Kronik

Da enhver blev et terrormål

Personligt ansvar lærte vi også af 11. september: Ombord på et af de kaprede fly nedkæmpede passagerne terroristerne – efter afstemning
Debat
7. september 2002

Personligt ansvar lærte vi også af 11. september: Ombord på et af de kaprede
fly nedkæmpede passagerne terroristerne – efter afstemning

Lørdagskronikken
Klokken 9.03 var den 11. september 2001 ikke længere blot en dato. Da ramte det andet fly World Trade Center i New York. Det stod klart, at dette ikke var en ulykke, men et terrorangreb. Fra det øjebliks erkendelse var den 11. september (eller
’9-11’ som det hurtigt kom til at hedde i USA) et symbol på en ny tid. Terrorangrebet på New York og Washington blev udgangspunktet for vores opfattelse af de fare, det 21. århundrede vil bringe, og hvilke krav de nye farer stiller til vores samfund.
I Europa var klokken 15, da det andet fly ramte. I Japan var klokken 23. På trods af afstanden blev terrorangrebet en af de første historiske begivenheder oplevet samtidigt af millioner af mennesker. Den 11. september er blevet vores erfaring med det 21. århundrede. Den dag har lært os, at globalisering ikke blot spreder velstand og samarbejde, men også spreder våben og konflikt. Den 11. september har lært os, at trusler ikke længere er konkrete og forudsigelige, men diffuse risici. Og den 11. september har lært os, at sikkerhedspolitik i det 21. århundrede er et personligt ansvar.
Læren af den 11. september er ifølge den amerikanske vice-forsvarsminister Paul Wolfowitz, at udover globaliseringen af varer, tjenesteydelser og kultur, så findes en ’parallel globalisering af terror’. Globalisering spreder teknologi, viden og varer med velstand og med stigende global bevidsthed til følge. Men globalisering giver også mulighed for at sprede teknologien til at fabrikere masseødelæggelsesvåben.
De nye transnationale virksomheder og sociale bevægelser får ligeledes deres modstykke i terrornetværk. Den fælles globale bevidsthed udfordrer de, der definere deres identitet i partikulære termer.
Globaliseringen skaber Vesten fjender og gør dem magtfulde. Igennem det meste af historien har kun en håndfuld stater haft ressourcerne til at sende militære styrker kloden rundt. Globaliseringen består blandt andet af en civil infrastruktur, der gør det muligt for private grupper at gennemføre voldshandlinger mod fjerne mål.
I 1999 konkluderede en amerikansk rapport, at ’stater, terror-ister og andre utilfredse grupper vil komme i besiddelse af masse-ødelæggelsesvåben, og nogen af dem vil bruge disse våben. Amerikanere vil dø på amerikansk territorium; muligvis i stort antal’. Imod slutningen af sin regeringsperiode skulle præsident Clinton have været overbevist om, at USA ville blive udsat for et angreb med kemiske våben inden for 10 år.
Den 11. september realiserede denne frygt; men i sig selv var angrebet ’mildere’, end hvad man havde frygtet. En atombombe sprang ikke på Manhattan. Men det gjorde kun frygten værre. For det første viste den 11. september, at frygten var berettiget; man kunne forvente flere angreb. For det andet viste 11. september, at man ikke kunne forudsige, hvad terrorister kunne finde på. Hvordan skulle man så forsvare sig mod fremtidige angreb?

Hvis vores frygt bliver til virkelighed, må vi sætte ind mod trusler før de bliver realiseret i et angreb. Det er den amerikanske regerings lære af 11. september. ’I den verden vi bevæger os ind i, er den eneste vej til sikkerhed handlingens vej.’ sagde præsident Bush: ’Og denne nation vil handle.’
De argumenter, der ligger bag en sikkerhedspolitisk handling, har forandret sig med 11. september. Under den Kolde Krig var truslen umiddelbart til at identificere: De sovjetiske kampvogne holdt ved den østtyske grænse og de polske landgangsfartøjer lå ved Østersøens bred. Vel diskuterede man vildt og inderligt denne trussels omfang, og hvad man skulle stille op med den. Men truslen var der for enhver at se.
I en tid, hvor teknologi og netværk hurtigt spredes, bliver en trussel først konkret, når det er for sent. I lang tid før 11. september viste man i efterretningskredse, at Al-Qaeda var ude på et eller andet. Men man viste ikke hvad, og derfor kunne man ikke forsvare sig mod 11. september.

Den eneste mulighed for at forhindre 11. september havde været at ødelægge Al-Qaeda inden planen om angrebene 11. september blev undfanget og terroristerne sendt ad sted. Ifølge Time havde Clintons regering sådanne planer, men nåede ikke at udføre dem.
At komme sine fjender i forkøbet er blevet ledetråden for amerikansk sikkerhedspolitik efter 11. september. Den præventive tankegang ligger bag USA’s ønske om at afsætte Saddam Huessin. Saddam har formentlig endnu
ikke udviklet atomvåben, og han har endnu ikke truet med at bruge dem. Når han gør det, er det imidlertid for sent at gøre noget ved det, lyder argumentet fra det Hvide Hus; derfor må man slå til nu.
I Europa har vi sværere ved at se logikken i præventive angreb. Imidlertid har vi selv fulgt denne logik. I 1999 greb NATO ind i Kosovo for at forhindre, at det udviklede sig til et nyt Bosnien. Det er den samme type præventive indsatser som EU’s udrykningsstyrke på 60.000 soldater skal anvendes til.
For de europæiske regeringer
er problemet med USA’s doktrin ikke, at den er præventiv, men at den kun er præventiv på det militære område. Europa ønsker, at man sætter præventivt ind med udviklingshjælp for ikke at skabe rekrutteringsbase for terrorister. Og mange europæiske ledere (med Storbritanniens Tony Blair
i spidsen) har talt for reformer af international institutioner, så
globaliseringen ikke blot virker som vestlig dominans.
Det er ikke kun politikere, der har lært noget af 11. september. Årsagen til at vi taler mest om angrebet på World Trade Center, og mindre om angrebet på Pentagon, er ikke blot World Trade Centers spektakulære kollaps. Det lå inden for vores forventningshorisont, at et militært mål som Pentagon kunne blive angrebet. Men før 11. september forventede almindelige mennesker ikke, at terrorisme var en påregnelig risiko ved at gå på arbejde.

Det er ofrenes aspekt af den voldens privatisering, som globaliseringen afstedkommer: Det bliver stadig sværere at skelne mellem civile og militære mål. Under Anden Verdenskrig blev hele byer tæppebombede, men de enorme civile tab var ikke et mål i sig selv; de skulle nedbryde den fjendens evne til at kæmpe.
Al-Qaeda havde ikke sådan et mål. De ville ikke besætte New York eller tvinge USA til en særlig politik i Mellemøsten. På trods af påstande om det sidste kunne Al-Qaeda ikke forvente, at USA ville trække sig ud af Saudi-Arabien og undsige Israel som reaktion på deres angreb. Snarere tværtimod. Al-Qaeda ønskede formentlig slet og ret at udløse konflikten, fordi de med konflikten mente at kunne mobilisere den muslimske verden.
Når terrornetværk har den type mål, kan man som almindelig borger ikke regne ud, om man er mål eller ej. Terrorisme bliver en risiko, der følger med at leve i et moderne samfund. Når vi alle er potentielle mål for angreb, der kan finde sted hvor som helst, kan forsvaret ikke blot være en sag for soldaten ved grænsen.
Det lærte vi også af 11. september: Hvordan passagererne ombord på et af de kaperede fly nedkæmpede terroristerne, er en af de mest gribende begivenheder den dag. I kampens hede styrtede flyet ned. Dermed forhindrede passagerne formentlig endnu et angreb på Washington med deres eget liv som betaling.
Passagerne handlede som frie mennesker bør: de tog hånd om deres egen skæbne. De stemte om, hvorvidt de skulle sætte sig op mod flykaprerne. At de stemte, burde gøre ethvert demokratisk samfund stolt. At de stemte for at gå til modangreb viser en borgerdyd, der er afgørende for, om kampen mod terrorismen kan vindes.
Sikkerhedspolitik er i stigende grad ikke noget almindelige mennesker er involveret i. Det er et demokratisk problem, når det i stigende grad er almindelige mennesker, der er de potentielle ofre, hvis sikkerhedspolitikken mislykkes. Efterhånden som de væbnede styrker bliver stadig mere højteknologiske, så tager stadig færre mennesker del i forsvaret af vores samfund.
Det er på den ene side en styrke at kunne have civile samfund, der bruger sine ressourcer på bedre ting end krig. På den anden siden er der en fare for, at det manglende engagement i forsvaret af vores samfund betyder mindre ansvarsfølelse for, hvad der sker i samfundet og mindre styrke til at modstå trusler mod det.
Måske er den afgørende lære af 11. september, at i krigen mod terrorisme at det enkelte mennesker, det kommer an på.

FAKTA
Mikkel Vedby Rasmussen
forsker i sikkerhedspolitikkens forandring som følge af den samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Han er ph.d. og forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI), hvor han er projektkoordinator for DUPI’s sikkerheds- og forsvarspolitiske studier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her