Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
23. september 2002


Send dem en regning
Via skatten betaler vi bl.a. for at have et velfungerende vejnet og et politikorps. Hvis store firmaer, som McDonalds, Q8 og Nestlé, ikke betaler skat, så send dem en regning for brug af vejnet og politikorps. Send dem en stor regning – hvert år.

Jesper Olesen
Agnetevej 26, Odense

Nationalsocialistisk?
I Informations interview med Peter Skaarup den 19. september 2002 udtaler denne, at Dansk Folkeparti ligger til venstre for Socialdemokratiet og er nationalt. Altså er et nationalt arbejderparti.
Betyder det, at man fremover kan kalde Dansk Folkeparti nationalsocialistisk?

Mogens Bagger
Kridtbakken 3 Oplev
9520 Skørping

Positiv særbehandling
Af hensyn til ligestillingen ønsker socialdemokraternes kulturpolitiske ordfører køb af sex hos kvinder kriminaliseret. Jeg synes, det er rigtigt set:Kønskvoteringen i den branche er urimeligt skæv. Men midlet er forkert.
Tænk dog positivt! Yd tilskud til køb af sex hos mænd.

Peter Bidstrup
Nørrevej 15, st.
3070 Snekkersten

Hvor svært kan det være?
Vores Folketing vil åbenbart ikke lave en lovgivning, der får de store multinationale firmaer til at betale skat af deres fortjeneste her i Danmark. Vismændene mener, at det drejer sig om en manglende indbetaling på omkring 16 mia. kr pr. år.
Når der er nogen, der ’snyder’ så meget i skat, så betyder det, at hver eneste dansker skal betale over 3.000 kr ekstra i skat for at få regnskabet til at gå op. Det er ikke rimeligt.
Du og jeg kan meget let gøre noget for at ændre på denne uret. Vi skal blot flytte vore indkøb f.eks. fra Q8 til DK-benzin, fra McDonald til den lokale pølsemand, fra Coca-Cola til... osv. osv. Disse ’små’ firmaer betaler nemlig deres del til vores fælles kasse, og så vil vi få mere at gøre godt med.
Det gode gamle ord: ’Tænk globalt, handel lokalt’, gælder også her.

Eina Berg
Georginehaven 35, Smørum

Vil vi have en sejr?
Jamen så må vi jo spørge politidirektør Hanne Bech Hansen: I Informations artikel om Bamselinehegnet citeres du af journalisten for at havet sagt: »Globale Rødder har skrevet til os, at de vil begå civil ulydighed. ’Vi vil have en sejr’, har de skrevet, og det tolker vi som et ønske om at forstyrre ved møderne.«
Er du citeret korrekt af journalisten? Og kan du i så fald dokumentere, at Globale Rødder har skrevet til jeg som angivet?
PS: Det er måske lidt for meget forlangt, som Rasmus Bjerre fra Globale Rødder (12. september) gør, at en journalist med det samme skal bede om kilder til citater. Men det er ikke for meget forlangt, at Bjerre afholder sig fra at kalde mig »total politisk passiv«, når han intet ved om det.

Erik Jespersen
Italiensvej 22, Kbh. S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her