Kronik

Politik skal være som en mexicansk film

Vi søger et udspil, der sætter ord og følelser på det mangfoldige hverdagsliv – og kobler det med det globale videnssamfunds spilleregler
Debat
30. august 2002

Det virtuelle rum
Hvem kommer først med et magisk-realistisk bud på morgendagens danske samfund?
I den mexikanske film …og din mor, der netop har haft premiere (fantastisk, fantastisk, fantastisk film!) i landets biografer, kommer vi som tilskuere med på en tour de force af en roadmovie sammen med to unge knægte og en noget ældre – og meget sensuel – kvinde.
Gennem et par (mere end hektiske) døgns kørsel gennem et afsvedet mexikansk landskab når vi helt tæt ind på de tre personer: Alle er de igang med finde – eller komme overens med – deres identitet, retning og mening i livet.
Hvad der gør filmen så vidunderligt og provokerende livsbekræftende er denne blanding af skift og fokus mellem helt eksistentielle (livs)spørgsmål mellem de tre personer som: »Hvor mange gange har du prøvet at været din kæreste utro? Hvordan mødte du din første seriøse affære? Var det dig der tog initiativet? Hvordan var det at få taget din mødom? Hvem har sidst fået en himmelsk orgasme? Hvad skal der til for at kvinder synes, at man er en god
elsker? Er det fedt at kneppe på esctasy? Pot? Sprut? Tør jeg egentlig give mig fuldt hen? Hvem har – når det kommer til stykket – gang i hvad, med hvem og hvorfor … lige nu?«
Sådan går snakken mellem de tre, for pludselig at blive afbrudt af en lavmælt, men insisterende omverden, der sætter de tre personers dannelsesrejse ind i en social, politisk og økonomisk kontekst: En omverden af politisk korruption, social undertrykkelse, boligproblemer, skilsmisse-familier, stofmisbrug, småborgerlighed, tyrefægtning, glamour og forestillelser.
Filmen ...og din mor, har alt det et godt tænkt – og dermed udfordrende – politisk udspil fra centrum-venstre-partier i Danmark bør indeholde.
Men lad mig i al ydmyghed først nøjes med at stille ovennævnte kvalitetskrav til et kommende politisk udspil fra mit eget parti, Det Radikale Venstre.
For hvis vi ønsker, at Det Radikale Venstre skal være det parti, der (som de første) formulerer en sammenhængende, troværdig og kraftfuld vision om ’Danmark i morgen’ – bør udspillet være præget af noget af den samme magiske realisme som filmen ...og din mor:
Et politisk udspil, der rummer både identitetspolitik og realpolitik. Der tør sætte ord og følelser på det komplekse, mangfoldige og underfundige hverdagsliv, vi hver især lever. Og som samtidig er i stand til at koble hverdagsliv med en klar social, kulturel og politisk bevidsthed om de nye spilleregler (på godt og ondt) i det globale videnssamfund.

Hvis ikke Det Radikale Venstre har energien og viljen til at formulere visionen om ’Danmark i morgen’, kan jeg kun forestille mig ét andet politisk miljø, der eventuelt har kræfter og format til at gøre det. Det er kredsen omkring Christine Antorini og Henrik Dahl.
Socialdemokratiet virker, som om de stadig befinder sig i en slags mental, politisk og organisatorisk granatchok efter valgnederlaget til Anders Fogh Rasmussen. Og SF – tja – hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg mene … (intet dukker op!) … jeg tror, jeg lader det spørgsmål hænge ubesvaret i luften.
Om Christine Antorini og Henrik Dahl faktisk går efter at starte et nyt, progressivt centrum-venstre-parti, kan jeg kun gisne om. Men hvis de gør, er der stadig rigtig lang vej hjem – ikke mindst i forhold til, hvad det kræver rent organisatorisk at starte et nyt parti helt fra bunden. Uanset hvad, kan man kun tage hatten af for, at de i bogen Det ny Systemskifte tør kaste sig ud i den krævende
opgave at sætte ord og begreber på den nye politiske virkelighed.
I Århus forsøgte vi – Det Radikale Venstre – i forbindelse med byrådsvalget sidste år også at udvikle et nyt politisk scenario: I et tæt samspil mellem den lokale (traditionsrige) partiforening og et løstkoblet netværk af fritænkende arbejdsgrupper (hvor deltagerne sågar kom fra andre partier), opstillede vi dels en række kvalitetskriterier for hvad vælgerne (og byrådsmedlemmerne) de næste fire år skulle måle de politiske resultater op imod. Og dels blev der formuleret tre politiske ’udkigstårne’ for arbejdet i byrådet.
Udkigstårne, som min byrådskollega og jeg kunne klatre op i, når vi kunne mærke, at der var behov for at genvinde det politiske overblik og det lange perspektiv hvad gælder:
1) nye værdier (flerkulturel bevidsthed)
2) nye arbejdsmetoder (proces-, projekt- og netværksforståelse) og
3) nye alliancepartnere (koblingen mellem kultur, erhverv og uddannelser).
Endnu er det for tidligt at sige om vi kommer sikkert ’hjem’, med ovenstående politiske og strategiske udspil. Men givet er det, at der er lagt spirer til et kulturradikalt udviklingsforsøg som (måske) kan bruges som case for Det Radikale Venstre på landsplan.
Et lokalpolitisk forsøg, der bevidst prøver at sammentænke identitets- og realpolitik for Århus som bysamfund. Og hvor byrådsgruppen og partiet i tæt sammenspil med byens mange kulturelle vagabonder, alternative business-entreprenører og sociale aktivister venligt vil forsøge at puffe til Århus, så byen gør springet fra famlende, usikker og selvtilstrækkelig provinsby til et moderne flerkulturelt bysamfund.
Et bysamfund præget af selvtillid, kulturelt udsyn, social ansvarlighed og entreprenant handlekraft.

Uanset om det er Det Radikale Venstre, Christine Antorini, Henrik Dahl & co. eller et helt tredje politisk miljø, der på grund af intellektuelt og kreativt overskud er i stand til at formulerer det 21. århundredes udgave af ’den danske drøm’, så tror jeg at dette politiske udspil – eller manifest om man vil – kun bliver en succes, hvis følgende tre krititerier er opfyldt:
1) Den enkelte dansker skal føle, at han eller hendes kulturelle identitet og hverdagsliv bliver taget alvorligt. For godt nok lever vi
i en mere og mere globaliseret verden. Men vi lever altså stadig også i Ringkøbing, Aalborg, Svendborg, Køge og Helsingør.
Hvis vores helt nære problemer og hverdags-udfordringer ikke bliver taget seriøst, kan vi – i dette tilfælde Det Radikale Venstre – komme med nok så mange flotte politiske formuleringer … det vil prelle af på danskerne som vand på en gås.
2) Det politiske projekt skal give dyb mening for den enkelte. For hvis vi (læs Det Radikale Venstre) ikke formår at forklare det overordne formål og det langsigtede perspektiv med ’projektet’, vil vælgerne rent instinktivt reagere negativt og defensivt overfor initiativet.
3) Den enkelte skal opleve, at vedkommende får øget (selv)kontrol over sit eget liv, hvis det nye politisk projekt bliver en realitet. Hvis du som individ ikke får større kontrol og indflydelse på dit eget liv, hvorfor skulle du så bakke et sådant projekt op?
Jeg tror der er mange danskere, der netop på grund af ovenstående tre parametre er modstandere af det europæiske projekt.
Hvis jeg for eksempel tager min egen 76-årige gamle mor, så har hun konsekvent stemt nej ved samtlige EU-relaterede folke-
afstemninger, fordi hun ikke føler sig mødt på sin egen kulturelle identitet som dansker. Hun kan heller ikke se meningen og det langsigtede perspektiv med et endnu tættere europæisk samarbejde (hun vil hellere have et tættere nordisk samarbejde). Og endelig er hun bange for et tab af (dansk demokratisk) kontrol, hvis EU-parlamentet får mere magt.

Med dette i baghovedet er jeg ikke i tvivl om, at hvis det skal lykkes at skabe en politisk bæredygtig politisk vision for Danmark i det 21. århundrede, skal denne hvile solidt på de tre ovennævnte grundpiller: Identitet, mening og (selv)kontrol.
Men for at en ny centrum-venstre vision for Danmark i det 21. århundrede skal opnå den nødvendige gennemslagskraft i den danske befolkning, skal visionen kommunikeres og bæres frem af en spontan, levende og autentisk energi.
For der er ingen danskere i dag der orker at høre på politikere med trætte – for ikke sige døde – øjne. Politikere med trætte – for ikke sige døde – kroppe. Politikere med et træt – for ikke sige dødt – sprog…
Det blev min ven og jeg enige om hin aften og nat. Og så satte vi os ellers ned og skrev (for sjov) følgende ti kvalitetskrav vi synes der skal kendetegne ’den danske drøm for det 21. århundrede’.
Ti kvalitetskrav til ’den danske drøm for det 21. århundrede’:
*Vi bliver umiddelbart glade, når vi læser (om) den (fordi ’den danske drøm’ får det bedste frem i os. Vi ved at visionen vil være med til at gøre verden til et bedre sted at bo…for os alle!)
*Vi bliver stolte af at være en del af den (fordi vi kan mærke både ambitionen, men også kærligheden, der ligger bag ’den danske drøm’)
*Vi får lyst til at ringe til vores bedste ven og fortælle om den (fordi ’den danske drøm’ bare er en rigtig, rigtig god historie – så enkelt er det).
*Vi bliver engageret (fordi slutningen i ’den danske drøm’ stadig er åben – vi kan være med til at ’skrive’ historien færdig)
*Vi får lyst til at gå i gang med at handle her og nu (fordi visionen bag ’den danske drøm’ er så enkel i sin formulering, at den kan omsættes til ens egen konkrete og nære hverdag)
*Vi oplever at livet er større og mere kulturelt mangfoldigt end vi troede (fordi ’den danske drøm’ bringer verdner og virkeligheder sammen som før aldrig har haft berøring med hinanden)
'Vi kan mærke vor egen kraft som mennesker vokse (fordi ’den danske drøm’ giver os hovedrollen i vort eget liv tilbage)
*Vi oplever os som en del af et både spændende, stærkt men også sårbart nyt fællesskab (fordi ’den danske drøm’ står og falder med om det er muligt at skabe en ny stærk solidaritetsfølelse mellem os som mennesker. Mellem den rige og den fattige verden. Mellem menneskeheden og den klode vi bor på.
*Vi får umiddelbart lyst at trække champagneflaskerne op og starte festen (fordi ’den danske drøm’ både er så intellektuel skarp, politisk sensuel og poetisk smuk, at man ikke kan lade være med at sætte dansemusikken på, åbne vinduerne og råbe ud over byens tage)
*Vi kan mærke at der er en overraskende dyb ovensstemmelse mellem det vi siger, det vi føler og det vi gør. Fordi ’den danske drøm’ har en kulturel DNA-kode, der er spændt op mellem det spontane, det levende og det autentiske. Alt det, der gør livet værd at leve – fuldt ud.

*Uffe Elbæk er rektor for KaosPiloterne, byrådsmedlem i Århus for Det Radikale Venstre, formand for byens skole- og kulturudvalg.

*Den første af to kronikker af Uffe Elbæk stod i Information i går.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her