Læsetid: 4 min.

Socialdemokratiet – tragedie eller komedie

Venstrefløjen er ikke på jagt efter en ny, sammenhængende samfundsbeskri-velse – snarere på flugt fra den
Debat
22. august 2002

Jensensk
professor i interaktive medier, Syddansk Universitet
Den 13. august kl 21.30 opdagede jeg, at jeg har taget fejl. De sidste ni måneder, dvs. i perioden efter valgnederlaget i november 2001, har jeg i artikel efter artikel forsøgt at provokere venstrefløjen til at puste liv i den kritiske beskrivelse af samfundet:
Jeg har påstået, at Marx skulle sættes på pension. At Grundtvig var den egentlige bagmand bag hadet til eliten. At kulturpolitik, uddannelsespolitik og forskningspolitik skal reformuleres, fordi det samfund, vi lever i ikke er et industrisamfund, men et videnssamfund:
Når den basale udfordring ikke er livtaget med naturen, men håndteringen af kompleksitet, er kultur en produktivkraft. Når Ecco sko i Tønder som symbol på en national omstilling af industrien ikke længere producerer sko, men producerer sko-design og produktionsplanlægning, stiller det helt nye krav til medarbejdernes kvalifikationer og dermed til folkeskolen, gymnasierne og erhvervsskolerne. Når it ikke så meget handler om at lave teknologiske dimser som om at udvikle anvendelser, forudsætter det et samspil mellem teknisk, humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning og mellem universiteter og virksomheder, dvs. forskningspolitik.
Alt dette har jeg forsøgt at sige til venstrefløjen. Grundantagelsen har været, at venstrefløjen ikke alene har brug for, men også efterspørger en ny og opdateret, kritisk samfundsbeskrivelse. At tiden efter nederlaget i november 2001 skulle bruges til at komme ideologisk og analytisk i spidsen og derudfra at formulere nye politiske indsatser.

Jensen i Krydsild
Men den 13. august, i TV-Avisens Krydsild med Kurt Strand, opdagede jeg at alt dette var forkert. Venstrefløjen er ikke på jagt efter en ny, sammenhængende samfundsbeskrivelse. Venstrefløjen er på flugt fra den.
Aftenens offer i krydsilden var Frank Jensen, Socialdemokratiets måske og måske-ikke kronprins.
»Var han skuffet over, at Poul Nyrup Rasmussen ikke pegede på ham som politisk ordfører?« Næh og jooh og tjah – fornyelse er jo vigtig, men naturligvis i respekt for traditionen. Formanden bestemmer, men man vil jo gerne stå til rådighed.
»Men skal Socialdemokratiet ikke forandres?« Jo, der skal både fornyes og forenkles, så budskabet kan blive mere tydeligt.
»Skal de røde faner gemmes væk?« Nej – og her var svaret undtagelsesvist klart – Nej, men de skal fremover stå knapt så markant i tv-billedet.
»Men har du da slet ikke et politisk program?« Jo, svarede Frank Jensen og ledte efter et slagkraftigt eksempel. Folkeskolen skal være pænere. Vi kan ikke være bekendt, at den er så nedslidt. Det er for galt med alle de fotokopierede materialer. Og så trykkede Strand og Jensen hænder, inden Jensen ilede ud
af studiet for at nå tilbage
til den fortsatte debat på partiets møde i Videbæk, hvor han de følgende dage om-hyggeligt lod sig fotografere side om side med formanden.
Sådan forløb den krydsild, refereret gennem en frustreret erindring. Kort sagt: Komisk eller måske snarere tragisk, fordi denne både begavede og velmenende unge socialdemokrat med sin nydelige polotrøje og sit kække hår kunne sidde og sige så meget ingenting.
Hvorfor? Fordi han ikke kunne finde på andet? Nej, nok snarere fordi han er spundet ind i de interne stridigheder i et kæmpeforetagende, der som en anden supertanker er på vej mod afgrunden, mens besætningen slås om, hvem der må stå på broen.

Kamp om symbolerne
Sådan gør en ledelse, der har mistet sit mål af syne. Slås om symbolerne, mens verden forandrer sig. Skriver logbog i dialog med medlemmerne, fordi den ikke selv har noget at byde på. Skifter ud og skifter alligevel ikke ud. Mens Marx og Grundtvig, ideologi og samfundsbeskrivelse, kulturpolitik og uddannelsespolitik kan sejle deres egen sø.
Men er jeg ikke uretfærdig? Er realiteterne ikke ved at melde sig? Umiddelbart kunne noget tyde på det. I hvert fald stillede Svend Auken i Politiken den 17. august det rigtige spørgsmål: »Kan et politisk parti blive væk?« spurgte han.
Men læste man hans svar, viste det sig at situationen er endnu værre, end man kunne frygte. »Udfordringen for Socialdemokratiet er at finde den overordnede ramme for de konkrete initiativer og skabe et nyt håb for mennesker at blive inspireret og opmuntret af.« Jamen, sådan skrev han faktisk!
Blev han da ikke mere konkret? Jo. Han præsenterede stikordene til en ny ideologisk ramme: »Engagement og åbenhed … parret med fremsynethed, retfærdighed, kvalitet og bæredygtighed … er for mig nøglebegreberne i denne ramme.« Læs det højt et par gange og spørg dig selv: Er det et parti med en politik?
Nej, det er Socialdemokratiets svar på Det kongelige Teater. Forestillingen er aflyst, mens personalet og ledelsen slås om, hvem der har skylden. Men på sin vis er det endnu værre. For tilsyneladende er det et parti som tror, at det afgørende er at sælge budskabet. At entrere med spindoctors og markeds-analytikere. Og som har bildt sig selv ind, at ideologi ikke er en fordel, men en ulempe, fordi den kan støde vælgere væk.
Så derfor er konklusionen rigtig: Venstrefløjen er slet ikke, som jeg har troet, på jagt efter en opdateret og kritisk samfundsbeskrivelse. Den er det ultimative teater, nemlig teatret uden forestillinger – bare der er plys på sæderne og drinks i pauserne, opdager publikum så-mænd ingenting.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her