Kronik

Samvittighed forbudt

3. august 2002

På tirsdag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima i 1945. En af piloterne på bombetogtet, spurgte bagefter: Hvem har ansvaret? Han blev spærret inde på den lukkede afdeling, men hans spørgsmål er højaktuelt

Lørdagskronikken
Claude Eatherly – hvem er det? Enkelte politisk interesserede husker ham måske endnu, og siger jeg Hiroshima, dæmrer det for flere, men for mange yngre mennesker siger navnet intet. Er det så værd at huske ham og trække ham frem i rampelyset ?
Den 6. august er det 57 år siden den højst almindelige amerikaner trådte ind på den verdenshistoriske scene. Egentlig var han udset til kun at være ’en lille skrue i et stort maskineri’, men fordi han nægtede at forblive ansigtsløs, voksede han til et menneske af stort moralsk format.
Som så mange unge amerikanere meldte han sig som frivillig til at kæmpe for ’Peace and Liberty’, da USA blev trukket ind i verdenskrigen. Han kom ind i luftvåbenet, blev en dygtig soldat, og endte som major. Han var udstationeret på Hawai, og deltog i flere ’missioner’ og bombetogter. Sammen med sin stab, ’the Victory Boys’, blev han tidligt den 6. august 1945 udtaget til ’a special mission’, men de fik ingen orientering om det specielle ved togtet. Eatherly skulle føre et rekognoceringsfly, som skulle give bombeflyet klarsignal, når målet blev synligt, og han skulle også kontrollere resultatet: Det var noget med en stor røgsky, som skulle vise sig bagefter.
Hiroshima, lå fredeligt i det strålende solskin under en høj klar himmel, der var ikke nævneværdigt luftskyts, så opgaven var enkel og ligetil som en skolebogsøvelse.
De to amerikanske superfæstninger, som kom ind over byen i en højde af ca. 39 000 fod, kunne knapt ses, men svagt høres. De, som kikkede op mod himmelen, så forundret nogle mærkelige faldskærme folde sig ud , og så kom der et intenst stærkt og hvidt lys, »stærkere end tusinde sole«, som den tyske skribent Robert Jungk senere formulerede det. Det hele varede knapt et sekund, men lyset var så stærkt, at deres øjne blev ødelagt i et nu, huden blev sort, klæderne kom i brand, asfalten boblede af varmen, huse forsvandt i et ildhav og mennesker blev til sorte skygger på murrester.
Eatherly iagttog forundret den paddelignende svamp, som rejste sig mod himlen, og med dette billede på nethinden vendte han tilbage til basen.
Først efter togtet fik Eatherly at vide, hvilken ’mission’, de havde gennemført. 200.000 mennesker var døde, en hel by udslettet, og senere viste det sig, at et ukendt antal børn kom til at blive født med plager og misdannelser.
Da han kom tilbage til USA, blev han og de andre piloter, udråbt til helte, og ingen talte om krigsforbrydelser. Men for Eatherly var sagen ikke så enkel. Kort efter krigen besøgte han Nagasaki, hvor atombombe nr. to blevet kastet nogle få dage efter den første. Han mødte de overlevende ofre, fik deres lidelser og fortvivlelse at se, og følte, at han var medskyldig i 200.000 menneskers død og 10.000’er andre, som i de kommende år måtte gennemleve et helvede af smerter og fysisk forfald.
Med en sådan erkendelse kunne han ikke vende tilbage til en normal borgerlig tilværelse, fordi han ikke – som de fleste soldater altid har gjort – kunne sige: Jeg gjorde, som jeg blev befalet af tropsføreren, af kaptajnen, obersten, generalen, som igen fik ordre fra den øverste krigsherre.
Det prøvede de anklagede også i Nürnberg, men der blev det slået fast, som et credo for fremtiden: Du kan ikke undskylde dig med, at du ’bare har adlydt ordrer’. Du er altid ansvarlig for dine handlinger!

Han følte sig moralsk ansvarlig for at have bidraget til den første atomkrig, og det kunne han ikke løbe fra. Men det officielle Amerika kunne ikke godtage en sådan opfattelse, det ville sætte en plet på myten om den tapre soldat, som havde kæmpet for demokratiet og retfærdigheden. Og det ville, hvad der var langt farligere og alvorligere, føre ansvaret videre opover.
Han kunne ikke leve med sin erkendelse om et medansvar. Familielivet gik i stykker, han forsøgte selvmord, og da det officielle USA, ikke ville godtage hans moralske dilemma, ikke ville diskutere med et menneske, som pludselig erklærede sig ansvarlig for sine handlinger, så var udvejen der, som senere i Sovjet overfor besværlige dissidenter: At erklære ham sindssyg og placere ham på en psykiatrisk anstalt.
Da han blev sluppet ud, fortsatte han sit felttog – han plyndrede banker, men lod pengene stå tilbage, skrev falske checks, og sendte pengene til Hiroshimas børn, og ham blev igen fængslet, men denne gang som gemen forbryder. Hans håb var netop at blive stillet for retten, blive taget alvorligt, og få mulighed for at fortælle om baggrunden for sine handlinger: Han ville gøre det amerikanske folk opmærksom på atomkrigens vanvid og det moralske ansvar, den ville medføre.
Han skrev senere i et brev om denne periode:
»De fleste synes, at mit oprør mod krigen er det reneste galskab. Men der fandtes jo ingen anden måde, hvis jeg skulle få folk til at forstå, at en atomkrig ikke bare fører til fysisk destruktion, men også samtidigt demoraliserer mennesket.«
Det var hans etiske dilemma: Hvordan undgår vi, at vores ansvar som mennesker bliver atomiseret, og at vi, som individer, bliver frataget retten til at stå til ansvar for, hvad vi gør?
Der er ingen problemer, når det drejer sig om småkriminalitet, da bliver vi straks gjort ansvarlige og straffet. Men når et enkeltindivid nægter at affinde sig med at være en skrue i det store maskineri, som f.eks. en krigsoperation, og insisterer på, at det moralske ansvar ikke bliver ophævet eller forsvinder, selv om man er soldat, så bliver der knas i maskineriet.

Lad os tænke os, at en af de piloter, som deltog i NATO’s bombekrig i eks-Jugoslavien, fik samvittighedskvaler for, hvad han var med til? Så ville han straks få beordret psykologhjælp, og en psykiater ville måske, som det skete for Eatherly, finde frem til, at han led af et fortrængt skyldkompleks. Med en sådan diagnose kan vi trylle den etiske dimension væk, og forvandle hans problematik til en psykologisk fejlreaktion.
Piloten skal ikke tro, at han har et ansvar, han har bare fulgt de militære ordrer. Psykologerne vil ’hjernevaske’ ham for skyldfølelser, og efter en tid kan han vende tilbage til hverdagen skyldfri og ren, måske med en medalje, og gå tilbage til sit civile liv, til kone og børn, til arbejdskammerater og venner, som om intet var sket.

Hvis vi vender os til den aktuelle problematik med en Milosevic for domstolen i Haag, og hvis man også får fat i to andre ledende serbiske officerer, så bliver de sikkert alle tre dømt med rette. Er retfærdigheden så sket fyldest ? Hvor mange menneskers død skal der til, før det betegnes som en krigsforbrydelse? Er 10 nok, eller skal det helst være nogle tusinde? Skal man have stået ansigt til ansigt med dem, som man har dræbt ? Eller er piloten, som fra tre-fire kilometers højde har ødelagt en snes huse, dræbt ni-ti mennesker, gjort børn forældreløse og kvinder til enker, er han skyldig?
Eller gælder der specielle regler for ham?
Milosevic har næppe selv skudt civile og sat ild til deres huse, og måske heller ikke ordret formuleret sådanne ordrer, men underordnede officerer og soldater har nidkært fulgt, hvad de har opfattet som spillets regler.
Er det kun de overordnede, som har trukket i trådene, som er de rigtigt skyldige og kan dømmes ? Hvad med Napalm-Kissinger ? Der blev dræbt langt flere i Vietnam end i Kosovo. Hvem var de skyldige, de enkelte piloter eller den amerikanske udenrigsminister?
Eller f.eks. Sharon, som var vel vidende om, hvad der ville ske, da han slap de ’kristne’ hævnere ind i de palæstinensiske flygtningelejre? Bliver han nogensinde stillet for domstolen i Haag ?
Og hvad sker der i Tjetjenien samtidigt med, at Milosevic bliver anklaget i Haag ? Vi ved, at der har foregået og foregår en hensynsløs terror mod civilbefolkningen, og at det er ordinære russiske soldater, som udfører overgrebene. Putin har det overordne ansvar, er han en mindre krigsforbryder end Milosevic ?

Den tyske skribent og filosof, Günther Anders (GA) blev opmærksom på denne enmandskamp mod det stærkeste komplekse system i verden – det politisk-militære etablissement – og det førte til den brevveksling, som gjorde Eatherlys moralske felttog kendt også i Europa.
Han sørgede for at holde modet oppe hos Eatherly, han orienterede intellektuelle kolleger i andre lande om den moralske kamp, som en ensom indespærret mand førte, han appellerede til præsident Kennedy efter Eatherlys sidste fortvivlede rømning, og det lykkedes til sidst at få ham fri.
Brevvekslingen mellem de to er samlet i en bog( på dansk: Samvit-tighed forbudt), og Bertrand Russel skrev ironisk efter at have læst den: »…. når den, som har skrevet disse breve regnes som sindssyg, så skal det ikke overraske mig om jeg må tilbringe mine sidste år i et asyl – hvor jeg kan glæde mig til at have selskab med alle dem, som er i stand til at bevare det menneskelige.«
I maj 1961, da Eichmannssagen pågik i Israel, var Eatherly atter indlagt på en af de lukkede afdelinger på et militærhospital, og GA skrev til ham:
»Når massemorderen udtaler, ’Jeg var jo kun en lille skrue i apparatet’, og ’Jeg har jo kun adlydt ordrer’, så er det værste ved hans forklaringer, at det er de samme argumenter, som nu bruges af os alle: Arbejderne, som laver Polaris-raketterne, videnskabsmændene, som eksperimenterer med chemical warfare….. Nej, det må siges endnu stærkere: Det er de argumenter, som man tyller i os alle til beroligelse af samvittigheden, altså som tranquillizers.«
Eatherlys samvittighedskvaler blev affærdiget som patologiske, »afstumpede hallucinationer«, som overlægen på klinikken udtrykte det, et vanvid, som man nok skulle få drevet ud af ham med insulinchock .
En gang hed han Eichmann, i dag hedder han Milosevic ,eller Putin, eller Sharon eller Bush, som lover os et nyt krigstogt, men det etiske spørgsmål er det samme: Når vi som små ’skruer’ kan pådrage os en frygtelig skyld, som den Eatherly med rette følte, må vi så ikke nægte at være skruer i det store maskineri?

Den 11. september er blevet udråbt som datoen, som indvarslede en ny tid.
Mon det? Efter et halvt århundrede har vi for længst fortrængt den 6. august, hvor den store illumination tydeliggjorde, at en ny tidsalder tog sin begyndelse. Hidtil har vi lykkeligvis undgået det næste kapitel, men vi har fået at vide, at i Pentagon arbejder man med scenarier for ’begrænsede’ og præventive atomkrige. Vi ved også, at til trods for atomnedrustningsaftaler, så har både USA og Rusland fortsat nok atomvåben til at udslette os alle.
Men herregud, der blev ikke anvendt atomvåben hverken i Kuwait, i Kosovo, i Tjetjenien eller i Afghanistan, kun moderne højtflyvende bombemaskiner, hvor piloten, akkurat som over Hiroshima, ikke ser sit mål og sine ofre, men stoler på og overlader problemet til teknologien.
Men det moralske problem, som Eartherly rejste, er fortsat aktuelt: Du kan ikke skjule dig bag din kaptajn oberst, general – eller din udenrigsminister. Teknologien har ikke ansvaret. Den enkelte har ansvar for sine handlinger, for sig selv og for sin næste – uanset, hvor i verden han befinder sig. Og overvejelserne om hvor dine grænser går, bør helst være afsluttet længe før du eventuelt skal trykke på knappen. Overskrides de, så har du har ikke bare ret, men moralsk pligt til at sige ’nej’.

*Erling Salomonsen er psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu