træffe valg, der bare kan være midlertidigt holdbare. Ser man det fra de unges side, drejer det sig om, at der er en næsten uendelig række af valg, der skal træffes. De er helt små vænnet til, og har fået fortalt igen og igen på alle tænkelige direkte og indirekte måder, at det gælder om at vælge det, man har allermest lyst til, det der føles som det helt rigtige for netop mig.

I senmoderniteten er mængden af valgsituationer og valgmuligheder blevet forøget til det næsten grænseløse. Det mani-
festeres fra den tidlige barndom i forbrugsmuligheder – legetøj, videoer, slik, tøj osv. – men også i aktivitetsmuligheder, sociale rela-
tioner, og man ser og hører sine voksne i utallige valgsituationer hele tiden.
Hvis du ikke selv direkte har adgang til alle valgmulighederne, f.eks. på forbrugsområdet, så kender du dem i hvert fald indgående på anden hånd. Tilmed tager valgene sig ud som og præsenteres næsten altid som frie:
Du bør kunne vælge, lige hvad du vil, og det eneste, du skal tage hensyn til, er, hvad du allerhelst vil. Du har en ret til alle disse frie valg, og hvis det forholder sig anderledes, er du i din gode ret til at blive skuffet, ærgerlig, vred eller ked af det – sådan kan det opleves. Der står altså virkelig meget på spil.
Valgene koncentrerer sig ubønhørligt i situationer som de omtalte, hvor mange unge altså må tage helle, for det er jo frygtelig krævende, når hele ens tilværelse centrerer sig om, man nu også får valgt det helt rigtige – det, der netop er det rigtige for den enkelte.
På denne måde er de unges valg- og identitetsprocesser spundet ind i et fundamentalt og uigennemskueligt modsætningsforhold, der i selve sit væsen drejer sig om, at de skal lære at vælge det, som samfundet har brug for og samtidigt opleve det som deres eget frie valg – de skal konstruere sig selv, de skal vide og opleve, at de er helt deres egen konstruktion, men det skal gøres indenfor nogle rammer, hvor spillerummet både konkret og på grundlæggende psykiske og symbolske planer er meget mere begrænset og ensrettet, end det giver sig ud for.
Unge står med andre ord overfor den svære opgave, at de på én gang skal udvikle en nogenlunde fast og bæredygtig identitetskerne og samtidig praktisk og psykisk skal være i stand til at håndtere en kolossal omskiftelighed i et risikosamfund, hvor man aldrig kan være sikker på, at det, der er gældende i dag også er gældende i morgen. Det er en enorm og ganske uoverskuelig opgave, som tidligere generationer har meget svært ved at opfatte og forstå fuldt ud.

Der findes ikke mere nogen normalbiografi, kun det du selv producerer. Alt kan tilsyneladende vælges om og om igen. Men det kan det så alligevel ikke helt. Der er biologiske ure, der kan sætte grænser, og der stilles krav til individet. Der er det, den engelske sociolog Anthony Giddens kalder Fateful Moments – skæbneøjeblikke, hvor individet nødsages til at træffe beslutninger, der er særlig konsekvensfyldte for hele deres fremtidige liv.
Ikke så underligt at man som ung kan føle et stort behov for at udskyde den slags. Ansvaret for at udforme sin egen livsbane er selve grundlaget for den risikooplevelse, som det er veldokumenteret, at mange føler.
En ekstra risiko dukkede op i medierne med den undersøgelse, som LO’s ugebrev A4 ( nr. 14, 2002) har fået lavet via Danmarks Statistik om, hvad der sker med unge med studentereksamen, der ikke kommer videre i uddannelsessystemet. Den tyder på, at der tilsyneladende også er et uddannelsesur, og at det tikker forskelligt for forskellige samfundsgrupper.
De statistiske kørsler viser, at op imod hver femte unge med studentereksamen ikke kommer videre i uddannelsessystemet, og at hvis du ikke er i gang som 25-årig, bliver chancerne for at du kommer det senere meget små. (Der er naturligvis kun tale om statistiske fremskrivninger, man kan teoretisk set forestille sig andre scenarier, hvis en række andre vilkår ændrer sig).
Tallene er også påfaldende og skræmmende på den måde, at 20 procent af de 25-årige, der alene har studentereksamen, og som ikke er i gang med en uddannelse, skal findes i gruppen af ikke-erhvervsaktive. Blandt de, der har en studentereksamen og en uddannelse oveni, er den tilsvarende andel kun på 6 procent. I gruppen af ikke-erhvervsaktive findes unge, der ikke har nogen form for arbejdsmarkedstilknytning eller nogen tilknytning til uddannelses-
systemet. Nogle vil være hjemmegående, men andre vil være på kontanthjælp, under revalidering eller på førtidspension. Der kan gemme sig mange uafdækkede realiteter bag den slags tal, men højt er det.
Dertil kommer det uhyre påfaldende forhold, at forældrenes uddannelse endnu engang viser sig at spille en stor rolle for, hvordan fremtiden former sig for en enkelte. Tallene viser, at 22 procent af unge med studentereksamen fra ufaglærte hjem ikke er gået videre i uddannelsessystemet, hvor tallet for unge med akademikerbaggrund kun er på ni procent.
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at otte procent af de 25-årige, som ikke har eller er i gang med videre uddannelse, er selvstændige eller lønmodtagere på højeste niveau med lederjob…
Et faktum, der er med til at understrege at risikosamfundet naturligvis også er chancesamfundet.
Den omtalte gruppe selvstændige eller ledere er ifølge mindre undersøgelser typisk indenfor it- branchen eller er kommet frem på at have fået den helt rette idé på det rette tidspunkt.

A-4-undersøgelsen vakte opsigt i nogle dage. Endnu engang blev et faktum demonstreret, som ellers skubbes ihærdigt væk fra de øverste lag af bevidstheden:
At unge ikke har lige muligheder, at der findes »institutionaliserede risici« (Ulrich Beck).
Men det vil hurtigt blive skubbet væk fra de unges bevidsthed igen og kun sidde der som en ubehagelig murrende fornemmelse af personlige nederlag for den enkelte, for i det traditionsopløste senmoderne samfund er det kun markedsfilosofien, der overhovedet kan få det til at hænge en smule sammen: Der opleves ingen ydre bånd, der binder, så det er jo kun dig selv, der kan kvaje dig – der er ingen andre at skyde skylden på, du har alle chancer – grib dem!
Dette er den bevidsthedsmæssige realitet, som de unge står i: Alt er muligt, men der er utallige muligheder for at falde igennem og for at træffe forkerte valg. Det er måske slet ikke så underligt, at det opleves som anstrengende og at der er brug for pauser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her