Kronik

Jeg – en snart fhv. lytter

Ikke en gang en programoversigt på P1 kan man høre uden det lirumlarum, komponisten Fuzzy og radioledelsen har den frækhed at kalde lyddesign
16. august 2002

Det virtuelle rum
Uanset hvor meget eller lidt man hører af ’P1 Morgen’
– fællesbetegnelsen for alt hvad der foregår på radiokanalen DR P1 mellem 6 og 9 på hverdage – er det meget sandsynligt, at det der står klarest i erindringen bag efter er den stump computermusik, der som et Leitmotiv som går igen i hele forløbet.
Hensigten er vel at ’sammen-binde’ de mange spredte indslag, selv om det kan være svært at se, hvad det skulle gøre godt for. Under alle omstændigheder er den opnåede sammenhæng kun ydre, formel og æstetisk; kort sagt: et postulat.
Musikalsk rædselsfuldt i øvrigt, men det er ikke sagens kerne. Om musikken så havde været genial, ville det stadig være en forskruet idé at rigge en nyhedsflade til som en musikalsk variationssats.
Men en fiks idé som griber om sig. På det seneste er også samtaleprogrammet ’Hanne Risgaard’, som normalt har den eminente indre sammenhæng som etableres af en engageret samtale, blevet offer for modelunet. Formentlig kommer turen snart til andre lignende programmer som ’Koplevs X-felt’ og ’Herreværelset’ – og hvor længe mon Hanne Reintoft kan slippe af sted med kun at servere ord i sin Sociale Brevkasse?
I radioen har man formel lydæstetik på hjernen. Ikke en gang en programoversigt på P1 kan man få lov til at høre uden samtidig at blive påtvunget det lirumlarum, komponisten Fuzzy og radioledelsen har den frækhed at kalde lyddesign. Hvordan har de fået den tanke at en komponist skulle have særlige kvalifikationer til at designe lyd?
Komponisters force er at lave musik; det har Fuzzy gjort, og åbenbart selv godkendt, at den bruges til at genere og distrahere dem, der gerne vil høre programoversigterne. At kalde det lyddesign svarer til at kalde en graffitimaler, der maler på S-tog for togdesigner.

Radioen har talt meget om design, men praksis viser en totalt manglende forståelse for, hvad design er. Man tror åbenbart, design er et spørgsmål om at fylde på, hvor ægte design tvært imod går ud på at skære det over-flødige væk.
Og pyntesygen er langt fra uskadelig. Folk, hvis profession er kommunikation, burde vide, men ved tilsyneladende ikke, at alt hvad de fylder på af musik og lyde er information, og uvedkommende information er støj, som modtageren af informationen tvinges til at bruge en del af sin energi på at filtrere fra. Energi, man som lytter kun kan tage ét sted fra, nemlig fra den opmærksomhed, man ideelt set burde være i stand til at koncentrere om budskabet.
Bevares, ikke al støjen er lige generende. For mig gør det i hvert fald en forskel om de to budskaber, det egentlige og den påtrykte støj, sendes skiftevis
eller samtidigt.
Det første dyrkes mest af programmer i den ’finkulturelle’ ende af programspektret, f.eks. serien ’Eksistens’. Støjen består her i at man (mis)bruger musik, som en blomsterhandler bruger pynte-grønt: Som et råmateriale, man kan klippe i passende stykker til at garnere ordbuketterne med. Jan Johansson overlever nogenlunde at blive brugt som garniture, men for nogen tid siden gik det ud over Beethovens Fjerde Klaverkoncert. Efter et brutalt klip i Beethoven kan der godt gå en betydelig tid før man får sundet sig igen og kan koncentrere sig om, hvad der bliver sagt.
Værre er det dog, når distraktionen ikke kun er i overgangene, men konstant. Altså, når der mikses musik eller lyde ind under talen.
Noget, som tilsyneladende sker som ren refleks. F.eks. er det åbenbart utænkeligt at tale om musik uden at spille den samtidigt. Måske et udslag af den kunstige tidnød, man pålægger sig. Hvis vi sender to informationer på én gang, sparer vi tid, ikke sandt?
Nej, forkert, vi spilder tid fordi begge informationer bliver ødelagt.

Hvis en radiomedarbejder fortæller om et sted, f.eks. en cafe, og underlægger det med baggrundslyde optaget på stedet, er det gennemskueligt: Vi kan godt høre, at han taler i et studie. Men i grunden er det ret uskyldigt. Ofte udarter det dog til hvad man vist i branchen kalder ’tegneserieradio’. I en ’Radio-
Dokumentar’ om flygtninge i Danmark hedder det et sted:
»Men så en dag ringede telefonen« – og samtidig illustreres på det underliggende lydspor, hvordan det lyder, når en dansk telefon ringer. Distraktionen består her i den ufrivillige komik.
I føromtalte P1 Morgen kan man for tiden høre klip fra radioarkiverne. Den unge radiomedarbejder som har fundet disse klip har sikkert haft den samme glæde som vi andre ved at høre, hvordan mennesker for nogle få generationer siden ikke bare tænkte anderledes; selve den måde de brugte sproget på var anderledes.
Alligevel underlægger hun disse klip med musik uden tilsyneladende at fatte absurditeten i at forfalske dokumenterne på den måde.
Ligeledes bliver det mere og mere almindeligt at interviews underlægges med musik eller elektroniske lyde, hvilket, hvis det ikke er aftalt med vedkommende, er en mageløs uforskammethed over for det menneske, som har stillet sig til rådighed for intervieweren, og under alle omstændigheder en uvedkommende distraktion og derfor en uforskammethed over for lytterne.
Hvem efterspørger dette? Som det vist er fremgået, er det i hvert fald ikke mig. Så vil de ansvarlige nok hævde, at det efterspørges af nogle andre lyttere, specielt de ’yngre’. Det tvivler jeg på, og det skal jeg nok vende tilbage til.
Nej, de to grupper som med størst sikkerhed kan udpeges som kilder til efterspørgslen er radio-ledelsen og radiomedarbejderne selv. Ledelsen har, i tråd med tidens management-teorier, en forestilling om at ’produktet’ skal ’profileres’. Og medarbejderne? De har behov for at udfolde deres kreativitet!

Kreativitet er blevet et tyrannisk plusbegreb som tenderer til at få al tankevirksomhed til at ophøre i vores hoveder. ’68-generationen’, specielt lærerne, har nok desværre et stort ansvar. Hensigten var god nok. Man ville af med tidligere tiders ’sorte skole’, autoritetstro og ukritisk indoktrinering af gamle normer, og i stedet sætte selvstændighed og kreativitet.
Men man glemte at fortælle de opvoksende generationer, at kreativitet ikke er et formål i sig selv, og slet ikke en garanti for kvalitet. Kreativitet er en ressource, vi alle har – mere eller mindre – at trække på, når vi skal løse en opgave. Men når kreativiteten er udfoldet, er opgaven kun halvt løst. Tilbage står at sikre sig at det dur, og at kreativiteten faktisk har resulteret i forbedring. Men den slags er ikke på mode. Det er kedeligt, og vi har som bekendt ret til ikke at kede os et øjeblik!
Resultatet af denne konfliktsky pædagogik er nu over os i form af radiomedarbejdere, som har lært i skolen, at bare man udfolder sin kreativitet, så bliver det godt. Og som heller ikke ser nogen grund til at gå besværlige omveje for at få luft for kreativiteten, når det nu er let og ligger lige for at udfolde den ved miksepulten. Ledelsen er glad, for det passer som hånd i handske til dens forestillinger om profilering.
På overfladen fungerer det også. P1 Morgen er profileret i en grad så jeg til enhver tid – beklageligvis – er i stand til på det nøjagtigste at genkalde mig dens lydlige identitet. Så hvis jeg skulle blive involveret i en af de lytterundersøgelser, radioledelsen lægger så megen vægt på, ville jeg nok blive taget til indtægt for profileringens succes. At det irriterer mig ad helvede til er der formentlig ikke plads til i spørgeskemaet.
Jeg ved af erfaring at artikler som denne er som at slå i en dyne. Radioen er ikke interesseret i meninger og argumenter, kun i lytterundersøgelser og lyttertalsmålinger.
Og af disse har man læst hvad man forventede at læse: At der skal kvalmende mængder af sukkerglasur til for at tiltrække ’yngre lyttere’ – og de ældre, som har vænnet sig til at høre P1, bliver såmænd nok hængende under alle omstændigheder.
Jeg tror man tager fejl på begge punkter.
Da jeg selv var ’yngre’ lod jeg mig tiltrække af P1, fordi den sagde noget som var værd at høre på, og fordi den var anderledes end de andre kanaler – som jeg også hørte. Det var naturligvis ikke flertallet af min generation, som blev
faste P1-lyttere, men det forventede man fornuftigvis heller ikke den gang.
Nu derimod antages de yngre at være helt anderledes. Det er de nok også på mange måder. Feks. er de sikkert – det må man i hvert fald håbe for dem – mere hårdhudede over for distraktioner og uvedkommende støj.
Men at de ligefrem skulle kræve støj, at ikke i det mindste en del af de yngre skulle være interesseret i indhold frem for form – det forekommer mig både uvederhæftigt og en grov nedvurdering.
Og hvis jeg selv kan tages som blot en smule repræsentativ for de lyttersegmenter, som ikke længere kan betegnes ’yngre’, så holder vi ikke ved, uanset hvad man finder på.
Jeg véd og kan konstatere, at jeg i hurtig takt nedsætter mit radioforbrug – og ikke sjældent lukker jeg for noget, jeg ellers havde bestemt mig for at høre, fordi det er så sovset ind i uvedkommende lydkreativitet, at jeg bliver dårlig af at høre på det.

*Poul Erik Hornstrup er programmør og som fritidskværulant forfatter af debatindlæg og læserbreve. Han tilhører alders- og holdningsmæssigt 68-generationen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu