Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

7. august 2002


Sang om mere værdi
Så lad være med at prædike mere om forskellen mellem hårde og bløde værdier.

Værdier er noget holdbart, noget brugbart. Bøgetræet har lysegrønne bløde blade i maj måned, hård stamme hele året.

Lad værdier være ligesom bøgetræet.

Jonathan Schwartz
antropolog

Tv fra retten
6. AUG. – Hjemvendt fra ferie ser jeg i en tv-anmeldelse (12. juli), at Henning Carlsen skriver om dokumentarfilmen Mord på en søndag morgen , sendt på TV 2 tidligere på måneden.
Ifølge Carlsen er det falsk varebetegnelse at kalde det en »dokumentar«, når mere end halvdelen af filmen foregår i en amerikansk retssal.
Carlsen mener nemlig (med henvisning til Mogens Amdi Petersen-sagen), at man ikke må filme i retssale i USA og har åbenbart helt glemt f.eks. O.J. Simpson-sagen. Carlsen konkluderer, at der er tale om »rekonstruktion«, og »selv om den er velfortalt, går det ikke så lidt ud over troværdigheden, at man ikke spiller med helt åbne kort«.
Henning Carlsen tager imidlertid fejl. Mord på en søndag morgen, som vandt dette års Oscar for bedste lange dokumentarfilm, er ikke baseret på rekonstruktioner, men følger forløbet i sagen, som det udfolder sig – ud fra den dokumentariske metode kaldet cinéma vérité (eller fly on the wall), som Carlsen selv lod sig inspirere af tilbage i 1960’erne. Det franske hold bag filmen har, som man kan se, haft fuld adgang til at filme sagen i retssalen, endda med to kameraer, og har i det hele taget haft en enestående adgang til de involverede i sagen. Et vågent filmisk øje vil da også bemærke, at de interviews, der er i filmen, netop dækker de dele af sagen/forløbet, som viste sig at være nødvendige for at fortælle historien, men hvor filmholdet ikke har kunnet været til stede.
Det er heller ikke korrekt, at man ikke må filme i retssale i USA. I USA er der sågår tv-kanaler, herunder Court-TV, som alene beskæftiger sig med dækning af retssager. (Fork. af red.)

Mette Hoffmann Meyer
redaktør, TV 2

SVAR: Mette Hoffmann Meyer mener, at jeg er fejlorienteret om friheden til at filme i amerikanske retssale. Holdet bag Mord på en søndag morgen har haft fuld adgang, endda med to kameraer, til at filme. At de »har haft fuld adgang« har de efter min overbevisning haft på en speciel tilladelse. Ligesom ’Simpson-sagen’ var en speciel tilladelse, ligesom Court-Tv fungerer efter speciel tilladelse.
Og for mig virker disse specielle tilladelser som svækkelse af troværdigheden.

Henning Carlsen

Menneskets udvikling
3. AUG. – Kære Jens-Martin Knudsen. Karen Syberg citerer dig i sit interview den 3.-4. aug. for: »Livet er opstået for fire milliarder år siden, og mennesket har brugt fire milliarder år til sin udvikling.«
I skyndingen – og du er jo hurtig – kan der vel ryge en sådan teleologisk finke af panden, hvor mennesket bliver gjort til et strategisk tænkende og handlende subjekt, der for 4.000.000.000 år siden planlægger hele forløbet frem til sin afsluttende udvikling i de sidste, lad os sige 400.000 eller 4.000.000 år! Men du har da vel forhåbentlig ment enten, at der her på Jorden er gået fire milliarder år fra de første primitive livsformer til udviklingen af homo sapiens, eller at Gud eller udviklingen eller tilfældighederne har behøvet fire milliarder år til det samme?

Henrik Okkels
Hovgårdvej 26, Hornslet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu