Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
21. august 2002


Væk med myterne
11. AUG. – Jeg anser ellers Ulrikke Moustgaard for en dygtig journalist, der laver et grundigt forarbejde for sine artikler, men Qlummen fredag den 9. august bærer ikke dette præg.
Karakteristikken af problemerne i kvindefagene tager udgangspunkt i personlige oplevelser, som underbygger myten om at kvinde-er-kvinde-værst, og at kvinder selv er skyld i deres problemer, for de kan bare gøre noget andet. Hvis bare kvinder laver nogle netværk i stedet for at bagtale hinanden, skal de nok komme til tops.
Glemt er det tilsyneladende, at den formelle ligestilling mange steder i samfundet ikke er reel. Bl.a. fordi vi fortsat lever i nogle magtstrukturer, som ikke har interesse i, at kvinder og mænd har lige muligheder og som vedligeholdes bl.a. af ovennævnte myter.
UM mener ikke, det kan være mere nedslidende at have med mennesker at gøre end f.eks. at have de faglige udfordringer, håndværkere har i deres arbejde. Artiklen i samme dags avis om tendensen til at kalde nedslidning inden for hjemmeplejen for samarbejdsproblemer giver ellers eksempler på årsagen til både fysisk og psykisk nedslidning – to minutter til at skifte ble på de ældre, tunge løft mv.
Et stresset og fysisk hårdt arbejde, hvor det bliver nødvendigt i stigende grad at gå på kompromis med sin faglighed, er netop ikke et arbejde med faglige udfordringer. Graden af indflydelse på eget arbejde er også lav.
Konklusionen på at give kvinderne skylden for problemerne ligger snublende nær – det er ikke nødvendigt at gøre noget ved kvinders arbejdsmiljø, uligelønnen osv. For hvis bare kvinder lærer at gøre ligesom mænd, så vil alt ordne sig – eller vil det?

Lene Hansen
Valbygårdsvej 84, Valby

Dogmedag nu!
13. AUG. – Jeg har lige endnu en gang forsøgt at se Lars Von Triers Idioterne på tv, men måtte slukke. Magen til studentikost pis skal man lede længe efter.
Efter at have set »Von Triers 100 øjne og De lutrede – begge fremragende udsendelser – var det blot en fortsættelse af Von Triers egotrip.
Ja, undskyld mig, men hvem førte ordet i De lutrede? Hvem var ’æresdogmør’ og faldt mest igennem? Jeg forstår godt Søren Kragh Jacobsens frustration ved hele det teoretiserende spilfægteri. Dogme eller ej: Festen holder, ja bliver nærmest bedre for hver gang, man ser den. Det er en genial film, og får mig – med Thomas Vinterbergs lettere omskrivning af H.C. Andersens ord om al sand kunst – til at græde.
O.K. smag og behag og alt det der. Von Trier er da et ærligt søgende talent, og personligt var jeg meget glad for Breaking the waves, der var ekstremt velspillet. Men der tegner sig for mig at se, en instruktør, der – hvor ydmyg, genert og beskeden han i øvrigt synes at være – mere vil være provokerende for provokationens skyld, mere søger sin egen lutring end en filmisk forløsning.

Marianne Wiltrup
Hollændervej 19, Frb. C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her