Læsetid: 5 min.

Forsvinder Socialdemokratiet?

Socialdemokratiet vil magten i det etablerede samfund. Det er der ikke meget nyt i. Partiets samfundsbevaren-de mission og magtstræb blev kanoniseret i partiets program allerede i 1960’erne
5. september 2002

Socialdemokratiet vil magten i det etablerede samfund. Det er der ikke meget
nyt i. Partiets samfundsbevaren-de mission og magtstræb blev kanoniseret i partiets program allerede i 1960’erne

Fornyelse
I en kommentar den 22. august spørger Lars Qvortrup med udgangspunkt i velvalgte Svend Auken- og Frank Jensen-citater, om ikke Socialdemokratiet er godt på vej til helt at forsvinde som politisk parti, og om ikke venstrefløjen p.t. er på jagt efter en kritisk samfundsbeskrivelse, der kan danne udgangspunkt for nye politiske indsatser?
Svaret på begge spørgsmål er et rungende: Jo, da! Og svaret har i begge tilfælde at gøre med EU og de globale magtforhold. Men her hører ligheden også op, og derfor må uddybning af svarene deles i to.
Socialdemokratiets politiske forsvinden skyldes ikke, at partiets ledende ideologer mangler forståelse for, at behovet for en venstreorienteret samfundsvision er himmelråbende stort.
Den skyldes, at Socialdemokratiet for længst har valgt ikke at ville kæmpe for en sådan.

EU sætter scenen
Man vil magten i det etablerede samfund. Det er der ikke meget nyt i. Partiets samfundsbevarende mission og magtstræb blev kanoniseret i partiets program allerede i 1960’erne.
Det nye er, at konsekvenserne af denne holdning er ganske anderledes i dag end dengang. Før EU, før globaliseringen, før den nye it-teknologi havde Socialdemokratiet trods alt visse muligheder på det nationale plan for at adskille sin politik – især velfærds- og arbejdsmarkedspolitikken – fra de borgerlige partiers.
I dag lader dette sig ikke gøre. Årsagen er de tre E-er: EU, Euroen og Etnocentrismen.
EU sætter den geografiske scene for magtspillet, også i dansk politik. Det gælder alt fra dåseøl til forsvarspolitik.
Euroen er det yderst slagkraftige symbol på, hvor grænserne går for de politiske udskejelser i hvert enkelt af EU’s medlemslande. Idealet er markedskræfternes maksimale spil og prioriteringen ligger på favorisering af den private foretagsomhed, – dog gerne med klækkelige tilskud fra skatteborgerne, jævnfør. landbrugsordningerne og regionalfonden.
Og Euroen er på længere sigt det ultimative drivmiddel for afvikling af national enegang på stort set alle politiske områder, måske bortset måske fra kirkepolitikken.

Vi ved det jo godt
Etnocentrismen leverer det pseudomoralske grundlag for grov politisk – og i alliance med USA’s militær – intervention i de områder af verden, som ikke selv har indset det glorværdige i visionen om markedskræfternes spil på alle niveauer.
Derfor hører vi denne efterplaprende new speak på EU-dansk om ’terroristen Saddam’ (Vi véd godt, det drejer sig om kontrol over olien), om ’slyngelstaten Nordkorea’ (Vi véd godt, det drejer sig om magtspillet i Fjernøsten) og om ’demokratiunderskud i Østeuropa’ (Vi véd godt, det drejer sig om at få kontrol med disse landes økonomiske fyrtårne, inden de indlemmes i EU).
I modsætning for 40-60 år siden må socialdemokraterne se EU-scenen som det nødvendige udgangspunkt for at drive politik. Partiet har defineret sig selv ind i en antagonistisk modsætning, hvor adgangsbilletten til denne scene er en sejr i et dansk folketingsvalg, som kun er opnåelig, hvis partiet er indstillet på at føre en ikke specielt socialdemokratisk politik på de eksisterende 3 E-ers betingelser.

Det er ikke let
Unægtelig en kattepine at være i. Og derfor er Socialdemokratiet p.t. ved at forsvinde som politisk parti. Tilsyneladende uden af ret mange mennesker, bortset fra partiets inderkreds og sensationsjournalisterne, bekymrer sig særligt om det.
På venstrefløjen er vi i en ganske anderledes situation end Socialdemokratiet. Venstrekræfterne i dagens Danmark higer og søger efter elementer til en tidssvarende kritisk samfundsteori, som kan danne afsæt for solide politiske tiltag, der på længere sigt kan vippe de reaktionære og profitmaximerende markedsfetischister af pinden.
Men det er skam slet ikke så lige til. De socio-økonomiske strukturer har ændret sig radikalt på en generation: B&W er lukket, men der er dukket it- og marketingjobs op i stedet. Syerskerne i Midtjylland er fyret, men i stedet er der jobs i design- og servicevirksomhed. Klasseanalysen har overhovedet ikke kunnet følge med. Og det er tvivlsomt, om en moderne klasseanalyse på nationalt niveau har nogen mening. Næppe.
Dermed er vi atter engang ovre i de tre E’er. De repræsenterer nemlig også et dilemma for os på venstrefløjen.
EU bryder vi os pr. refleks ikke meget om. Problemet i analytisk sammenhæng er blot, at grundlaget for mishaget overfor EU ikke længere er til stede i den virkeliggjorte virkelighed. Venstrefløjens konsekvente EU-modstand havde oprindeligt udspring i kritikken af EU som en magtpolitisk blokdannelse i et todelt Europa. EU udgjorde efter venstrefløjens opfattelse i 1970’erne og 80’erne en sikkerhedspolitisk trussel.
Nu er sovjetblokken kollapset. Europas todeling er på godt og ondt ophørt, og langt de fleste af Europas lande er på vej ind i et integreret EU, – med maximal frihed for markedsøkonomi, profitmaximering og hele kostespinderiet.
Venstrefløjen er nødt til at acceptere de internationale realiteter i nærområdet som grundlag for sin analyse af de politiske handlemuligheder. En væsentlig realitet er om ganske få år, at EU blot er en anden måde at skrive Europa på.

Fordele ved euroen
Venstrefløjen skal lære at agere på europæisk plan. Det burde være overkommeligt. Venstrefløjen har altid bekendt sig til internationalisme.
Her må euroen også kunne indgå i venstrefløjens analyse som et strategisk element. På sigt repræsenterer den en trussel mod dollaren, og dermed kan euro-zonen under bestemte betingelser bidrage til en svækkelse af USA. Hvordan udnytter venstrefløjen dette forhold?
På agitationssiden ligger der en fordel i, at den fælles møntenhed gør det lettere at illustrere økonomiske uligheder i hele EU.
Etnocentrismen – opgøret med den – er imidlertid den helt store prøvesten for venstrefløjens kritiske samfundsteori. Men til gengæld har vi udsigt til netop på dette punkt at være et hestehoved foran højrefløjen.
En kritisk samfundsteori, som kan danne udgangspunkt for politisk handling på europæisk plan, må nødvendigvis aktivt og positivt forholde sig til det globale faktum, at folkeslagene blandes på alle niveauer. Og politiske tiltag involverer som hovedregel flere etniske grupper – i Danmark, i Europa og i resten af verden.
Venstrefløjen og den socialistiske bevægelse har en lang, stolt tradition for afvisning af etnocentriske tankemåder. Der må derfor være gode muligheder for at kunne gå forrest med progressive forslag til integration. Med afsløringer af, hvad de globale konflikter reelt handler om. Med gode bud på national og international sikkerhedspolitik, som rummer andre og mere lovende perspektiver end den dødsesfarlige koldkrigsretorik, USA, EU – og dermed Danmark – fører for tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu