Kronik

Kulturens kasinolove

Biblioteksafgiften blev reddet af tipsloven. Symbolsk og logisk, da begge love har fjernet sig fundamentalt fra oprindelsen og mistet det reelle grundlag
12. august 2002

Historisk set
Ud af ærmet trak den trængte kulturminister pludseligt tipspengene. Halvdelen af skaden kunne klares ved at tage af tipskassen. Og ingen kritiserede dén handling.
Der er en smuk logik i, at det blev netop tipspengene, som skulle redde bibliotekspengene. Begge love bygger oprindeligt på ophavsretslige principper, begge love er ændret adskillige gange, det ophavsretslige element er efterhånden forduftet, bevillingspraksis er uigennemskuelig – og begge love vil om få år kun figurere i historietekster. Tilsammen rummer de to love 15 procent af kulturministeriets bevillinger.
Biblioteksafgiften var oprindeligt, i 1946, en kompensation til forfatterne for bibliotekernes gratis udlån. Antallet modtagere voksede, kriterierne for tildeling udvidedes, og beløbene blev større og større. I én optik kan det ses som en konstant progressiv udvikling fra 435 modtagere i 1946/47 til 18.000 modtagere indtil Brian Mikkelsens bratte tryk på stopknappen i år.
Den principielt vigtige ændring i 1991 fra ophavsretsbaseret afgift til såkaldt kulturstøttelov blev gjort så indholdstom som muligt. Man var bange for at komme i strid med EU’s Udlejnings- og udlånsdirektiv. Det juridiske grundlag blev ændret. Men, det politiske ønske var at lave om på så lidt som muligt. I 1991 var det største politiske problem, at der var forfattere (eksempelvis Maria Giacobbe), som man hidtil havde støttet, og som man fortsat gerne ville støtte – men som man ikke kunne få med i den nye lov. Derfor måtte man lave særpuljer. Ingen fortalte forfatterne, at der var en principiel forskel på den gamle ophavsretsbaserede lov og den nye såkaldte kulturstøttelov. Man lod endda enkebetalingen fortsætte og satte kort efter bundgrænsen ned fra 1.300 kr til 25 kr. Ingen politiske partier ytrede ønske om radikale ændringer.
Juridisk forsvares årets ændringer i biblioteksafgiften med, at der er tale om en »kulturstøttelov«. Et offensivt begreb, uden substans. Modtagerne af biblioteksafgift har med rette oplevet det som en fortsat ophavsretsbaseret afgift. Ingen politiske partier har stillet krav, endsige haft visioner for biblioteksafgiften. Al politisk diskus-
sion er startet bureaukratisk. Enkeltgrupper har mærket problemer og bedt bureaukratiet om løsninger. Disse løsninger har politikerne hjulpet gennem lovmaskinen.
Og politikerne har gennem årene hjulpet så godt til, at 18.661 mennesker i 2001 modtog bibliotekspenge. Det er tre promille af den danske befolkning. En simpel fremskrivning fra 1980-2001 viser, at der i 2008 vil være flere modtagere af biblioteksafgift end beskæftigede i dansk landbrug.

Denne masseuddeling får Brian Mikkelsen gjort op med. Men det sker bagvendt: finanslovens ramme kritiseres, for at redde sig ud af kniben opfinder kulturministeren en holdning: for mange uvæsentlige forfattere får penge. Denne bagvendte holdningsdannelse er særligt grotesk hos de konservative. I 1996 var det netop de konservative – af alle partier – som lagde mest vægt på, at bagatelgrænsen skulle ned til 25 kr. Per Stig Møller skrev i 1996: »bagatelgrænsen er urimelig«...»retfærdigvis kan man ikke inddrage et skyldigt beløb«. Øøøh!
Det er derfor nemt for forfatterforeningerne at skifte mellem det ophavsretslige princip og kultur-støtteprincippet. I år har forfatterforeningerne fremhævet ophavsretten. I 1998 mente Dansk Forfatterforening, at bibliotekernes øgede brug af andre medier ikke måtte gå ud over pengene til forfatterne. Af frygt for at bibliotekerne skal udvikle sig til det rene multimedieslaraffenland, mente forfatterne, at bibliotekspengene fortsat kun skulle bruges til forfatterne. Måske ikke just solidarisk mellem kunstnergrupperne. Men, fuld accept af kulturstøttemodellen.
Biblioteksafgiften beregnes ud fra antallet af bind i landets folkebiblioteker. Gennempløjer man hele den juridiske litteratur finder man ikke en eneste begrundelse for, at forskningsbibliotekernes bestand ikke tælles med. Ingen af de mange revisioner af afgiften har vurderet dette. Intet materiale i lovgivningen kan forklare, hvorfor skolebiblioteker tæller med, men ikke gymnasiebiblioteker.
Der er en reel forklaring: alle de udvalg og arbejdsgrupper, som har set på biblioteksafgiften, har interesseret sig for fordelingen af pengene, ikke grundlaget for opgørelsen. At forskningsbiblioteker og gymnasier har fået en væsentlig
almen dannelsesbetydning siden 1946, er fuldstændigt forbigået de kulturministerielle kommissorier.
Afgiften er i Danmark baseret på antallet af bind på bibliotekerne. I Sverige tæller man udlån. Vi har valgt at udlicitere denne vigtige »kulturstøtte« til 275 kommuners indkøbere. Forklaringen er simpel: den danske biblioteksafgift kom før andre landes, derfor var datagrundlaget dårligere. Siden har ingen turdet tage diskussionen for alvor.
Det er et klart kulturpolitisk valg, at lyrik skal have stor afgift. Afgiften er så stor, at det kan svare sig for forfattere at forære lyriksamlinger til bibliotekerne.
Biblioteksafgiften sikrer, at lyrikeren får mere i samlet »royalty og biblioteksafgift«, end hvis det offentlige betalte den enkelte lyriker fuld forlagsroyalty for hvert udlån. Hvis danske lyrikere tænkte lige så økonomisk kreativt som danske skatteydere, havde de for længst fundet modeller som »betal for en – få tre bøger«. Meningen med kulturlovene er at ændre ved markedskræfterne, men det er altid usundt, når et offentligt system lægger op til spekulation.
Hvor længe skal digitale forfattere holdes ude? Enkelte biblioteker er gået i spidsen med bøger i digitalt format – e-bøger og cd-rom.
En skønne dag vil der sikkert også blive biblioteksafgift til disse digitale forfattere. Udfordringen bliver dog stor, fordi antallet af bind er irrelevant. De samlede danske biblioteker kan nøjes med et eksemplar på en server. Fremtidsmusik, ja.
Men allerede i løbet af få år bliver det sådan for musikken. Bibliotekerne vil snart udfase de gammeldags cd’er til fordel for internetbaseret download. Flere biblioteker starter i år. For alle digitale materialer er antal eksemplarer irrelevant, derfor må en fremtidig biblioteksafgift baseres på antal »brug«.
Hvis man overhovedet skal fortsætte med en biblioteksafgift. Oprindelsen var erstatning for mistet marked. Men, hvem beklager sig mest, når bibliotekerne køber færre bøger: forlæggere og forfattere! Det er altså så som så med det mistede salg på grund af bibliotekernes udlån. De 150 mio. kan bruges til andre formål, som har til hensigt at bevare og udvikle det danske sprog. For eksempel en ti-dobling af antallet forfattere som støttes af Statens Kunstfond – og så kunne der endda blive plads til en mere anstændig ydelse.

Som biblioteksafgiften startede tipspengene efter Anden Verdenskrig. Oprindeligt i 1948 som en kompensation til de fodboldklubber, som stillede kampe til rådighed for tippernes spillelyst. Siden er formålet for pengeuddelingen bredt ud, mere og mere har intet med idræt at gøre.
Staten bruger tipspengene som en supplerende finanslov. Helt tydeligt med årets redning af bibliotekspengene. Finansieringen af opgaver flyttes fra finanslov til tipspenge. Alene i år flyttes driftsstøtten til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Kvinfo og Det danske kulturcenter.
Blandt de mindre økonomiske poster er årsbidrag til internationale konventioner som Bernerkonventionen. Folketinget har altså ladet Danmarks forpligtelse til at være med i det internationale samarbejde om beskyttelse af ophavsret afhænge af tippernes spillelyst!
Denne tendens er partipolitisk neutral, bortset fra bibliotekspengene er alle årets overførsler foreslået af SR-regeringen. Tidligere blev tipspengene brugt til »løsere« projekter. I det sidste tiår er tipspengene blevet til fast driftsstøtte.
I princippet er tipspengene usikre. Og de vil blive mere usikre i de kommende år: privatisering af tipstjenesten og øget udenlandsk konkurrence om spillemarkedet kan mindske tipspengene. Men først og fremmest har tipspengene et afgørende demokratisk underskud.
Den formelle demokratiske procedure for kulturens tipspenge består i, at Kulturministeren fremsætter et samlet forslag til folketingets Finansudvalg. Siden 1990 er kulturministerens forslag vedtaget af
Finansudvalget uden én eneste ændring. Beslutningsprocessen tager et par uger fra forslag til godkendelse. Der er ikke nogen debat i Folketingssalen. Der er slet ikke nogen debat i offentligheden. Ikke et eneste dagblad har omtalt årets uddeling af tipspenge. Og intet dagblad har omtalt, at ministeren siden hen uden hjemmel har ændret i tildelingskrite-rierne.
For Kulturministeriet er det en nem procedure. Modtagerne er også glade. Men hvis man nærer et ønske om, at kulturens penge skal underlægges en samlet prioritering – og at denne prioritering skal ske i fuld offentlighed med åben debat, så er tipsproceduren en udemokratisk anakronisme. Tipspengene burde indgå i den samlede finanslov.
Love kan vokse sig så store, at de bliver svære at ændre. Vanens magt bliver stærk, når tilstrækkeligt mange nyder godt af bevillingerne. De politiske formål bliver utydelige. Biblioteksafgiften og tipspengene lever et pudsigt ikke-politisk liv. Ingen politiske partier formulerer ønsker. Kunstnerorganisationerne forholder sig afventende. Hængekøjen er rarest. Og så længe ingen tør komme ud af busken, ligger initiativet hos kulturministeren. Hvem ved, hvad han har i ærmet næste gang?

*Tom Ahlberg er ansvarshavende redaktør for Søndag Aften – www.cultur.com. Tidligere kulturborgmester i København (SF).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu