Læsetid: 4 min.

De evige alarmklokker

At bruge samtlige 40 klub-selskaber som målestok for tilstanden i den professionelle danske fodboldbranche er ikke seriøst
Debat
19. september 2002

At bruge samtlige 40 klub-selskaber som målestok for tilstanden
i den professionelle danske fodboldbranche
er ikke seriøst

ANALYSE
Alarmklokkerne bimler i den årlige analyse af den økonomiske sundhedstilstand i den professionelle danske fodboldverden.
Det er Købmandsstandens Oplysningsbureau der – som sædvanligt fristes man til at tilføje – konstaterer, at det står dårligere til med økonomien i de 40 klubber, der driver liga og divisionsfodbold gennem et aktie- eller anpartsselskab – end i andre brancher.
I fodbold tjenes der færre penge end i andre brancher. Indtjeningen er faldende – og for tredje år i træk er der sammenlagt underskud på den primære drift – altså selve fodboldforretningen. Kun tre klubber i Superligaen anført af FC København havde i 2001 overskud. »Det må vække en vis bekymring,« skriver rapportens forfatter John Mikkelsen. For det er i Superligaen, »at de store indtjeningsmuligheder ligger. Det er ikke så overraskende, at klubberne i de lavere rækker har en svær situation.«
Allerede her siger den opmærksomme læser formentlig stop!
Den professionelle fodboldbranche i Danmark består ikke af 40, men af de bedste 10 klubber i Superligaen. Nederst i Superligaen og øverst i 1. division spilles der fodbold på noget, der i bedste tilfælde kan karakteriseres som halv- eller uddannelses-professionalisme. Derunder – og det vil sige fra midten af 1. division og nedad – er spillerne reelt betalte amatører.
At bruge samtlige 40 klub-selskaber som målestok for tilstanden i den professionelle danske fodboldbranche er ikke seriøst. Der er himmelvid forskel på den måde, der drives professionel fodbold på i Superligaens øvre del – og det der foregår ’nede’ blandt resten. Hvilket afspejles i, at Superligaen har lavet deres egen brancheforening gennem selskabet Superligaen A/S, mens hele slænget er samlet i den politiske fraktion Divisionsforeningen.
Når det er konstateret, så har KOB naturligvis ret i, at økonomien i dansk professionel fodbold ikke er for god. Der tjenes ingen penge, der tabes penge på for store lønudgifter og for små indtægter.

Men er det ikke én historie, vi har hørt før? Den evige historie! Og er det ikke en historie, hvor alarmklokkerne både bimler og bamler meget værre i udlandet?
Eksempelvis fik den italienske serie A og B som led i en minimal sanering af økonomien udsat sæsonstarten i to uger.
Og da Real Madrid for nogle uger siden købte den brasilianske verdensmester, vidunderdrengen Ronald af Inter Milano var prisen cirka 330 mill. kroner. Det er 125 millioner mindre end Real betalte for Figo i Barcelona for to år siden. Og 225 millioner mindre end der for et år siden blev betalt for Zinedine Zidane i Juventus.
Generelt er der en økonomisk afmatning i professionel fodbold, som siver igennem systemet. Men det er altså stadig de største ligaer med de største spillere og de største omsætninger, der har de største underskud og de tungeste problemer. Og de er altså ligesom den danske i gang med at skære udgifterne til, så de passer til faldende indtægter.
Ligesom prisernes eksplosive opsving i 90’erne kan kobles direkte sammen med den vilde satsning på fodbold som slagvare i betaling-tv, sådan kan faldet i løn, transfer og omsætning kobles til betalings-tv’s fiasko. I dag er de samme tv-selskaber, som betalte skyhøje summer for fodbold, gået bankerot på stribe, fordi folk ikke ville betale for at se hver enkelt kamp. Og derfor blæser den varme luft ud af fodboldens tiger-økonomi.
Undtagelsen er England og Sky TV som meget apropos var det forbillede, alt for mange på kontinentet troede, at de kunne efterligne.
I Danmark er pay-tv og pay pr. view heller ikke ingen succes. Men på åbent tv er Danmark et af de sidste lande i Europa, hvor tv-selskaberne stadig kriges for at få retten til at vise Superliga. TV3 måtte i foråret af med 79 millioner, godt 23 millioner mere end i den eksisterende kontrakt for at holde DR/TV2 og TvDanmark væk fra varen. Samtidig måtte TV3 opgiver sin eneret til højdepunkter fra kampene. Den dør er DR og TV2 meget tæt på at have købt sig igennem, så der igen kommer klub-fodbold på nationalt tv.

Det er en enestående europæisk historie. At de professionelle klubber så havde brugt af pengene, før blækket på tv-kontrakten var tørt, er bare typisk for branchen, der altid har troet, at den var udødelig.
Det er den ikke helt mere.
Sidste år bukkede Lyngby Boldklub under, fordi mæcenen (Hans Bjerg-Pedersen) for længst var væk – og forretningsfolkene personificeret af Flemming Østergaard havde givet op. Den skæbne har sin lige i det lige så fine Firenze, hvor Fiorentina gik ned, da donoren gik ud, og gælden var for tung. Tvangsnedrykket blev de begge til serieniveau, hvor modstanderne er Døllefjelde Musse både på dansk og italiensk. Men de spiller – ikke Superliga og ikke professionelt – men de spiller – og prøver at komme op igen. Set i forhold til de generelle varsler om konkurser er det forbløffende få, der går bankerot og lukker. Fordi der stadig er tosser, der vil putte penge i drømmen om det store hold – og fordi dansk prof-fodbold er lidt bedre til at omstille og tilpasse sig, end analytikerne mener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her