Kronik

Økonomi igen som moralfilosofi

Turbulensen i verdensøkonomien har potentiale til at reformere den globale økonomi – og revolutionere tankerne herom. Drop den matematiske sprogbrug og søg tilbage til økonomiens rødder
1. august 2002

Økonomi & politik
Verdensøkonomien er som religionerne styret af dogmer. I nationaløkonomiens barndom var mange af fagets grundlæggere og fødselshjælpere præster. Gud er i dag erstattet af penge, som påpeget af bl.a. Ebbe Reich Kløvedal. Gud er ikke i marxsk forstand opium for folket. Nu er det penge, der giver suset, doping-præstationerne og bivirkningerne.
Weber beskrev kapitalismens ånd med udgangspunkt i teologen Calvin og den kirkeretning, han grundlagde med vægt på individualistisk ansvarlighed og arbejdsmoral. Benjamin Franklin formulerede praktiske leveregler og principper for, hvordan man får »penge til yngle«, det vil sige forrentning. Kapitalismen kan sammenlignes med den katolske kirke. Ritualisering, symbol- og helgen-dyrkelse, dogmer, globalisering og vaner er karakteristika begge steder.
Den nuværende ballade er tæt forbundet med regnskabsskandaler (Enron, Worldcom, Xerox og Arthur Andersen). Men få har påpeget, at regnskaber den dag i dag fortrinsvis holder sig til et paradigme, der stammer tilbage fra Pacioli i 1492 (aktiver, passiver, debet, kredit), mens moderne videnskabelige krav om kontinuitet, gennemsigtighed og fremtidskonsekvens med fokus på betalingsevne og realværdier ofte er fraværende, selv om moderne informationsteknologi burde bruges til dette fremfor accellereret spekulation.
Selv om der er forskel på nadverbrød og værdipapirer, oblater og obligationer, så har organisationerne bagved mange fællestræk. Der er Peterskirken og Wall Street samt alle tilhængerne rundt omkring i verden: de troende og markedsagenterne. Der er Vatikanet og Federal Reserve samt paven og centralbankchefen.
’Fed’-chef Alan Greenspan er ikke den, der står Gud nærmest i denne verden. Blasfemisk fristes man til at sige, at han er en ’overgud’. Thi hvis Gud er penge, er Greenspan Guds skaber. Greenspan står jo selv i spidsen for produktionen af ’pengene over alle penge’, nemlig den internationale reservevaluta (så længe det varer) US-dollars, om hvilke det gælder, at de rettroende mener, at man kan købe hvad som helst i denne verden.
Oprindelig var nationaløkonomi moralfilosofi, og de virkeligt store økonomer var slet ikke økonomer oprindelig. Det gælder
Adam Smith (filosofi), Quesnay (læge), Malthus (teologi), Ricardo (bankier), Marx (filosofi), Stuart Mill, jr. (filologi), Keynes (statistik), Maslow (psykologi), Nash (matematik).
Adam Smiths empati har nyliberalisterne fortrængt. Følgende passus fra Wealth of Nations er stadig relevant i forhold til de fattige landes hungrende og de rige landes marginaliserede: »Den fattige mands arv ligger i hans hænders styrke og behændighed, hvorfor forsøg på at forhindre ham i at udnytte denne styrke og behændighed på den måde, som han nu foretrækker og uden herved at skade andre, er et overgreb på denne mest hellige form for ejendom«. Retten til arbejde. Sådan. Det er noget andet end vor tids Milton Friedman, der taler om »den naturlige arbejdsløshed« som et glidende gennemsnit gennem årene.
Keynes er speciel, fordi han startede med det matematiske og måske netop derfor ofte kritiserede det, når det tog overhånd. Sammen med bl.a. Virginia Woolf og Bertrand Russel deltog han i de kulturradikale klubber The Society og Bloomsbury-gruppen efter tilholdstedet i London. Der kom også filosoffen G. E. Moore, der i Principia Ethica skriver om »glæden ved menneskelig kommunikation og nydelsen af smukke genstande« som »de så absolut mest værdifulde ting«. Et for økonomer nyt værdibegreb, og Principia Ethica udgjorde med Keynes’ egne ord »my religion under the surface«.
Det periodevise sindssyge geni John Forbes Nash er portrætteret i den Oscarvindende Hollywoodfilm A Beautiful Mind. Men der er langt fra Adam Smith, Karl Marx og John Maynard Keynes’ verbale udtryksform, og så til Nashs kryptiske matematiske notater. Hvad man vinder i stringens ved at bruge matematikken taber man i nuancer, og de implicitte moralske overvejelser bliver væk i udregningerne. Matematisk økonomi giver ikke megen mening uden en fordelingsfunktion.
Tiden er inde til, at man sprogligt formidler den indsigt matematikøkonomien vitterligt har givet, og at der klart redegøres for de etiske præmisser og konsekvenser.
Eksempler på sproglig formulering af de »moralfilosofiske guldkorn« i matematisk mikroøkonomi kan være følgende seks emner: Optimalitet er hos Pareto, når ingen kan stilles bedre, uden at andre stilles værre. Hos Rawls er intet samfund bedre stillet end sin dårligst stillede borger. Mens Nozicks utopiske stat har som mål at sikre individet retten til produktet af sin egen indsats. Arrow når frem til, at det er umuligt at bestemme samfundets nytte som summen af individernes nytte uden at manipulere urimeligt. Amartaya Sen påpeger, at indkomst og formue kun er overfladiske fænomener, mens handlemuligheder snarere karakteriserer individers velfærd. Nash’ ligevægt opstår, når – givet alle de andre beslutningtageres valg – beslutningen, som det tilbageværende individ foretrækker, er karakteriseret ved, at der ikke findes andre måder, hvorpå vedkommende kan blive stillet bedre.
Disse matematiske mikro-økonomer (Pareto, Arrow m.fl.) er næppe lige så kendte uden for en snæver kreds som de verbale makro-økonomer (Smith, Keynes, m.fl.). Mikroøkonomernes teorier debatteres ikke i offentligheden, selv om problemstillingerne er samfundsrelevante, og teorierne anvendes politisk og kommercielt »i det skjulte«. Grundlaget er stadig moralfilosofi, selv om håndværket, abstrakte matematiske teorier, modellerne, statistikkerne og kalkulationerne, fuldkommen har tilsløret det oprindelige grundlag, derfor må man deteknokratisere og redemokratisere økonomi som genstandsfelt for offentlig engageret debat.

Det er dog ikke moralsk oprustning, men etisk afklaring, der er brug for. Nyere dansk filosofi kan også være med. F.eks. taler Ole Fogh Kirkeby (i2, den 5. juli) om kunstnere som rollemodeller for erhvervslivets ledere, fordi: »Ledelsesfunktionen er som sådan blevet udhulet og kunne stort set gå på skift«. Ole Thyssen skriver (i efterordet til Fyret om Aktuelts lukning) at »det vestlige billede af rigdom er en social og økologisk forbrydelse«, og han identificerer »et højmotiveret korps af arbejds-pushere«. Det er provokerende, og det er et godt supplement til Det Økonomiske Råds rapporter med de økonometriske udregninger. Vismændene opfylder til gengæld det formål at skære alt vrøvlet bort og hindre, at følelserne løber af med folk – fænomener der ellers kendetegner politik.
Det er påfaldende, at det hedder vismænd, og hvordan kvinderne glimter ved deres fravær i nationaløkonomien. Men der er måske håb forude, nu hvor flere kvinder trods alt søger studierne, og Danmark har jo haft en økonomiminister og har en nationalbankdirektør, der begge er kvinder. Det er værd at håbe på, at flere kvinder i faget kan sætte nye dagsordener på et moralfilosofisk grundlag, f.eks. vedrørende statsgæld som åg for de kommende generationer, arbejdstid og børnefamilier, ligeløn, prostitution og hjemmets arbejde. Sjovt nok er de såkaldt ’hysteriske kællinger’ på børserne (stadig) fortrinsvis mænd.
Informations forside har været prydet af overskriften: » Greenspan: Grådighed smitter« (den 17. juli) og dt’s leder »At rage til sig« (den 6. juli). Trods kronologien så går jeg ud fra, at det ikke er chefredaktøren, der har skrevet udkastet til Greenspans tale, selv om man næsten skulle tro det. Omtalte leder kritiserer SF’eren Morten Lund (den 17. juli) for at bruge stærke ord som »griskhed«, »afstumpethed« og »korruption«. ’Fed’-chefen taler om »en smitsom grådighed« i »en stor del af vores forretningsliv«, og at »det er adgangen til at give denne griskhed udtryk, der er blevet så enormt udvidet«.

En bedømmelse, der i øvrigt ikke alene kunne gælde børserne, men også den del af den offentlige infrastruktur, som er blevet privatiseret på en ansvarsløs og dum facon med katastrofale konsekvenser. Strømsvigt og ågerpriser i Californiens elforsyning samt trafiksammenbrud og livsfarlige jernbaner i England er vel de værste eksempler på moralsk og intellektuel forfald i kølvandet på Reagan og Thatcher.
Givet det hensyn, der må tages til visse politikeres og markedets reaktion, er nationalbankguruens tale et markant angreb på minimalstaten, laissez-faire-holdningen og de dele af nyliberalismen, som baserer sig på Hayek og Friedman.
En frisk start for nationaløkonomien, som bringer matematisk økonomi og moralfilosofi sammen, er påtrængt. Sult koster i menneskeliv, hvad der svarer til, at 300 jumbojets falder ned hver dag, og det burde længe have mindet os om, at der er noget galt i verdensøkonomien. At den amerikanske centralbank nu har givet verden et vink med en vognstang, kan måske betyde nytænkning i den rige verden. Men hvis det ikke er nok, så kan bankkrak i stor stil i USA tvinge os til at reformulere nationaløkonomien radikalt.

*Boye Haure er cand. polit. et exam. psych., medlem af hovedstadens hovedbestyrelse i Det Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu