Læsetid: 2 min.

De nye produktionsdyr

Information og viden uden plads til visdom fører til ruin
Debat
1. august 2002

Uddannelse
Når man hører om de studerendes store boligproblemer kan man ikke lade være med at spekulere på, om ikke problemet ville være langt mindre, hvis de, der alligevel i løbet af kort tid opgiver studiet blev siet fra, fra starten.
Når man ved, at langt fra alle, der starter et studium gennemfører dette studie, kan man ikke lade være med at gøre sig visse effektivitetsbetragtninger. For tænk, hvis nu kun de, man på forhånd vidste kunne gennemføre studiet også var de eneste, der fik adgang til optagelse på læreanstalterne, og tænk, hvad vi kunne spare af ressourcer med et mere restriktivt system. Ja, vi kunne måske spare både lokaler og lærere og andre former for udgifter.
Set fra et effektivitetssynspunkt er der ikke noget at sige til at visse læreanstalter nu indfører en slags ansættelsessamtale med de, der søger bestemte studier. Ja, ønsker læreanstalterne en mere from begrundelse kan de oven i købet påberåbe sig en slags næstekærlighedens evangelium. Ved at udelukke de formentlig uegnede, sparer man jo de unge, der alligevel ikke kan gennemføre et studium, for mange nederlag og måske tragedier.
Jo, set fra et kortsigtet økonomisk effektivitetssynspunkt kan det bestemt betale sig at indføre alle mulige former for forhindringsløb før man lukker de unge ind på de videregående uddannelser.

Almen dannelse
Men et samfund kan jo også blive så effektivt og uddannelserne så maskinelle, at de individer, der kan smykke sig med et eksamensbevis er aldeles uden nogen form for almen dannelse. Det er galt nok i forvejen. De studenter, der kun forsøger sig på ét studium og kommer ud med et pænt eksamensresultat på den normerede tid er ikke nødvendigvis de bedste samfundsborgere set på lidt længere sigt.
Filosofikum er afskaffet på universitetet. Almendannelse er nærmest et begreb, man bliver til grin ved at nævne til trods for, at traditionstabet med hensyn til historie, kultur og kirke er så katastrofal, at man ikke sjældent føler trang til at udråbe Danmark som et kulturelt u-land.
Til gengæld er den ny religion og kultur, afgudsdyrkelsen af information og viden renset for visdom, rykket ind på dannelsens plads.
Et effektivt uddannelsessystem målrettet til et viden-og informationssamfund, kan få erhvervslivet til at juble i dag. Men det bliver en kortvarig glæde, hvis man
alene vil lade et samfund leve af økonomisk vækst ved hjælp af teknologiske færdigheder og praktisk viden.
Økonomisk vækst, effektivitet, teknologisk udvikling er nødvendigt i et moderne samfund. Men at betragte dagens studerende alene som produktionsdyr, der ud fra snævre kvalifikationsbetragtninger, skal yde det maksimale på den minimale tid uden tid til personlig fordybelse, almendannelse og uden grundforskning, der ikke kan betale sig i øjeblikket, udsulter åndeligt vort samfund. .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her