Krigstrommernes hvirvlen

Kommentaren - Terrorkrig
Krigstrommerne hvirvler igen, og der tales om et angreb på Irak. Despoten Saddam skal fjernes fra magten og de undertrykte irakere befries. På en ranch et sted nede i Texas sidder endvidere en cowboy og glæder sig til, at hans søn ordner det problem, han efterlod halvfærdigt.
Jeg har som de fleste andre muslimer ingen kærlighed til Saddam overhovedet, han er en grusom diktator, der undertrykker sin befolkning på det groveste. Medlemmer af de muslimske oppositionspartier rådner op i hans politiske fængsler og bliver torteret på det grusommeste. Derudover skal det heller ikke glemmes, at selvsamme Saddam som USA’s allierede var ansvarlig for at starte en krig, hvor langt over en million mennesker døde, en krig, hvis grusommeste højdepunkt punkt kom, da det irakiske militær angreb den kurdiske by Halabdja med giftgas. Pudsigt nok sidder en af de anvarlige for den masakre i dag i Danmark, og han er et af de individer, USA anser for demokratisk nok til at kunne overtage fra Saddam.
Men selv med alle disse fakta omkring Saddams umenneskelighed er det heller ikke let at glemme, hvad der skete, sidst USA greb ind, og hvad der endnu sker til denne dag. Irak blev sønderbombet med ammunition indeholdende uran, og mens en håndfuld vestlige soldater i dag har ’Golfkrigssyndrom’ er læukemi eksploderet i Irak, og der fødes titusinder af deformerede børn som en direkte følge. Siden USA’s (FN-godkendte) sanktioner mod Irak blev indført, er hundredetusinder af irakiske børn døde som en direkte konsekvens af fejl og underernæring og mangel på medicin.
Det er ikke uforståeligt, at anti-Saddam grupper i Irak er lidt anspændte over for den kommende konfrontation. Sidst USA opfordrede dem til at gøre oprør, blev de ladt i stikken og overladt til Saddams vrede hvilket gik specielt hårdt ud over Shia’erne i syd. Der er endvidere spørgsmålet om, hvilken slags administration der skal overtage. Det er lidt af en hovedpine for USA, at en stor del af den irakiske opposition er islamisk baseret, deriblandt det proiranske Hizb-ut-Dawah-al-Islamiyah.

Tapre amerikanere
Vi har et andet pragteksempel på USA’s evne til indføre ’repræsentative’ regeringer, nemlig i Afghanistan. Efter seks års undertrykkelse af de fæle talebanere blev Afghanistan befriet af de tapre amerikanere, (gennem et massivt bombardement), og deres allierede pseudohær bestående fortrinsvist af kriminelle mordere og voldtægtsforbrydere (også kendt som den nordlige alliance). Disse bombardementer resulterede engang imellem i ’uheld’. Dog forholdsvis tiere i regioner, hvor befolkningen var mistænkt for at have pro-taleban-sympatier, senest i Uruzgan hvor et bryllup blev bombet. Uruzgan er Mullah Omars hjemstavn, og man kunne spørge sig selv, om dette er, hvad amerikanerne forstår ved præventiv terrorbekæmpelse; at forhindre ægteparret i at formere sig og føde potentielle terrorister! Mange afghanere havde håbet på, at antallet af civile afghanere dræbt ved ’uheld’ ville stoppe ved 2.800. Desværre har dette ikke været tilfældet. Det er også yderst ’betryggende’, at USA vil have immunitet for deres ’fredsbevarende styrker’, og efter de masakrer, der foregik i Mazar-e-Sharif, dokumenteret i Jamie Dorans dokumentar film Massacre at Mazar, undrer man sig ikke over disse krav.
Efter ’befrielsen’ opstod en ny midlertidig ’samlingsregering’. De eneste problemer var bare, at regeringen primært bestående af nordlige krigsherrer ikke var særligt samlende, og at denne ’regering’ ikke regerede særligt meget andet end hovedstaden Kabul. Situationen var faktisk meget lig i årene, der ledte op til Talebans opståen. I 1994 blev Kabul styret af en ’samlingsregering’, men i Mazar-Sharif sad en krigsherre ved navn Dostum, i Herat sad en krigsherre ved navn Ismael Khan, i Kandahar en krigsherre ved navn Gul Agha og jeg kunne blive ved...
Heldigvis skulle denne midlertidige regering kun regere, indtil en Loya Jirga kunne blive afholdt og afghanerne selv ’vælge’ deres næste regering. Dette stammeråd er nu overstået, et råd, hvor afghanerne under kyndig vejledning fra Zalmay Khalilzad (Bushs udsending amerikansk statsborger af afghansk oprindelse) kunne vælge deres præsident. Pudsigt nok var Hamid Karzai eneste vægtige kandidat, Zahir Shah og Rabbani var blevet ’overtalt’ til ikke at stille op. Denne præsident kunne på bedste demokratiske vis, ene mand (dog sikkert igen med lidt kyndig vejledning fra Khalilzad) udpege hele sit kabinet. Den ’nye’ regering blev udpeget, og forbløffende nok havde den en slående lighed med den ’gamle’ midlertidige regering.
Mens de afghanske kvinder således blev ’befriet’ fra det undertrykkende regime og fik ’demokrati’, kunne de stakkels saudiske kvinder, der lider under selvsamme fæle sharia-regler, blot se på med skuffelse. Der var ingen der gad sønderbombe Riyahd for deres skyld, og mens Saddams diktatur nu skal fjernes for at gavne demokratiet, kan Uzbekistans undertrykte borgere blot se på mens despoten Karimov
USA’s nye allierede i »kampen mod terror«, fortsætter på samme barbariske vis.
Det lader til, at strategiske interesser endnu engang betyder mere for USA i al sin ’oplysthed’, end ædle værdier som demokrati og menneskerettigheder...

*Omar Shah er dansk-afghansk ’associate’ revisor, bosat i London