Læsetid: 5 min.

Er der trængsel i hængekøjen?

Forny Information, så vi kan komme væk fra mavesurheden og selvtilstrækkeligheden – eller har almindelig gammel-mands-konservatisme trukket kløerne ud og udstyret redaktionen med sugerør til årgangsvinen?
23. august 2002

Til venstre
Når Information vil diskutere SF’s problemer sidder jeg tilbage med følelsen af, at være blevet ufrivilligt vidne til en omgang selvterapi. Det er som om at en lang række medarbejdere – fra Ejvind Larsen til David Trads – har gang i noget der til forveksling ligner et fadermord.
Tag nu bare David Trads’ bagsideleder den 17. august. Den kredser om det efterhånden så ofte fremsatte, at venstrefløjen er i krise. Men er det hele sandheden? Javist. Hvis kriteriet er en afsætningsøkonomisk markeds-logik, så har Trads ret. Men jeg tror kun vi har fat i den halve sandhed. Det er nemlig selve det politiske, der er i krise. Vil Trads, Ejvind Larsen eller andre desillusionerede (semi-)venstreorienterede, i fulde alvor påstå, at de danske borgerlige partier leverer klare visioner for landets miljøpolitik, for EU’s udvikling, for flygtninge- og indvandrerproblemerne eller for den internationale sikkerhedspolitik? Næppe.
Jeg mener at sandheden i højere grad er den, at vi har en generel politisk krise, og at en stor del af problemerne er skitseret i Ulrik Becks påpegning af det globaliserede risikosamfunds finurlige relationer og årsagssammenhænge. Verden i dag efterlader os på gyngende grund i et virvar af kendte og ukendte konflikter i sirlige og uforudsigelige sammenhænge.

Pis-i-bukserne-metoden
Forskellen i Venstres ’succes’ og SF’s mangel på samme, ligger ikke i det visionære, i ideologisk konsistens eller adækvate politiske løsninger. Den ligger derimod i en spekulation i angstskabelse og angsthåndtering (omend der er tale om pis-i-bukserne-metoden) og så handler den om tidssvarende indpakning.
Jeg skal være den første til at indrømme, at SF ikke er særlig funky i sin formidling. Selv Trads faldt forleden på halen for Venstres måde at sælge budskaber på. Godt, så har vi konstateret at Venstre kan det der med indpakning. Men er det substantielt? Er der tale om seriøse bud på noget som helst politisk emne, når regeringen nu må face at samtlige landets kommuner strækker våben overfor skattestoppet – med direkte konsekvenser for ældreomsorgen og børnefamilierne? Eller når antallet af trafikdræbte forudsigeligt stiger, når man sætter hastighedsbe-grænsningen op? Styrkes forskningen eller kulturen med regeringens politik? Og mener Trads, Larsen eller andre frustrerede Informations-medarbejdere virkelig, at reklamer omkring børnefjernsyn, nedslagtningen af hele miljøindsatsen eller udnyttelsen af EU-formandskabet til at gå enegang i sin Bush-støtte i forhold til Irak-krigen, er udtryk for politiske visioner og mod? Det er ikke troværdigt. Hverken regeringens politik – eller Informa-tions forstilte accept af at den skulle udgøre de vises sten. Repræsenterer Information en kritisk offentlighed – som modsvarer en kritisk opposition – i disse spørgsmål?
Og så er der hele personspørgsmålet. 10 gange om året hiver Information (og andre medier) Antorini, Gade og Lunde op som de progressive kræfter, der har forladt SF, fordi partiet angiveligt skulle være forstenet. Og nu tæller Information gudhjælpemig Lars Rasmussen, den nu tidligere formand fra SFU, med blandt de tabte høveder. En smule kritisk sans, en smule viden og en smule refleksion vil klæde Information, men i stedet bliver ’fornyelse’ til et mantra, som løsrives fra dets indhold.

Døden skal have en årsag
Information burde i det mindste stille spørgsmålet: repræsenterede disse enkeltpersoner den reelle fremtid for SF, og er ethvert bud på fornyelse per se et gode? Ret beset, så kan man som menneske nok godt finde ud af, at der er andre – måske smidigere – platforme for samfundsmæssig indflydelse og forandring, end lige Christiansborg og partipolitik. Dér kunne jo ligge noget af en forklaring. Og Antorinis bud på fornyelse – i alt fald dem jeg har set i bogform – er vel ret beset ikke særlig venstreorienterede. Det gør dem ikke nødvendigvis dårlige eller illegitime. Men det forklarer måske, hvorfor et flertal af Antorini-sympatisørerne rent faktisk stemmer radikalt og hvorfor ’fornyelsesmodellen’ er blevet kopieret af Socialdemokraterne og ikke af SF. At Lars Rasmussen på noget tidspunkt skulle have været en central person i SF’s fornyelsesprojekt er nyt for mig. Men døden skal jo have en årsag. Er det Informations egen frustration over manglen på et partipolitisk talerør eller en snigende ’borgerliggørelse’ der skal tilfredsstilles ved sociale løsningsforslag, der kun medtænker symbolanalytikere og mediefolk, men som glemmer nedslidningen på fiskefabrikkerne, rengøringen, plejehjemmene, de famøse kassedamer i butikkerne... Jeg finder det arrogant, og har svært ved at se en realistisk social og bæredygtig samfundsforståelse i det.
Vi har – som samfund – en politisk krise. Det har venstrefløjen derfor også. Dertil kommer en manglende gennemslagskraft mediemæssigt. Som sagt: vi er ikke særlig funky i SF. Det skal der arbejdes med. Men vi er mange, der bruger meget tid på at finde svar på politiske udfordringer, som er på omgangshøjde med tiden. Men det er ikke alene en misforståelse –det er ansvarsforflygtigelse – at tro, at de politiske partier skal levere alle svarene. Samfundet skal levere svarene. Det skal forskningen bidrage til. Det skal de intellektuelle bidrage til. Det skal græsrødderne. Og det skal en kritisk offentlighed. Men der er store dele af den sociale virkelighed, som det danske mediebillede aldrig beskæftiger sig med. Dét er et problem.

Den sande krise
Venstrefløjens dagsordener fra 1960’erne og 70’erne er i dag i vid udstrækning common sense. Det gælder fra pædagogiske ideer over kvindens ligestilling til miljørigtige forbrugsvaner og affaldssortering. Men i en zapper-virkelighed – hvor kedsomhed ikke som før i tiden er en luksus men en kvælende tøven før døden – er der et misforhold mellem den tid det tager at sætte en politisk dagsorden og så det punkt, hvor man ser resultaterne af sit politiske arbejde.
Langsommelighedens politik kontra zappermentaliteten ses tydeligst i ATTAC (som Information gamle garde jo hurtigt kastede sig omklamrende over i revolutionær utålmodighed og i ungdoms-erindringseufori), der i Danmark hurtigt er blevet en lille perifær organisation, opblomstret og visnet i samme bevægelse. For i dag vil de fleste unge have hele pakken på én gang. Den politiske
røde løber skal være rullet ud. Alle politikområder, karrieremuligheder, medievilkår, alt skal være selvkørende, dynamisk, medie- og selvfedt, ellers zap – og videre, zap. Der ligger den sande krise. Zap.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu