Kronik

Et år med heksejagt

’Jeres venner’ har smadret World Trade Center, sagde en kollega. En muslim om mistænkeliggørelsen efter 11. september
11. september 2002

Kronikken
Den 11. september 2001 fløj to fly ind i World Trade Center, den blodigste enkeltepisode i den vestlige verden i nyere tid. Det er ikke første gang i historien, 2.800 mennesker bliver dræbt. Det bliver nok heller ikke den sidste, men det faktum, at to symboler i verdens mest magtfulde land blev ramt og knust til støv, havde en effekt, ingen andre dødsfald har haft.
Hændelsen kunne have været et alarmkald, der ansporede en seriøs debat og en griben i egen barm. I stedet blev debatten betændt, dæmoniseringen og mistænkeliggørelsen tog overhånd, og sagligheden forsvandt.
I stedet for spørgsmålet hvorfor? – hvorfor nogen dog kunne finde på at angribe USA – ikke Storbritannien, ikke Frankrig, ikke Canada – men USA, blev der fokuseret på hvem, hvornår og hvordan.
Den 11. september sidste år deltog jeg i et kursus, og i pausen skete noget, der i tilbageblik kan ses som en slags forvarsel om det, der skulle udvikle sig:
En kollega kom forbi og fortalte en af mine muslimske kolleger og mig, at ’vores venner’ havde smadret WTC og Pentagon. Ingen i lokalet troede ham, da han er kendt for sin makabre sans for humor, men da andre kom til og fortalte, at WTC var blevet ramt af fly, gik det op for os, hvad der var sket.
Ideen om, at de formodede gerningsmænd som muslimer var ’vores venner’, kom i høj grad til at præge samfundsdebatten både i UK og i Danmark.
Jeg kan ikke engang tælle det antal gange, jeg er blevet spurgt om jeg tog afstand fra 11. september. Pudsigt nok har jeg aldrig følt, det var nødvendigt at spørge mine kristne kolleger, om de tog afstand fra Holocaust, mine amerikanske kollege,r om de tog afstand fra Hiroshima, mine engelske kolleger om de tog afstand fra slaveriet – jeg kunne blive ved.
Af en eller grund opstod en ide om, at ’vi’ burde melde positivt ud om vores afstandtagen, og mange muslimer stod da også ligefrem i kø for at tænde stearinlys og bede bønner for ofrene, nogle af oprigtig medlidenhed, men mange andre af frygt eller en kombination af begge.
At være pashtun (samme etniske gruppe som Talebans ledere) og hedde Omar (som Talebans øverste leder) gjorde heller ikke ligefrem livet lettere for mig.
I tiden efter 11. september fik alle travlt med at forudsige civilisationernes sammenstød, mens ingen tilsyneladende var interesserede i, hvordan de kunne undgås. På trods af at muslimer blev stillet alle disse spørgsmål, virkede svarene ofte ligegyldige, konklusionen var draget på forhånd. Kom man med ’et fanatisk svar’, bekræftede man fordommene, mens et ’moderat’ svar selvfølgelig var spil for galleriet.
Folks reaktioner lå mellem frygt og opportunisme. Jeg er overbevist om, at nogle i Vesten må have følt en ægte frygt: Her var 19 formodede gerningsmænd, som godt nok var lidt mørke i huden, men ellers glatbarberede (eller med french cut) og i vestligt tøj, ingen kåber eller skæg. 19 tilsyneladende velintegrerede, lovlydige borgere, der nu var de formodede gerningsmænd bag drabet på næsten 3.000 civile.
Hvordan kunne man så være sikker på, at ens muslimske kollega i jakkesæt eller en smilende medstuderende ikke delte holdningerne og var i stand til det samme?

Racisterne, kulturimperialisterne og islamofoberne fik dog i bogstaveligste forstand en gave sendt fra himlen. De udnyttede opportunistisk situationen og kunne ride højt på frygten. Pludselig var det tilladt at komme med udtalelser i debatten, der tidligere ville være blevet anset for forkastelige og totalt uacceptable.
De sædvanlige demagoger var hurtigt ude, men det skræmmende var, at selv såkaldte eksperter og seriøse politikere kunne komme med udtalelser, der tidligere ville have gjort Den Danske Forening misundelige.
Diskussionen blev hævet op til et andet plan: Fra at have været en diskussion om indvandring og integration – en overvejende etnisk problemstilling – blev den til civilisationernes og ideologiernes sammenstød. Praktiske problemer blev ideologiske problemer, og indvandrere, der før havde haft svært ved at lære dansk, var overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne, og andre mindre drabelige ting blev pludseligt til en slags femtekolonne – truslen indefra!
Den (i Danmark dog begrænsede) samtale og dialog, der før havde været, blev hurtigt til diktat. Der var ikke længere en diskussion eller samtale mellem to parter i Danmark, forholdet var ikke mellem ligeværdige borgere med forskellige holdninger.
I stedet for diskussion blev der afkrævet svar og standardiserede holdninger. Den gamle vrangforestilling om, at europæisk kultur var andre kulturer overlegen dukkede igen op som en slags overlegenhedskompleks, men denne gang var det dog ’de vestlige værdier’ og ikke mindst ’oplystheden’, der blev brugt som retfærdiggørelse.
Den nærmest hysteriske besættelse af tanken om, at alle skal konformere til det vestlige menneskesyn, har ført til, at anderledes tænkende i højere og højere grad blevet mistænkeligtgjort. Forfølgelsen af ’antidemokratiske kræfter’ har ingen ende villet tage, til et punkt hvor selve den demokratiske ret til ytringsfrihed blev truet.
Det føltes mere eller mindre, som om den spanske inkvisition var genopstået, men i modsætning til 1492 består kætteri ikke i at fornægte Jesus som frelser, men derimod i at fornægte Montesquieu. Sekularismen er blevet den nye religion, der fanatisk
forsvares imod alle tegn på potentielt kætteri.
Dette fænomen har også ledt til, at grænserne for, hvad der regnes for moderate muslimer, er blevet rykket. Den tidligere darling Tariq Ramadhan regnes nu af nogle for pseudo-fundamentalist, mens Bassam Tibi, der er lige så meget muslim, som Lenin var kristen, fremhæves som eksempel på en moderat muslim.
Det ser ud til, at en moderat muslim i dag defineres som en der slet og ret tager afstand fra islam.

Når man ser tilbage, må man desværre konstatere, at medierne også i stor grad deltog i det hysteri, der rejste sig: Stening, stormøder og dødstrusler blev varme emner. Et voldsomt hysteri rejste sig omkring Hizb-ut-Tahrir, der blev fremstillet som fanden selv, det ikke specielt faktuelle, men meget manipulative tv-program Jihad.dk udgjorde et nyt lavpunkt i mediernes fremstilling.
Stenings-sagen blev en anden sensation, da Fatih Alev og Abdul Wahid Petersen ikke ville tage principielt afstand fra stening som straf. Endnu mere bizart blev det, da Ekstra Bladet hev en 18 år gammel narkodom mod Abdul Wahid Petersen frem for at underholde læserne.
Han gik således fra at være ’den stenkastende imam’ til ’pusher imamen’! Senest har sagen omkring ’dødslisten’ vist, hvor langt nogle journalister desværre er villige til at gå for at få en god historie, men hvad der for aviserne er ’en god historie’ er for muslimer og i dette tilfælde specielt palæstinensere med til at stigmatisere os yderligere.
I denne heksejagt har to ’heksejægere’ fået meget spalteplads. Begge har en vis underholdningsværdi, men i længden er deres konstante absurde udbrud begyndt at trætte: Forfatteren Helle Merete Brix og historikeren Lars Hedegaard. Helle Merete Brix står blandt andet bag det meget usaglige og misinformerende website sharia.dk, men begge har gjort sig bemærket ved at angribe alt, hvad der kan gå og kravle af muslimer.
Jeg havde selv ikke skrevet mange indlæg her før Helle Merete Brix skrev, at Information var blevet til islamisternes hoforgan. Hun har beskyldt andre muslimer for alt fra terrortræning til finansering af terrorisme gennem nødhjælp. Mest absurd var dog hendes beskyldning mod Sherin Khankan for at være en fæl fundamentalist i forklædning, der var ude på at narre de godtroende danskere.
Det er forståeligt, at Helle Merete Brix, der har givet kurser i at skrive fiktion, kan skrive den slags, men som historiker burde Lars Hedegaard tage kildekritik en anelse mere alvorligt.
Efter et års hysteri, hvor der desværre har været langt mellem de spæde saglige røster, håber jeg inderligt og ser frem til, at det kommende år kan blive et år, der vil blive husket for faktuel og saglig dialog.
Mange kræfter er blevet brugt på at forudsige ideologiernes uundgåelige sammenstød. Man har lov at håbe, at det kommende år – på trods af visse ’triggerhappy’ regeringer – bliver dét, hvor vi kan koncentrere os om at afværge sammenstødet.

FAKTA
Omar Shah
26 år, revisor, bosat i London, opvokset i Herlev med en dansk mor og en afghansk far. Han er desuden fast kommentator ved Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu