Kronik

Fra spidsrod til ensomt fængsel

Militærstraf i Danmark i 1800-tallet viser, at kristne har været lige så gode som muslimer til at finde på lemlæstelse
5. august 2002

Historisk set
Med jævne mellemrum optræder der i medierne historier om personer som er blevet idømt groteske straffe ifølge islamisk lovgivning. Det drejer sig ofte om stening for utroskab, håndsafhuggelse for tyveri og piskeslag for drukkenskab. Men i forargelsen over brutaliteten glemmer de fleste, at man ikke skal særlig langt tilbage historisk for at finde tilsvarende brutale eksempler på fysisk afstraffelse i Danmark – og i andre vesteuropæiske lande.
Fra begyndelse af 1800-tallet og frem skete der en markant ændring af de militære straffeformer i Danmark, hvor korporlig afstraffelse blev erstattet med fængsel. Denne udvikling havde imidlertid sit klare historiske ståsted i forhold til oplysningstidens ønske om at sikre proportionalitet mellem forbrydelse og straf samt en begyndende demokratiseringsproces som i 1848 resulterede i enevældens endeligt.
Rent faktisk kunne man frem til midten af 1800-tallet – ifølge vejledning i krigsartiklerne fra 1819 – idømme ulydige soldater flere typer lemlæstende straffe. Det kunne være afhugning af fingre, brændemærkning eller krumslutning. Sidstnævnte indebar, at den dømtes arme og ben blev fastgjort i en bjælke som lå på jorden, så kroppen blev holdt i en foroverbøjet stilling imellem 12-48 timer. Endvidere kunne soldater tildeles såkaldte fugtelslag, som bestod i slag med den flade klinge af en sabel eller rottingslag, hvor de blev slået med et en meter langt og fire centimeter bredt spanskrør.
Soldater kunne også dømmes til at gå spidsrod, som var en særlig militærstraf der bestod i, at den dømte blev afklædt til bæltestedet og ført gennem en afdeling soldater – gerne 100 til 300 – som stod med front mod hinanden. Hver soldat skulle så tildele den dømte et slag med en hassel eller pilekæp. Det var enddog muligt at blive dømt til at gå spidsrod flere gange. Seks gange spidsrod gennem 300 mand i tre dage blev regnet for dødsstraf.
Først den 17. oktober 1836 blev spidsrodsstraffen ved en kongelig parolbefaling afskaffet med begrundelsen at »Endskjøndt Spidsrodsstraffen er i en Række Aar sjelden bleven fuldbyrdet, i Almindelighed ikkun paa Soldater, der vare overbeviste at have gjort sig skyldige i anden Gang begaaet Tyverie eller Forbrydelse af lige Størrelse, saa finde Vi dog, at denne Straf bør afskaffes.« Det som trådte i stedet var fængsel på vand og brød, hvor man dog skulle sikre, at straffen var uafbrudt og »forbunden med Ensomhed.«
Denne betoning af at den dømte skulle isoleres repræsenterede et interessant brud med hvordan man ellers forestillede sig, at en straf skulle virke afskrækkende. Lidt firkantet kan man sige, at det i afskrækkelsesmæssig henseende nu blev betragtet som en hårdere straf at blive isoleret fra det øvrige samfund end at gå spidsrod. Endvidere havde ophævelsen af spidsrodsstraffen også det formål at skabe proportionalitet mellem forbrydelse og straf. Ved at bruge fængselsstraffen var det muligt at få et mere regelret system uden benådninger og med straffe som virker proportionale i forhold til forbrydelsen.

Tilbage i 1764 havde den italienske retsfilosof Beccaria i værket Forbrydelse og Straf – som i 1796 blev oversat til dansk – fremført, at offentlig henrettelse og offentlig afstraffelse var et virkningsløst teater, som ikke havde den store præventive virkning. I hvert fald ikke sammenlignet med forestillingen om livstidsindespæring. Med andre ord var argumentet, at dødstraf var for kort en proces til at have en afskrækkende virkning, og i stedet endte som en form for underholdning
Selv om man skal være varsom med at bruge normative kilder er det åbenbart, at en ændring af det normative regelsæt – som afskaffelse af spidsrodstraffen var – kan tages som udtryk for, at opfattelsen af straf var under forandring. Dette skyldtes imidlertid ikke kun påvirkningen fra oplysningstidens retsfilosoffer, men også gennemslagskraften fra en begyndende demokratiseringsproces.
Presset mod enevælden og privilegiestaten var blandt andet centreret om værnepligten. Under stavnsbåndet var det godsejerens opgave at udpege rekrutter, men efter ophævelse i 1788 foregik det i stedet på session. Derved blev værnepligten en personlig forpligtelse. I en kongelig forordning af 20. juni 1788 blev det understreget, at udskrivning til hæren kun gjaldt dem, som fra fødsel tilhørte bondestanden. I maj 1829 blev det præciseret, at denne forordning ikke kun gjaldt bønder, men også alle andre, som havde ophold på landet, og var beskæftiget med landarbejde. Det betød, at landhåndværkere, møllere og skolelærere (på landet) blev betragtet som tilhørende bondebefolkningen og dermed værnepligtige.
Militærtjeneste var således udelukkende et spørgsmål om, hvilken stand man tilhørte, og var derfor blandt de emner som blev taget op, da de første stænderforsamlinger trådte sammen i efteråret 1835. Stænderforsamlingerne havde dog kun rådgivende myndighed og var langt fra i opposition til enevælden. De delegerede var dels udnævnt af kongen, dels valgt, men valgreglerne indebar at både husmænd og arbejdere var udelukket.
Allerede i 1831 var forslaget om almindelig værnepligt blevet fremsat fra militær side. En af penneførerne, kaptajn A. F. Tscherning, tilkendegav, at de militære straffelove var en hindring herfor, fordi de var nedværdigende og ydmygende overfor soldaterne. Derfor måtte de ændres hvis de fritagne stænder på sigt skulle acceptere almindelig værnepligt.
Indførelse af almindelig værnepligt drøftedes blandt andet i Viborg stænderforsamling. Her var det ligeledes synpunktet, at så længe de ydmygende straffe bestod, kunne man ikke forvente at de priviligerede stænder ville påtage sig værnebyrden. Som eksempel på vilkårerne i hæren blev nævnt, at soldater blev »slået i ansigtet, sparket på ømfindtlige steder, og mangen gang for små eller ingen forseelser«.

Den 18. november 1844 udgik en ny kongelig parolbefaling som havde til hensigt »at give Forskrifter, hvorved Anvendelsen af legemlige Straffe uden Dom kan blive indskrænket og Misbrug af disse Straffe kan forebygges«. At hensigten virkelige var at indskrænke brugen af fysiske straffe understreges i § 10: »Ordentligviis maa Ingen straffes med Rottingsslag af hans foresatte Befalingsmand, førend Paamindelser eller andre Straffe for foregaaende Forseelser have vist sig frugtesløse, saa at det maa antages, at han ikke uden ved legemlig Tugt lader sig holde i lydighed og orden.«
Der var således tale om en politisk indrømmelse efterhånden som kravet om almindelig værnepligt tog til i styrke. Borgerskabet måtte overbevises om, at deres sønner ikke stod til mishandling, hvis det blev indført. Tilbage i november 1841 var en værnepligtskommission blevet nedsat med det formål at udarbejde et lovforslag om almindelig værnepligt. Kommissionens forslag forelå imidlertid først den 6. april 1846, men var tilgengæld vidtrækkende: Almindelig værnepligt skulle indføres i form af en ændret rekrutteringslov, som skulle omfatte alle klasser.
Med dette nye forslag til udskrivningsregler var det samtidig tvingende nødvendigt at ændre straffelovgivningen, hvis der skulle skaffes flertal i stænderforsamlingerne. I en parolbefaling af 3. august 1846 fremhævedes »at det maa virke gavnligt for Æresfølelsen mellem de menige Soldater, at de fritages for legemlig Revselse, saalænge de ikke ved deres eget Forhold gjøre sig uværdige til denne fritagelse.« Fysisk straf blev nu forbundet med noget skamfuldt ikke bare for den som fik det tildelt, men også for dem som tilhørte samme gruppe.
I 1846 udkom der også en ny udgave af vejledning i krigsartiklerne som erstatning for 1819 krigsartiklerne. Her blev det understreget, at soldater kun kunne tildeles fysisk straf hvis de ved krigsretsdom var nedsat i 2. klasse. Det vil sige, at de grundet en kriminel handling havde fået frataget det privilegium, at de ikke måtte straffes fysisk. Til sammenligning var det i 1819 et optjent privilegium, hvis en menig eller en underofficer ikke kunne straffes fysisk. Fra 1846 var det altså udtryk for det modsatte. En anden væsentlig ændring i krigsartiklerne var konverteringen af flere fysiske straffe til fængselsstraf.
Trods bestræbelser på at få indført almindelig værnepligt var forslaget endnu ikke vedtaget da Frederik den 7. i marts 1848 måtte overlade styret til en grundlovsgivende forsamling. Værnepligt blev i stedet indskrevet i junigrundloven af 1849: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til Fædrelandets forsvar«.
For grundlovens forfattere var det logisk at hæren skulle rekrutteres fra hele befolkningen. Soldaterne fik dermed nye rettigheder, fordi de var at betragte som borgere i en demokratisk stat. Derfor måtte de nødvendigvis behandles på en måde, som stemte overens med de rettigheder de havde iøvrigt. Og her ligger hele pointen. I et demokratisk og rettighedsbaseret samfund er det i mindre grad acceptabelt at idømme sine borgere lemlæstende straffe.

Der er derfor ikke meget substans i argumentet om, at kristendom i modsætning til netop islam skulle rumme særlige forudsætninger for et mere humant strafferegime. Muslimer er hverken mere brutale eller mindre barmhjertige end kristne, selv om man til tider kan få det indtryk udfra de historier som bringes. Forskellen i måden at udmønte straf på skal derimod søges i demokratiets fremkomst og i sikringen af det enkelte menneskes retstilling – uanset herkomst. Især sidstnævnte er et ideal, vi skal huske på at holde i hævd.

*Anders Bjørn Hansen er historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu