Læsetid: 4 min.

Temaet fra Telstar

40 år er gået siden den første satellittransmitterede tv-udsendelse
Debat
12. august 2002

Kommentaren - Retrofremtid
For lidt mere end 40 år siden – den 10. juli 1962 – steg en Boeing Thor Delta-raket til vejrs fra Cape Canaveral-basen i Florida. Med sig bragte den verdens første kommunikationssatellit – Telstar. Missionen var at sætte denne i kredsløb om jorden, hvilket lykkedes.
Den 10. juli 2002 meddelte dybhavsforsker Robert Ballard, at han havde lokaliseret vraget af torpedobåd PT-109 på 400 meters vanddybde ud for Solomon-øerne, hvor den havde ligget, lige siden den blev sænket af en japansk destroyer i 1943. Kaptajnen på PT-109 var ingen anden end John F. Kennedy.
Overfladisk set har disse to begivenheder intet med hinanden at gøre. Men lad os gå tilbage til sommeren 1962, da Kennedy var USA’s præsident. Raketter svirrede i luften den sommer, både reelt og retorisk. Kennedy havde netop gjort os klart, at vi amerikanere nu befandt os i et rumkapløb med russerne om, hvem der først ville nå til månen.

Udnyttelse af kosmos
Et ret upåagtet aspekt af rumkapløbet dengang var spørgsmålet om kommerciel udnyttelse af kosmos. Skulle rummet betragtes som udelukkende en legeplads for stormagtsregeringer, eller skulle privat industri også have en aktie i denne new frontier?
Kommunikationssatellitten Telstar gav svaret.
Omtrent på samme tid, som den 26-årige kaptajn Kennedy og hans besætning svømmede væk fra deres synkende torpedobåd, undfangede science fiction-forfatteren og den senere formand for British Interplanetary Society, Arthur C. Clarke, som den første ideen om sende en kommunikationssatellit i kredsløb om jorden.
Satellitten Telstar blev bygget i USA af AT & T og Bell Labs i samarbejde med NASA, det britiske og det franske postvæsen. Telstar var drevet af 3.600 solceller, vejede 80 kg og var 86 centimeter i diameter. Den var i stand til at transmittere op til 600 samtidige telefonsamtaler eller en enkelt tv-kanal, imens den hvivlede rundt om jordkloden med en hastighed af 29.000 km/t. Stemme- data- og videokommunikation var fra da af ikke længere science fiction.
Fra en transmissionsstation i Andover, Maine – en tidligere skovhuggerby på omkring 700 indbyggere – udsendte satellittens fædre de første transatlantiske tv-signaler via Telstar dagen efter Telstars opsendelse. Andre stationer i Pleumeur-Bodou i Frankrig og Goonhilly Downs i Cornwall, England opfangede signalet. Fjernseere kunne for første gang se et tv-signal fra den anden side af kloden live: Et amerikansk flag ledsaget af lyden af den amerikanske nationalhymne The Star Spangled Banner.

Voldsom interesse
Telstar var forsidestof i verdenspressen. I de følgende dage udvekslede europæere og amerikanere billeder af deres nationale ikoner.
Vi sendte billeder af Frihedsgudinden og baseballkampe, mens europæerne sendte os Eiffeltårnet. 200 millioner mennesker i USA og i 16 europæiske lande fulgte med, da præsident Kennedy udtalte, at satellitten indvarslede en helt ny kommunikationsæra.
Den voldsomme interesse, som begivenheden genererede, beroede i høj grad på denne vision om global fredelig kommunikation, som kommunikationsfilosoffen Marshall McLuhan kaldte for »den globale landsby«.
Kennedy tilføjede, at Telstar var »et enestående eksempel på, hvordan regering og erhvervsliv kan samarbejde inden for en af vor tids vigtigste bestræbelser«.
Med andre ord skulle rumkapløbet nu til at være gulerod for investorer og profitsøgere.
Men Telstars hedengang blev fremskyndet af, hvad der skete en dag før dens opsendelse – en eksplosion af en nuklear testbombe ved navn Starfish.
Højenergipartikler efterladt i atmosfæren fra eksplosionen bidrog sammen med naturlig baggrundsstråling til Telstars endeligt. Men flere Telstar-satellitter var naturligvis allerede sendt i kredsløb, og i dag er mindst 260 i aktiv tjeneste. De langsigtede konsekvenser for nyhedsdækning, finansstrømme, diplomati, internettet var… ja, af kosmiske dimensioner.
I en af de første satellittransmitterede udsendelser set i Europa luftede Kennedy det rygte, at USA snart ville devaluere sin valuta. Finansmarkederne i Europa reagerede øjeblikkeligt.
Den måske mest bemærkelsesværdige virkning var reaktionen i den amerikanske offentlighed på transmissionerne fra Vietnamkrigen – en konsekvens af den såkaldte ’dagligstuekrig’, hvor scener fra de seneste blodbad kunne ses på fjernsynsskærmen ved aftenkaffen.
Som alle teknologiske nyskabelser fik også satellitteknologien utilsigtede konsekvenser. Men hvad jeg selv husker bedst om Telstar er dog knapt så dramatisk og handler om en fyr ved navn Joe Meek, en britisk musikproducer, som så de samme første transmissioner dengang, som jeg gjorde.
Meek skrev en melodi, som han kaldte Theme from Telstar. Den blev indspillet af et britisk band ved navn The Tornadoes og blev et stort hit i både Storbritannien og USA, endnu før man havde hørt om The Beatles. Jeg husker, at jeg hørte nummeret om og om igen på min transistorradio i mine første uger på college.
Hver gang jeg lyttede til Theme from Telstar, hørte jeg noget, som jeg kun kan beskrive som mystisk videnskab og teknologi svanger med løfter for fremtiden.
Hvilket bringer mig tilbage til Ballard og PT-109. Det, som vi var opfyldt af i hine dage i 1962, var en utrolig og ungdommelig optimisme. Verden forekom at stå på tærsklen til noget vidunderligt. Måske blev vores opmærksomhed afledt fra Den Kolde Krig i dagene før den cubanske missilkrise.
Og så fulgte mordet på præsident Kennedy i november 1963 og Vietnamkrigen...
I det lange løb, formoder jeg, er Telstars løfter vel indfriet, og global kommunikation uden tidsforsinkelse må med alle dens utilsigtede konsekvenser anses for en global succes.
Men jeg bliver ved med at tænke på PT-109 i Stillehavet. Politisk blev Kennedy markedsført som en stor helt fra Anden Verdenskrig, og PT-109 var et ikon i de tidlige 1960’ere.
Er der nogen sammenhæng i, at Ballard offentliggjorde sit fund på samme dag, som vi fejrede Telstars 40 års jubilæum, og den nye kommunikationtidsalders begyndelse. Formentlig ikke.
Der er nok kun et tilfældigt sammenfald. Et stykke af fortiden, der indhenter nutiden. Det mørke hav, der afgiver endnu en af sine myter, imens vi afsøger himlen for at spejde mod fremtiden.

*Paul Ashdown er professor i journalistik ved Knoxville University, Tennessee
*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her