Kronik

Krig eller Marshall-hjælp?

Åbenbart vil USA hellere i krig med Irak end hjælpe den katastrofetruede region på fode – men det er dét, årsdagen for 11. september burde handle om
10. september 2002

Kronikken
I knapt et år har der været ført global krig mod terrorisme, og verden kan i dag ønske sig selv til lykke med, at al-Qaeda og Taleban ikke længere udgør nogen
militær trussel af betydning imod Afghanistan og omgivende regioner.
Al-Qaeda har mistet sine centrale baser og kommandocentre i Afghanistan, selv om en taktisk fejl fra de amerikanske styrkers side har betydet, at tusindvis af al-Qaeda-krigere slap gennem det net, som USA og dets allierede har spændt ud i Afghanistan. De har siden kunnet slutte sig nye farlige og hemmelighedsfulde terroristgrupper, som før eller siden igen vil forsøge at slå til mod vestlige hovedstæder.
I Central- og Sydasien har krigens eftervirkninger været øget ustabilitet og indenrigspolitiske kriser i næsten alle lande. Indtil videre har Vesten stort set ignoreret disse kriser, men deres videre udvikling er uforudsigelig og vil formentlig i højere grad sætte deres præg på det kommende år end den fortsatte jagt på al-Qaeda.
USA, der er som besat af det ene mål at jagte og uskadeliggøre al-Qaedas ledere, har ikke gjort seriøse forsøg på at finde modtræk mod den gærende politiske utilfredshed i regionen. Pentagon og CIA har stadig det afgørende ord i udformningen af Washing-tons politik og strategi, for slet ikke at tale om taktikken, hvor meget lidt har ændret sig siden december 2001, da Taleban blev besejret.
Den samme snævre kreds af politiske beslutningstagere og efterretnings- og forsvarsfolk træffer fortsat alle de vigtige afgørelser. Det noget kløgtigere amerikanske udenrigsministerium under ledelse af Colin Powell ser ud til at være blevet effektivt udmanøvreret, hvilket også gælder de øvrige dele af det amerikanske statsapparat såsom agenturet for international udvikling, finansministeriet, justitsministeriet og Kongressen.
Sidstnævnte instanser burde i højere grad inddrages i den politiske proces, hvor de kunne presse på for en ændret strategi med det bredere sigte at overtale Afghanistans nabostater til at gennemføre politiske og økonomiske reformer med henblik på at forebygge fremtidig ustabilitet og voksende folkelig sympati for lokale islamiske fundamentalistgrupper.
Selv om Taleban og al-Qaeda ikke længere udgør nogen militær trussel imod den afghanske regering, finder der fortsat sporadiske terrorangreb mod amerikanske styrker og Karzais styre sted i landet. Selv den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, medgiver, at situationen er ’grumset’.

Ni måneder efter, at han blev præsident har Hamid Karzai stadig ikke formået at udstrække sin myndighed til hele landet og finde en politisk formel, der kan lægge bånd på de krigsherrer uden for hovedstaden, som dag for dag bliver stærkere og mere trodsige over centralmagten.
Når Karzai ikke har formået dette, skyldes det ikke blot som de fortsatte etniske og stammemæssige spændinger i et land, der er hærget af 23 års krig, men det internationale samfunds mangelfulde indfrielse af to løfter, som blev afgivet ved underskrivelse af Bonn-aftalen om Afghanistans politiske nyordning.
Det første løfte var at mobilisere en international sikkerhedsstyrke, International Security Assistance Force (ISAF) for at stabilisere Kabul og fem andre byer. Imidlertid er ISAF fortsat kun til stede i Kabul, og hvor det tidligere var USA, der blokerede for dens videre udbredelse, at det nu europæerne, der ikke har stillet med de lovede fredsbevarende tropper.
Endnu farligere er det dog, hvis det internationale samfund ikke bidrager med de lovede milliarder til den fond, der skal finansiere genopbygningen af landet, og som Karzai har så hårdt brug for at reducere krigsherrernes indflydelse og skaffe job og økonomisk genopblomstring.
Af den ene milliard dollar, der foreløbig er kommet til udbetaling, er 90 procent gået til huma-nitær nødhjælp i stedet for langsigtede genopbygningsprojekter. Ikke et eneste boligopførelses- eller vejbyggeprojekt er påbegyndt.
I en region, hvor diktatur er normen er Hamid Karzai formentlig den mest legitime regeringschef. I juni valgte et en med overvældende majoritet af et afghansk stammeråd Karzai som for præsident for de næste to år.
Ingen af magthaverne i Afghanistans nabolande kan gøre krav på en tilsvarende legitimitet endsige på at have en demokratisk valgt repræsentativ regering.
Kun Iran – Washingtons bête noir – har noget, der tilnærmelsesvis ligner en legitim folkevalgt regering, selv om den er fuldkommen lammet af den permanente konflikt mellem moderate reformatorer og uforsonlige fundamentalister.
I de fem centralasiatiske republikker er spørgsmålet om politisk legitimitet mere relevant end nogensinde – her afholdes valg efter gammel sovjetisk skik, herskeren er den eneste kandidat og valgene omgærdet af massiv svindel.
Siden oktober sidste år har Usbekistan, Kirgisistan og Tad-sjikistan huset vestlige militærstyrker på vej til at operere i Afghanistan, men alle tre lande har udnyttet deres nye relevans i Vestens øjne som et bekvemt påskud til at optrappe under-
trykkelsen af deres folk og opposition.
Disse ledere nægter fortsat at give plads for den mindste oppo-sition og vil ikke imødekomme det internationale samfunds krav om politiske og økonomiske reformer. Turkmenistan og Kasakhstan, som ikke har nogen vestlig troppetilstedeværelse, men har stillet militærfaciliteter til rådighed for Vesten, har ikke tøvet med at gøre det samme.
Den vestlige tilstedeværelse er blevet anledning til øget undertrykkelse i disse lande, men paradoksalt nok samtidig også til en styrkelse af oppositionen. For første gang siden Sovjetunionens sammenbrud ruster en overvejende sekulær undergrundsopposition sig til kamp mod diktaturet og for indførelse af demokrati.
Næsten alle de centralasiatiske ledere trues nu af disse voksende politiske bevægelser og deres gentagne krav om, at de træder tilbage. De er desuden truet af religiøs opposition i form af de grupperinger af islamiske ekstremister, der før hørte til al-Qaedas støtter. Den økonomiske nedsmeltning og korruptionen i Centralasien bidrager kun yderligere til folkets og især de unges frustration over for deres ledere.
Vesten har nægtet at gribe ind og udnytte sin styrkeposition til overtale disse ledere til demokratiske og økonomiske reformer. En krise er uundgåelig, og inden for de næste 12 måneder kan mange af disse ledere meget vel blive styrtet. Uden institutioner til fredelig magtoverdragelse, er risikoen for blodige magtskifter overhængende og en længerevarende stabilitet synes uundgåelig.

I Pakistan er den indenrigspolitiske krise om muligt endnu mere betændt og tæt på et kogepunkt, hvilket Washington dog ignorerer, så længe præsident Pervez Musharraf fortsætter med at støtte krigen mod terrorisme og stille militærbaser til rådighed for USA.
Musharraf nærmer sig slutningen på sit treårige militærstyre og har lovet at holde valg den 10. oktober. Men det står allerede nu klart, at han planlægger at svindle sig til sejr, og at hans to mest markante udfordrere Benazir Bhutto og Nawaz Sharif, skønt de er ledere af de to største partier, vil blive udelukket fra at deltage.
Ved en omstridt folkeafstemning præget af udstrakt valgsvindel i april udnævnte Musharraf sig selv til præsident for de næste fem år. Nu forsøger han at modificere forfatningen, så han kan bevare en permanent rolle i det politiske
system og oprette et militært domineret Nationalt Sikkerhedsråd, der om fornødent vil kunne tilsidesætte ethvert fremtidigt parlament og ministerpræsident.
Musharraf står nu totalt isoleret og mødes med en strøm af kritik fra politiske partier og borgergrupper. En krise vil formentlig bryde ud umiddelbart før valget eller umiddelbart efter, når selv hærens ’udvalgte parlament’ viser sig uvillig til at blåstemple alle de forfatningsændringer, han ønsker.
En krise i Pakistan kan få store internationale og regionale konsekvenser. Med et krigerisk Indien i øst og al-Qaedas terrorceller
solidt plantet i landet, nedbrydningen af lov og orden, militante grupper, der dræber vesterlæn-dinge og pakistanske kristne og en akut økonomisk recession og dyb polarisering mellem de sekulære demokratiske partier og de islamiske grupper, er det hele landets fremtid, der står på spil.
Indien har indtil videre under dække af krigen mod terrorismen fortsat sin undertrykkelsespolitik i Kashmir, hvilket tidligere på året ansporede Pakistan til at optrappe sin støtte til de militante kashmirere, hvilket igen bragte de to lande på randen af atomkrig.
USA’s diplomatiske bestræbelser har kun formået midlertidigt at kølne krisen, men Kashmirspørgsmålet er stadig som en tikkende bombe. Indien er fast
besluttet på at afholde et valg i delstaten i denne måned, som de pakistansk støttede militante er lige så fast besluttet på at sabotere. Det er uundgåeligt, at spændingen endnu engang vil nærme sig faretruende højder. Det er usandsynligt, at den trængte pakistanske militærregering og Indiens stadigt mere ekstremistiske højrehinduistiske BJP-parti, der konsekvent satser på at udnytte
frygt som politisk våben, af sig selv vil søge til forhandlingsbordet for at afklare Kashmirs fremtid. Det vil kræve et betydeligt internationalt pres at bringe parterne sammen.

Iran står i en lammende konflikt mellem præsident Mohammed Khatamis moderate regering og de uforsonlige mullaher – en strid, der kan bryde ud i sociale uroligheder, hvert øjeblik det skal være. De fundamentalistiske præster er opsatte på at destabilisere Khatami ved at bakke op om alle militante islamistgrupper i området, hvad enten de befinder sig i Afghanistan, Centralasien eller Mellemøsten. Samtidig har USA tilsyneladende opgivet igen at få gang i en åben dialog med Khatami.
Politisk ustabilitet i regionen er netop hvad al-Qaeda og de andre ekstremistiske islamistgrupper ønsker sig allermest og vil gøre deres bedste for at fremprovokere. Et ustabilt Pakistan sønderrevet af spændinger mellem militæret og politikerne eller en krig mellem Indien og Pakistan, der kan føre til Islamabads nederlag, kan give fundamentalisterne den chance, de håber på at få til at etablere en islamisk stat i Pakistan.
Hvis et eller flere af de central-asiatiske regimer falder, kan deres kriseramte økonomier og fraværet af demokratiske alternativer også give de islamistiske ekstremister en lejlighed til at oprette nye terroristbaser og -kommandocentre.

Der er et klart behov for, at Vesten gør disse regimer klart, at krigen mod terrorisme også må indebære, at de må ændre adfærd i forhold til deres befolkninger. Kun indførelse af demokrati kan hele disse opsplittede og ekstremt polariserede samfund.
Det internationale samfunds strategi må også omfatte langt større økonomisk støtte til regionen som helhed. Tanken om ’nationsopbygning’ eller en ’Marshallplan for hele regionen’, som er en vederstyggelighed i Washington, er helt uomgængelig, hvis Vesten skal redde regionen fra yderligere ustabilitet og en truende katastrofe. De videre implikationer af en sådan strategi vil være et stærkt bidrag til at forbedre relationerne mellem Vesten og den muslimske verden.
Imidlertid tyder intet på, at det er en strategi, som USA vil anlægge. I stedet ser Washington ud til at insistere på at angribe Irak uden international støtte, samtidig med at Palæstinakonflikten raser videre. Det vil udløse et kollektivt vredesudbrud i den arabiske og den muslimske verden og gøre det lettere for terrorgrupper at rekruttere nye tilhængere.
At få ram på de tilbageværende al-Qaeda-celler i USA og Europa vil kræve et tålmodigt efterretnings- og politiarbejde. Al-Qaeda og dets ekstremistkloner vil aldrig kunne gøre sig forhåbninger om at opbygge en kommandocentral og støttebase i Vesten, som de gjorde i Afghanistan. Men den regionale ustabilitet i Central- og Sydasien, uforudsete regimeskift eller massebevægelser i gaderne kan give al-Qaeda oplagte muligheder for at genopbygge sig selv.
Krigen imod terrorisme er gået ind i en langt mere kritisk og kompleks fase, hvor det vigtigste slag vil bestå i at rette op på de politiske og økonomiske ubalancer i regionen.
Det vil kræve et endnu større engagement fra det internationale samfunds side at løfte denne udfordring. Den første årsdag for 11. september er således ikke tiden til selvgratulationer, men til at tage fat på de enorme problemer, der ligger foran os.

Ahmed Rashid
er pakistansk journalist og forfatter til bøgerne Jihad:
The Rise of Militant Islam in Central Asia og Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu