Læsetid: 5 min.

Et råb om hjælp fra Syden

Klodens dominerende magter udgør et Frankensteinmonster, der er godt i gang med at ødelægge kloden, skriver den uruguayanske filosof, forud for Johannesburg-topmødet
Debat
26. august 2002

Kommentar
Hvem kommer til at bestemme over vandet? Det gør aben med den store kølle. Aben uden våben dør af tørst. Det er budskabet, der kommer fra menneskets forhistorie i Stanley Kubricks film, Rumrejsen år 2001. Hvad fremtids-odysseen for 2003 angår, har præsident Bush bebudet et forsvarsbudget på godt en milliard dollar om dagen (eller 2.700 mia. kr. om året, red.). Nye bidrag til våbenkapløbet er de eneste virkeligt troværdige investeringer, og alle eventuelle modargumenter ved Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg eller andre internationale konferencer er dømt til at prelle af på denne prioritet.

Døv over for advarsler
Klodens dominerende magter diskuterer ved at kaste med bomber. De udgør en magt, et gigantisk genmanipuleret Frankensteinmonster, der er godt i gang med at lægge naturen øde. Det benytter sig af sin frihed til at forvandle luft til smuds og sin ret til at gøre menneskeheden hjemløs; det kalder sine grusomheder »fejltagelser« og gør sig døv over for alle advarsler, imens det knuser alt, der kommer i vejen.
Verdenshavene stiger, og mange lavtlandsområder vil forsvinde for evigt under bølgerne. Er dette et sindbillede på den økonomiske udvikling i verden af i dag?
Nej, det er et fremtidsfoto af den verden, som vi vil komme til at opleve om ikke alt for mange år, sådan som den er forudsagt i de fremskrivninger, som FN’s forskere er nået frem til.
I mere end to årtier blev økologernes profetier mødt med latterliggørelse eller apati. Nu har videnskaben indrømmet, at økologerne havde ret hele tiden.

Vask din nabos bil
Den 3. juni i år havde selv præsident Bush intet andet valg end at indrømme, at der vil ske katastrofer, hvis den globale opvarmning fortsætter med at skade vor planet.
»Også Vatikanet måtte jo til sidst indrømme, at Galilei ikke tog fejl«, kommenterede journalisten Bill McKibben. Nuvel, ingen er perfekt.
Samtidig bebudede Bush, at USA’s produktion af drivhusgasser vil være steget med 43 procent i år 2020.
Men han er selvfølgelig også præsident i et land, der gufler benzin i sig og udspyr gift i ufattelige proportioner. Mere end 200 millioner biler bliver det til – man kan kun glæde sig over, at amerikanske babyer ikke har kørekort. I en tale sidste år opfordrede Bush til at vise større »solidaritet og samfundssind«, hvilket han frækt eksemplificerede på denne måde: »Lad dine børn vaske din nabos bil!«

Miljøterrorisme
Energipolitikken i verdens rigeste land bliver dikteret af jordiske forretningsinteresser, men hævder at adlyde himmelske bud. Det hedengangne selskab Enron, der gik til grunde i sin egen moralske råddenskab, men indtil da var den vigtigste rådgiver for den amerikanske regering i energispørgsmål og største finansielle sponsor af Bushs og flere senatorers valgkampagner, yndede således at videreformidle guddommelige budskaber. Enrons store hvide høvding, Kenneth Lay, sagde tit: »Jeg tror på Gud, og jeg tror på markedet«. Hans forgænger i embedet havde et lignende valgsprog: »Vi er på englenes side.«
USA praktiserer miljøterrorisme uden mindste samvittighedsnag, som havde den gode Gud udstedt et særligt immunitetscertifikat til amerikanere.
»Naturen er meget træt,« skrev den spanske munk,
Luis Alfonson de Carvallo. Det var i 1695. Hvad ville han sige, hvis han kunne se os i dag?
En stor del af Spaniens jorder er blevet uopdyrkelige. Det frugtbare land er ved at forsvinde, og inden længe vil sandet blæse gennem sprækkerne i vinduerne. Kun 15 procent af Middelhavslandenes oprindelige skove står tilbage. For 100 år siden dækkede skove halvdelen af Etiopien - det samme område er i dag i ørken. I brasiliansk Amazonas er et område på størrelse med Frankrig afskovet. Centralamerika vil inden længe kunne tælle sine træer som en skaldet mand tæller sine sidste hovedhår. Og jo større dele af Jordens landbrugsarealer, der bliver udpinte og uanvendelige, desto mere gødning og pesticider vil der blive brugt. Ifølge Verdensundhedsorganisationen, WHO medfører brugen af disse kemikalier hvert år tre millioner bønders dødsfald.
På samme måde som menneskelige sprog og kulturer forsvinder, er plante- og dyrearter ved at dø ud. Der forsvinder tre arter i timen for altid, vurderer biologen Edward Wilson.
Dette skyldes ikke blot afskovning og forurening. Landbrugets stordriftsproduktion og ensidige satsning på de mest lønsomme afgrøder forringer biodiversiteten.
Det er næsten ikke til at tro, at der for knapt et århundrede siden fandtes mere end 500 varianter af salat og mere end 287 varianter af gulerødder i verden og 220 kartoffelarter alene i Bolivia.
Skove afskoves, frugtbare jorder bliver til ørken, floder forgiftes og iskapperne ved polerne smelter. Mange steder er det hørt op med at regne, mens man andre steder er ved at drukne i nedbør. Jordens klima er blevet vanvittigt.
Oversvømmelser og tørker, cykloner og ukontrollable skovbrande er i mindre og mindre grad rene naturfænomener.
Det kunne se ud som et udslag af en skæbnes sorte ironi, at FN udnævnte 1990’erne til ’internationalt årti for forhindring af naturkatastrofer’, for ingen andre årtier i nyere tid har kendt til en lignende syndflod af naturkatastrofer. Der var 86 af dem, og de krævede flere dødsofre end samtlige krige, der rasede i samme periode. Næsten alle, 96 procent helt nøjagtigt, måtte lade livet i de fattige nationer, som eksperterne insisterer på at kalde for »udviklingslande«.
Med andægtighed og entusiasme kopierer og multiplicerer Syden de værste vaner fra Norden, såsom den amerikanske automobil-religion, foragten for offentlig transport, mytologien om det frie marked og forbrugersamfundets lykke. Og Syden byder den forurenende industri velkommen med åbne arme til gengæld for lønninger, der er værdige til at høre hjemme i slaveriets tidsalder.
Hver indbygger i det udviklede Norden forbruger i gennemsnit 10 gange mere olie, gas og kul end en indbygger i Syden, hvor kun en ud af 100 ejer en bil. Fråds og hunger konstrasterer på miljømenuen: 75 procent af verdens forurening stammer fra 25 procent af klodens beboere. Jeg formoder, at denne minoritet ikke indbefatter de 1,2 mia. mennesker, som må overleve uden drikkevand, eller de 1,1 mia. mennesker, der hver aften må gå sulten i seng. Det er ikke en kollektiv ’menneskehed’, der bærer ansvaret for rovdriften på naturressourcerne eller for forureningen af jord, hav og luft.
Frankensteinmonsteret trækker på skuldrene: Når denne planet ikke længere er profitabel, vil det bevæge sig videre til næste. Skønhed er skøn, hvis den kan sælges, og retfærdighed retfærdig, hvis den kan købes. Vores planet er ved at blive myrdet af denne livsform, ligesom vi er ved at blive paralyseret af maskiner, der er opfundet for at accelerere vores bevægelser og isoleret af byer, der oprindelig blev skabt for at føre mennesker sammen.
Ordene mister deres betydning. Og det grønne hav og den blå himmel mister deres farve, som de fik af de alger, der venligt afgav deres ilt igennem 3.000 millioner år.
Mon de spæde lys på nattehimlen udspionerer os? Stjernerne blinker af bestyrtelse og frygt. De kan ikke fatte, hvordan denne vor verden, der synes så opsat på sin egen tilintetgørelse, kan fortsætte med at leve. Og de sitrer chokeret, fordi de har set, hvordan denne verden er begyndt at invadere andre himmellegemer.

Eduardo Galeano er uruguayansk miljøforkæmper, historiker og en af Sydamerikas førende socialfilosoffer.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Mere om Johannesburg-topmødet på tema.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her