Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. august 2002


Porno eller bare bar?
At porno ikke hører hjemme i børns øjenhøjde synes jeg er helt rigtigt synspunkt. Og den der ikke ønsker at se porno heller ikke skal påtvinges den er jeg også med på. Men når Information vælger at illustrere en anmeldelse af Monica Krog-Meyers bog om emnet med et ganske upornografisk billede fra Scanpix, må man da spørge sig, hvor vi er henne? Er bar mave og bare skuldre nu pornografi?

Per-Olof Johansson
P.O.Box 58, Allerød

Myter om FN
13. AUG. – Den 9. august betegner Jørgen Grimstrup (JG) i et debatindlæg FN som »verdens dyreste bureaukrati og største samlingssted for verdens værste regimer.« Det er beskæmmende, at sådanne myter om FN florerer i et rimeligt veloplyst land som Danmark.
Det årlige administrative budget for FN er ca. 10 milliarder kroner, eller lidt mindre end Tokyos Brandvæsen. Til sammenligning er det årlige administrative budget for EU ca. 36 milliarder kroner.
Der er ca. 8.900 ansatte ved FN’s sekretariat – 20 procent færre end for fem år siden. Til sammenligning er der ca. 39.000 ansat i Københavns kommune.
FN’s sundhedsorganisation WHO har et globalt budget
nogenlunde svarende til et middelstort hospital i et industrialiseret land. FN’s aktiviteter på menneskerettighedsområdet koster mindre end driften af operahuset i Zürich.
Næsten alle verdens lande (189) er medlem af FN. At kalde det ’det største samlingssted for verdens værste regimer’ svarer til at kalde Danmark for ’det største samlingssted i verden for de værste danskere.’
At JG åbenbart – som visse amerikanske kredse – er stærkt kritisk over for FN, er hans egen sag. Men det er uvederhæftigt, når han anvender forkerte oplysninger som argumentation for sine politiske synspunkter.

Mikael Bjerrum
Generalsekretær i FN-forbundet

Antisemitisme
14. AUG. – I sit svar til mig (9.
juli) afviser Søren Holst ordet ’antisemitisme’ i forhold til danskere. Han skriver: »En anti-semit er én som hader jøder fordi de er jøder – ikke en, der kritiserer... en hær, hvis soldater tilfældigvis hovedsageligt er jøder... » Enig. Det gør jeg også ofte, som præsident for den Amerikanske Zionistiske Arbejderbevægelse. Min ordbog definer dog antisemitisme som »had eller fordomme mod jøder.« Men uens krav er også racisme/antisemitisme: Holst synes at Israel kan kritiseres fordi det er demokratisk, hvorimod palæstinensiske voldsmænd blot er »enkelte selvmorderiske galninge?«
Typisk dobbeltmoral. Og Europæernes penge er med til at bevæbne disse »galninge«!
Hvorfor ser man så ikke en tilsvarende kritik af England i Irland, Indien i Kashmir og Kina i Tibet, mens den »tilfældigvis« jødiske stat mødes med de fleste negative FN-resolutioner, falske anklager som Jenin-»massakren«, debat i danske aviser om dets »ret til at eksistere«, en dansk teologs sammenligning af Sharon med Herodes? Denne forskelsbehandling nærer hadet. Er det ikke derfor, at der for nylig er forekommet vold mod tilfældige jøder på gaden i København?
Holst spørger, »Skulle vi som elsker det lille land for enden af Middelhavet ikke... værne debatten mod... verbal hooligan-kultur?« Skulle vi, som elsker det lille land mellem Øresund og Vesterhavet så ikke også kritisere, hvad vi der ser af fordomme?

Jeffry V. Mallow
2315 Hartzell Evanston, IL USA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her