Religion
Der er ingen grund til at skændes om, hvorfor de kristne missionærer fældede hedningernes hellige træer, som John. Adamsen gør (12. august), og bebrejder mig - »historikeren« som han siger med slet skjult forargelse - at være både ahistorisk, mondæn og ufarlig i interview den 7. august. Lad os lige tage det sidste først. Jeg er nok ufarlig, men ikke historiker af fag, som intervieweren får gjort mig til, men klassisk filolog, mag. art. i middelalderens (kristne) latin, som det også fremgår af kronikken den 22.-23. juni. Men Adamsen hævder nu, at jeg »næppe har begrebet begrundelse og sammenhæng,« at de kristne missionærer naturligvis elskede naturen som Guds skabning, og når de fællede træer og hellige lunde var det »kun for at bekæmpe (menneskets afhængighed) af falske ånder.«
Hør kirkefædrene
Allerede Chr. Halvgaard har (15. august) påpeget det latterlige i den påstand, men lad os nu høre kirkefædrene først. Det kristne, latinske ord for hedning er paganus, og det betyder på klassisk latin, altså før kristendommen, blot en bondemand, en landboer, en som dyrker jorden, men i kristen betydning blev naturdyrkelse udtryk for ærkekætteri. Hvorfor?
Fordi det kristne naturbegreb ikke er faldet ned fra himlen, men er udviklet af kirkefædrene i polemik mod den hedenske naturopfattelse. Besværer man sig med at læse de originale kildetekster, er det tydeligt, at et opgør med antikkens naturdyrkelse lå de kristne forfattere på sinde. Og man behøver ikke være teologisk stipendiat for at se, hvad det handler om. Det fortæller de nemlig selv. Det var ikke kun, fordi naturen var en falsk ånd, men fordi naturens guder ofte var kvindelige. Kirkefaderen Augustin (5. årh.) håner bøndernes folketro, der dyrkede Flora, Runcina, Seia, Segetia, m.fl. i jordens afgrøder. Han fortsætter: »Hedningerne var så forelskede i mængden af guder med det resultat, at den stakkels menneskesjæl prostituerede sig til skarer af afguder, fordi de afviste af favne den ene sande Gud.«
Kan det siges tydeligere? Dette er kernen i det kristne naturforhold, og her må analysen begynde. Lactantius (4. årh.) afviser hedningernes falske lære, værst af alt, siger han, er at de ikke kender Gud fader, men »de sagde at naturen var moder til alle ting.«
Selvfølgelig elsker de kristne naturen for dens skønhed og storhed som også Tulinius er inde på i sit indlæg (20. august), sålænge den er udtryk for skaberens suveræne magt og vælde. Er det ahistorisk at genfortælle, hvad kirkefædrene selv lagde vægt på? Hvad jeg påpeger er, at den kristne grundtanke om naturen rummer en indre splittelse mellem helligt og profant, som det er på høje tid at erkende rækkevidden af.
Behersk arrogancen
Derfor ville det også klæde Adamsen at beherske sin akademiske arrogance over for dem, han kalder »visse middelaldermystikere« og det natursyn, der udvikles her. Med f.eks. Paracelsus, Giordano Bruno og Jakob Bøhme er der nemlig tale om nogle af de mest omfattende og tankedybe forfatterskaber, den kristne kultur har fostret og de har alle forsøgt at reformulere det traditionelle kristne naturbegreb og forholdet mellem ånd og natur. Men dem studerer de teologiske kandidatstipendiater ikke. Og gjorde de det, fik de ingen stipendier! Sådan er forholdene her i landet. Derfor må vi andre, almindelige humanister med fri forskningsret, påtage os opgaven.
Endelig kunne Adamsen tage ved lære af sine mere fremsynede kolleger ved det teologiske fakultet i København. Her har to kandidatstipendiater, Lars Danner Madsen og Mickey Gjerris, indbudt teologer og humanister til at drøfte spørgsmålet om kristendommens forhold til naturen. Bogen udkom sidste år og hedder Naturens sande betydning om natursyn, etik og teologi. Den kunne Adamsen lære meget af og Information passende anmelde.
