Kronik

Imperiet er overalt

»Glæden ved livet vil besejre magtens elendighed,« mener Hardt og Negri, forfatterne bag tidens hippeste revolutionære manifest
Debat
25. september 2002

Kronikken
I dag besøger den amerikanske litteraturprofessor Michael Hardt Danmark. Sammen med den italienske filosof Antonio Negri er han forfatter til kultbogen Empire (2000). En dansk oversættelse er på vej. Negri er filosof og sidder fængslet i Rom, anklaget for medvirken til terrorisme.
Empire er et nyt kommunistisk manifest, i hvilket Frans af Assisi er helten. Den er en revolutionær bog, i hvilken den amerikanske revolution er modellen. Det er en venstreradikal bog, der er pro-amerikansk. En postmoderne bog, som hylder fundamentalismen. Den indeholder et opgør med alle modstandere af globaliseringen. Den hylder det kunstige cyborgmenneske og nævner stort set ikke økologi. Og den hylder volden som politisk middel. Den erklærer nationalstaten for død og nævner ikke EU. Den er marxistisk næsten uden Marx – han er erstattet af Spinoza og livsfilosoffen Gilles Deleuze. Hardt er faktisk ekspert i sidstnævnte. Og endelig: Revolutionær aktivitet er aldrig repræsentativ, men konstituerende, hvilket vil sige, at hverken de to forfattere, bogen eller de militante aktivister repræsenterer et eller andet.
1) Repræsentation er et umuligt begreb. Det har det længe været i litteraturteorien, medens det har været anset for noget vigtigt i det politiske system, men Hardt og Negri har overført kritikken af repræsentationen fra litteraturteori til politisk teori. Det vil dermed også sige, at bogen ikke beskriver en tilstand i verden; den handler ikke om noget, men den er selv et handlende ord. Den er en gigantisk talehandling, og det gør den i en vis forstand til en fiktion forstået som retten til at sige hvad som helst.
2. Det centrale begreb i bogen er ’immanens’, som betyder, at der i naturen, materien og mennesket er skaberkraft og selvorganisering. Vi skal ikke skabes eller
organiseres; vi organiserer os selv. De bruger hele tiden udtrykket ’the plane of immanence’, og der findes ikke noget oven over dette plan.
Immanens er det modsatte af transcendens. Har man noget transcendent, er der to planer, og så er immanensen underordnet transcendensen.
Renæssancen bestod i opdagelsen af immanensen: At der ikke findes noget uden for mennesket. Gud og naturen er det samme, sagde Spinoza. Så har vi ikke to, men kun en, dog varede det ikke længe, før man opfandt nye guder: Staten.
Man reagerede mod de kræfter, der blev frigjort. Nu var der igen en transcendent magt, der organiserede masserne. Staten blev til nationalstaten og gjorde ’mangfoldigheden’ til et homogent folk med fælles værdier. Fagforeningerne organiserede masserne og lavede dem om til et proletariat. Velfærdsstaten gjorde os til klienter. Alt dette er udtryk for, hvad Gilles Deleuze kalder ’statsfilosofi’. Statsfilosofier siger, at der bag mangfoldigheden er noget fælles.
Empire er et opgør med den filosofi, som hylder enhed i mangfoldigheden, for denne enhed er altid noget, der presses ned over mangfoldigheden. Der findes ikke et fælles sprog, og alle litteraturer er minoritetslitteraturer.
3. Det er, som det forhåbentligt fremgår, en i ikke-banal forstand helt anderledes bog. På en gang utroligt fascinerende og dødirriterende.
Straks den var udkommet ud
råbte The New York Times den til ’the next big idea’. Folk var blevet trætte af Derrida og Lacan og den slags, sagde avisen. »Literary theory has been dead for 10 years«.

Men er der tale om en ny litteraturteori? Både og. Der bliver undervist i bogen på litte-
raturinstitutter – jeg har selv haft et seminar om den. Hardt er, som omtalt, professor i litteratur, og litteraturstudierne er i løbet af 90’erne i USA mange steder omdannet til, hvad man kalder ’social studies’. Bogen kunne næppe være skrevet, hvis ikke litteraturstudierne gennem de seneste år har været det sted, hvor teori – kaldet Theory – er blevet diskuteret.
Forfatterne siger, at den dekonstruktive fase fra Heidegger til Derrida var midlet til at befri os fra det moderne, men nu har den mistet sin effektivitet. Der skal konstrueres en ny magtfuld kunstig væren, siger de.
Empire er dog først og fremmest et stykke politisk filosofi eller et manifest. Den knytter an til den førmoderne middelalderkommunisme, og den har et motto fra den engelske socialist William Morris.
I postmoderniteten befinder vi os igen i samme situation som Frans af Assisi, siger de. På mange måder minder nutiden
de to forfattere om tiden før det moderne, endda ofte om Det Romerske Imperium, som de idealiserer.
Nok taler de om kommunismens glæder, men det betyder ikke, at deres politiske teori er kommunistisk, vil jeg mene. For de kalder sig også noget andet: De er radikale republikanere.
Empire er et bud på en fremtidig republikanisme, dels som vi kender den fra USA, men faktisk også som vi i Danmark kender den fra Grundtvig. For han var foruden populist og nationalist også republikaner.
Republikanisme er et svært begreb, og mange tænker nok på Bush, når de hører ordet. Det er heller ikke helt forkert; et sted siger Hardt og Negri, at de fuldender det opgør med den stærke stat, som Bush indledte, men som han ikke gennemførte.
Empire er, hvor mærkeligt det end lyder, og hvis man ikke kan sin Marx, et forsvar for en minimalistisk minimalstat.
Her skal man huske på, at de to forfattere kommer fra lande med meget svage stater og stærke civilsamfund. Republikanisme er en drøm om, at magten er fordelt på så mange, at ingen kan tage den. Så vores tradition med, at der intet er over eller ved siden af Folketinget, er udemokratisk. Her har folket taget magten fra staten, og folket er ikke en positiv størrelse hos Hardt og Negri; det er derimod, hvad de kalder ’the multitude’.
Det er ikke let at oversætte det; jeg vil kalde det ’mangfoldigheden’. De siger et sted, at national-staten omdannede ’mangfoldigheden’ til et folk, for derved at kunne beherske det. I det postmoderne er folket ved at blive opløst. Derved fremstår de militante, som udtrykker mangfoldigheden, og som er de nye agerende i modstanden mod Empire.
4. Glæden ved livet vil besejre magtens elendighed, slutter bogen. En revolution er på vej, som ikke kan kontrolleres af nogen magt, fordi biomagten og kommunismen forenes i kærlighed og uskyld. ’Det er glæden ved at være kommunist’. Lyder det til slut.
Og hvad er biomagt? Det er sammen med biopolitik et af de begreber, som bogen arbejder med. De siger f.eks. , at »Mangfoldigheden (the multitude) er biopolitisk selvorganisering«. De bygger delvis på den franske filosof Michel Foucaults teorier om overvågningssamfundet: Vi er totalt underlagt kommunikationssystemer og velfærdssystemer både bevidsthedsmæssigt og kropsligt. Biomagt regulerer det sociale liv indefra. Kapitalen subsumerer
ikke alt, sagde vi med Hans-
Jørgen Schanz i 1970’erne og
havde dermed lidt frihed, men det gør den i dag. Biomagten, Empire eller kapitalen har dog stjålet deres magt, liv og kreativitet fra selve livet, som er det eneste krea-
tive.
Hardt og Negri er livsfilosoffer. Der er kun ’das Leben selbst’ – altså immanens.

Empire er også det sidste imperium. Der var først det romerske; så kom den moderne nationalstat og dermed den britiske imperialisme. Dernæst kom mangfoldighedens første oprør – den amerikanske revolution – og nu er det sidste Empire indført og historien for så vidt slut. Det er, fordi Empires magt er overalt, at den er selve mulighedsbetingelsen for det sidste republikanske opgør.
Men hvad er ’Empire’, og hvor er det? Det er lidt det samme som globaliseringen, men ikke helt. Bogen indledes med ordene:
»Empire is materializing before our very eyes«.
Vi lever allerede i det.
Når man taler om globalisering, så er der dem, der mener, det er en myte. F.eks. Johan Ehrenberg i bogen Globaliseringsmyten. Andre er hyperglobalister og realister; det er Hardt og Negri også. Empire er der, og vi kan erfare det.
De er også enige i, at nationalstaten er død, men det betyder ikke, at suveræniteten er væk, den er blot overtaget af staten Empire. Empire har intet med imperialisme at gøre, slår de fast. For Hardt og Negri hører nationalisme og imperialisme så tæt sammen, at når nationsstaterne forsvinder, forsvinder imperialismen også.
Vi lever altså allerede i den ny netværksstat, Empire, der blot
ikke har et bestemt territorium. Men den er overalt og har den absolutte biomagt, dvs. magt over livet og mangfoldigheden. Empire er muligheden for modstanden.
Empire er en stor stat, som
har opslugt det sted, hvor den selvorganiserende mangfoldighed var: civilsamfundet. Inden i staten eksploderer nu alle de civilsamfundsmæssige elementer.
Budskabet er: Big Government is over.

*Michael Hardt holder foredrag i København i aften. Sted: Institut for Statskundskab, Rosenborggade 15, København. Tid: kl. 19.30. Arr.: Luftskibet.

*Empire udkommer til november på Informations Forlag i Helene Gjerdings oversættelse.

*Hans Hauge Lektor, dr.phil. Institut for Nordisk, Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her