Læsetid: 3 min.

Ars Electronica

På besøg i et blomstrende miljø for computerkunst
19. september 2002

KOMMENTAR
I Linz i Østrig har de noget, som vi ikke har i Danmark: Et blomstrende miljø for computerkunst og for udvikling af nye computer-applikationer.
Hvert år i begyndelsen af september kulminerer det i den store Ars Electronica-festival. En festival for digital kunst, der sætter
Linz på den anden ende og forvandler den til ét stort digitalt billed- og lyd-interface. I år fandt festivalen sted fra den 7. september til den 12. september.
I Donauparken ned mod floden er et område på ca. 50 gange 50 meter spærret af. I hvert af de fire hjørner er der i en mobilkran hængt et bundt på tolv højttalere op. Hver aften indtil midnat samler folk sig i byens ’Klangpark’, et kæmpemæssigt lydrum af kvadrofonisk elektro-akustisk musik: Lydstumper, samplede musikklip og verdensstemmer blander sig med en stadigt vildere violinsolo. Solostemmen spilles – live – inde i lobbyen til Brucknerhallen. Her er også det store lydstudium opstillet, hvorfra de såkaldte ’network-jockeys’ med udsigt ned over parken mixer Klangpark-musikken.
Lyden til Klangpark kommer fra det tilknyttede projekt ’Radiotopia’. Via Østrigs Radio samler man verdensmusik og verdenslyd fra sendere i Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, Rusland og Afrika, og det er disse lyde og stemmer der mixes. For årets tema for Ars Electronica er ’Unplugged’: Hvem er koblet på nettet og hvem er ikke?
Derfor er der i år specielt fokus på Afrika, den mest ’unplugged’ verdensdel. En række eksperimenterende digitalkunstnere fra blandt andet Senegal er blevet inviteret til Linz for at spille elektronisk musik og demonstrere en hurtigt fremvoksende website-kultur. Hver aften optræder de rundt i byens spillesteder.
Her konkurrerer de blandt andet med ’Gameboyzz Orchestra’ fra Polen, en gruppe der bruger alle drenges nostalgiske drømmespil Gameboys som instrumenter i en særpræget improvisationsmusik: Det 21. århundredes strygekvartet.

Byens rådhus er dækket af et hvidt lærred, seks etager højt og 45 meter langt. Hver aften efter klokken 21 kan man fornøje sig over og deltage i Rafael Lozano-Hemmer’s Body Movies. Der projiceres gigantiske stillbilleder af mennesker fra hele verden op på lærredet.
Men to store lyskastere gør det vanskeligt at se billederne, med mindre publikum stiller sig ind foran en af projektørerne og kaster deres skygge op på lærredet. Aftenen igennem laves der små og store silhuetbilleder. Der danses skygge-hiphop og opføres sære skygge-balletter på torvet. Når en vis del af lærredet er dækket af publikums skygger, skifter computeren automatisk videre til næste billede i den bagvedløbende fortælling.
Det kunstneriske højdepunkt er udstillingen af interaktive værker, som kæmper om årets Golden Nica præmier.
Min egen favorit er David Rokebys N-cha(n)t: I et mørkt rum hænger syv computere med hver deres skærm, højttaler og mikrofon. Desuden er de udstyret med hver deres talegenkendelses-program.
Når man træder ind, kommunikerer de syv maskiner harmonisk og uforstyrret med hinanden. De er programmeret til at efterligne det, de hører, dvs. hinanden. Langsomt falder deres individuelle monologer derfor sammen til én lang, unison remse om verdens tilstand.
Men når en fra publikum træder ind og taler til computeren, opstår der forvirring: Først efterligner den ene computer denne udefrakommende påvirkning. Dernæst forplanter den sig til de andre. Men efter et stykke tid er en ny skrøbelig orden etableret.

Alt dette og tusind andre ting kan man opleve i Linz. Hvorfor? Fordi Ars Electronica og Østrigs Radio entusiastisk har gjort det til deres anliggende.
Og fordi den østrigske stat har forstået, at digitale medier skal der eksperimenteres med: De repræsenterer et vigtigt input til fremtidens kunst og til samfundets kultur. Derfor skal vi tilsyneladende aldrig opleve noget tilsvarende i Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu