Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
24. september 2002


Be-be-be!
Der er et eller andet i forholdet mellem Saddam Hussein og George W. Bush, der minder mig om en sommereftermiddag på en fodboldbane for mange, mange år siden.
Jeg var nok otte og Freddy var nok 12 og han var tyk og han sad oven på mig med knæene boret ned i mine overarme.
Du slipper fri, hvis du siger be, sagde Freddy.
Be!
Nej, du skal sige be-be, sagde Freddy og borede knæene ned i mine ’muskler’.
Be-be!
Da han lagde hele sin vægt på mine arme og kørte frem og tilbage, kom skriget: be-be-be!
Med et fedt smil lod han lange regnorme glide ned i min mund.
Jeg ved ikke hvor meget jeg minder om Saddam Hussein, men jeg ved at jeg hader regnorm – og jeg hader Freddy!

Erik Lyng
Jægerhøjen 24, Thisted

Fakta er ingen hindring
Lars Hedegaard skriver den 27. august i den canadiske avis National Post
*at det danske folketingsvalg i november 2001 for første gang siden 1929 bragte en regering til magten uden socialdemokrater
*at danske myndigheder overvejer at tildele muslimske frivillige i Den Internationale Brigade en særlig ret til at nægte at deltage i aktioner, de ikke bryder sig om
*at Mohammad Omar Bakri (Bin-Laden-sympatisør fra London) havde opnået tilladelse til etablere en organisation i Danmark.
Intet af det har noget på sig. Men skidt, hvem ved det i Canada? For som det fremgår af et svar til Henning Bertram fra Lars Hedegaard den 18. september, mener LH, at kendsgerninger er ligegyldige, når man blot er overbevist om, at man bruger sin sunde fornuft, og hvis det tjener sagen: kampen mod muslimske sæder og skikke.
Med LH’s version af sund fornuft er det åbenbart rimeligt at hævde, at muslimer udgør flertallet af landets dømte vold-tægtsforbrydere, selv om:
*man kun har tal for København;
*man kun har tal for ét år;
*tallene dækker personer med »anden etnisk baggrund«, ikke kun muslimer;
*tallene dækker personer med »anden etnisk baggrund«, hvilket indbefatter personer, som ikke nødvendigvis er bosat i Danmark
*talmaterialet ikke er større end 13.
Og har man sund fornuft på sin side, behøver man ikke stille sig spørgsmålet, hvor stor/lille en procentdel de 13 dømte forbrydere udgør af muslimerne i Danmark/personer med anden etnisk baggrund?

Søren Søndergaard, MF,
og Michael Voss,
pressesekretær, Enhedslisten

Iraks børn
Efter sigende er en halv million børn allerede døde i Irak, delvis på grund af. USA’s veto imod salg af udstyr til vandrensning. Hvor mange flere børn skal dø med den elendige undskyldning: masseødelæggelsesvåben? Det er jo i virkeligheden olien, der er målet. Kan prisen for vores levestandard nogensinde blive for høj?

John Jørgensen,
Hestbækvej 166, Farsø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her