Læsetid: 3 min.

’Giv os i dag en fair frihandel’

'Fjern handelsbarriererne, så vi kan komme ind på jeres markeder', lyder bønnen fra u-landene forud for årsmøderne i IMF og Verdensbanken i denne weekend
Debat
28. september 2002

International
Når finansministre fra hele verden forsamles i Washington denne weekend til de årlige møder i Verdensbanken og IMF, vil deres fokus rette sig imod at føre en historisk pagt mellem klodens rige og de fattige nationer ud i livet – en pagt, der er blevet til i løbet af det seneste års globale topmøder i Doha, Monterrey og Johannesburg.
Pagten er enkel: De rige og de fattige lande har forpligtet sig til at hurtigere at reducere den globale fattigdom ved at fremskynde de fremskridt, der er nødvendige for at kunne indfri de såkaldte milleniums-udviklingsmål i 2015 om forbedringer i levestandard, sundheds- og uddannelsesniveau for denne verdens fattigste folk. Det handelspolitiske område er et af de bedste steder at begynde…
Ved Verdenshandelsorganisationens topmøde i Doha i november sidste år blev verdens ledere enige om, at kommende handelspolitiske forhandlingsrunder skulle fokusere på udviklingsdagsordenen og søge løsninger på de problemer, som klodens fattigste slås med.
Men de rige lande behøver ikke at vente til WTO’s ministermøde i Mexico næste år for at leve op til forpligtelsen. De kan gå i forvejen og sætte et eksempel ved allerede nu at sænke deres tariffer og subsidier, fjerne kringlede produktstandarder, protektionistiske anti-dumpingtiltag og andre forhindringer for udviklingslandenes bestræbelser på at kunne konkurrere på de globale markeder.

Ét job mod 37
At tage disse skridt bliver ikke let. Store kapitalinteresser vil gøre deres yderste for at beskytte de fordele, som de nyder godt af ved status quo, og vil endog presse på for at sikre sig yderligere fordele. De store handelsnationer har taget enkelte skridt i den rigtige retning. USA, EU, Japan og Canada er begyndt at vedtage programmer, der skal gøre markedsadgang lettere for eksport fra de fattigste lande. Men der har på det seneste også været tilbageslag, og der er stadig lang vej at gå.
Hvad der især er skadeligt, er de exceptionelt høje tariffer, der pålægges mange af de varer, som udviklingslandene er bedst til at producere.
I USA er disse høje tariffer koncentreret om tekstiler og beklædning; i Europa og Japan om landbrugsprodukter, fødevarer og fodtøj. Der er netop tale om den type arbejdskraft-intensive produkter, der udgør det første trin op ad teknologi-stigen for udviklingslandene.
Tariffer og importkvoter for tekstileksporten til de højt udviklede lande koster udviklingslandene skønsmæssigt 27 millioner job. Hver eneste tekstiljob i et industrialiseret land, der reddes ved at opretholde eksisterende kunstige handelsbarrierer, koster omkring 35 job i disse industrier i lavindkomstlande, hvor spørgsmålet om at have en forsørger kan være alt afgørende for, om en familie kan spise sig mæt hver dag. Samtidig betyder tarifferne i højindkomstlandene også, at priser på mad og tøj stiger til et niveau, der kan belaste husholdningsbudgetterne for disse landes lavindkomstfamilier.

Sukker til overpris
Langbrugssubsidierne i de rige lande ligger på omkring 350 mia. dollar per år – næsten 1 mia. dollar om dagen – hvilket gør det praktisk taget umuligt for fattige bønder i udviklingslande at komme ind på markedet.
Disse subsidier, som i overvejende grad går til store agroindustrielle selskaber, er syv mia. større end de 50 mia. dollar, som samme rige lande yder i udviklingshjælp. Sukkerpriserne i USA og Europa er tre gange højere end verdensmarkedspriserne som følge af subsidier og protektionisme . Er der overhovedet nogen fornuft i at subsidiere sukkerroeproduktion i Nordeuropa?
Udviklingslandene arbejder hårdt for at blive mere konkurrencedygtige og er villige til at gøre deres entré på den internationale markedsplads, hvis de får en fair chance for det. Jeg har hørt dette ønske udtalt igen og igen i møder med ledere af udviklingslande fra hele verden: »Giv os markedsadgang, giv os et rimeligt spillerum til vores produkter og varer, give os handelspartnerskaber ikke blot af navn, men også af gavn.« Det er, hvad disse ledere og mange andre siger. Verden venter nu på at høre, hvordan lederne af de rige lande vil svare dem.
(Fork. af red.)

*James Wolfensohn er præsident for Verdensbanken

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her