Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
31. august 2002


Ikke til salsa
A: Det er klart, at Tvind har brug for rummelige mødelokaler i Florida, når firmaet har så omfattende aktiviteter i Mellem- og Sydamerika.
B: Jamen, det undrer mig, at de ikke slog sig ned i Cuba, der ligger endnu nærmere arbejdspladserne. Amdi og Fidel er da også på bølgelængde. Men salsadans er måske ikke noget for Amdi og fru Kirsten. Der er mange hensyn at tage…

Niels Stubkjær

Klø til Krebs
26. AUG. – Til Klaus Lynggaard, angående din ’anmeldelse’ af Poul Krebs-pladen den 19.08: Det var dog den mest perfide ’anmeldelse’, der længe har været bragt. At anmelderskaren hos Information af og til får et look-a-like-Hansgeorg-Lenz-flip er efterhånden til at leve med, men dig Klaus, du burde lade være. Det har du da hverken talent eller begavelse til.
En sådan ’anmeldelse’ laver du jo kun for at styrke dit image som vred-ung-mand, men selv du bliver også gammel, så alt i alt siger den anmeldelse mere om Klaus Lynggaard end om
Poul Krebs, ærgerligt.

Preben Andreasen
P. Heises Vej 5, Århus

Æres den, som æres bør
26. AUG. – I rl’s leder d. 24.-25. august citeres forfatteren Hans-Jørgen Nielsen for at have udtalt, at man ikke må bedrive metafor. Det er imidlertid litteraturforskeren Pil Dahlerup, der skal krediteres for synspunktet, som blev fremført i en tidlig artikel ud fra det kønspolitiske argument, at metaforik oftest sammenligner kvinder med passiv natur og mænd med aktiv subjektivitet.
Hans-Jørgen Nielsen tilhørte ganske vist den midttressergeneration, der reagerede på de forudgående modernisters opdyrkelse af metaforen ved at skrive nyenkle, popart- og konkretistiske tekster uden metaforer. Men det er jo noget ganske andet.
rl har i det hele taget ikke meget check på sit stof: Nielsen udnævnes videre til eksempel på modernismens splittelsestænkning, skønt netop modernismekritikken og afvisningen af den tragiske splittelsestænkning var helt centrale elementer f.eks. i Nielsens generationsantologi. Også en adornosk kunstdarwinisme får Nielsen hængt om halsen, selv om netop den slags æstetisk historiefilosofi var angrebspunkt i det første nummer af tidsskriftet ta’, som han var med til at redigere.
Der er med andre ord ikke meget dækning bag lederens forsøg på at trække de store perspektiver op. Måske det bedste udgangspunkt for den slags perspektivtegning heller ikke er Weekendavisens sære populistserie af interviews med ældre herrer, som ønsker sig tilbage til en ’realismens’ guldalder. Man må håbe, det ikke er den slags kulturjournalistik, der for fremtiden skal træde i stedet for de kvalificerede medarbejdere inden for de enkelte kunstarter,
Information netop har skilt sig
af med?

Tania Ørum
Mosevej 6, Holte

Om Amdi P.
27. AUG. – Min påstand er, at Amdi på to områder har udrettet noget positivt:
Ved at benytte glasfiber – der var blevet udviklet til fremstilling af lette både – til møllevinger inspirerede han den danske vindmølleindustri.
Ved at sende idealistiske unge ud i verden, gav han disse unge adgang til at gøre noget positivt for deres medmennesker.

Axel Arnfred
p.t. Lions Park
3460 Birkerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her