Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
7. september 2002


Når det går ud over forstanden
Birthe Rønn Hornbech i i2, 30. august: »Og det overgår også min forstand, at det Udenrigs-politiske Institut skal til at beskrive noget, som jeg opfatter som indenrigspolitisk.«
Nå ja, forstanden er jo, hvad den er. Det er der vist ikke noget at gøre ved.

Svend Holm-Nielsen
Skodsborgparken 26, Skodsborg

Havet dør
Kære Statsminister Anders Fogh Rasmussen. »Verdenstopmødet i Johannesburg nytter ikke«, »det er en snakkeklub, verden bør handle konkret, når det gælder udvikling«, kan vi læse i aviserne, at du skulle have sagt i Johannesburg.
Vi i Levende Hav mener også, at de store topmøder bør nedprioriteres til fordel for konkrete andlinger for en mere retfærdig bæredygtig udvikling.
Vi skal opfordre dig til handling i forhold til det danske havmiljø. Store havområder udsættes nu for det værste iltsvind nogensinde. Havet dør fordi landbruget udleder alt for meget kvælstof og fosfor. Det er en katastrofe for fiskerne, særlig de mindre fartøjer i kystfiskeriet.
Fiskeriet selv, bærer deres del af ansvaret for, at fiskebestandene er nede på et uacceptabelt lavt niveau. Men tilbage står landbruget med ansvaret for ødelæggelserne af havets økosystem, og dermed fødegrundlaget for de fiskebestande som fiskerne lever af. Vi vil gerne tro, at du taler fra hjertet, når du opfordrer os alle til konkret handling, der hvor vi kan. Du skal vide, at besætningen her ombord på M/S Anton også taler fra hjertet med denne opfordring.
Du har magten til forandring på havmiljøområdet, vi beder dig – brug den magt til sikring af et bæredygtigt havmiljø og fiskeri i Danmark.

Kurt Bertelsen Christensen
Talsmand i Levende Hav
pt. Agersø

Hvorfor er I NOT?
Tanker affødt af artiklen om Informations reklamekampagne:
I artiklen på weekendens bagside lyder det fra flere eksperter at en avis ikke kan være retro. De herrer taler om retro som et modebegreb der er overfladisk, hvilket ikke stemmer overens med avisen. En avis bør være langt mere alvorlig.
Men her overses det, at indhold og overflade skal adskilles, hvis man taler om retro. Når moden benytter sig af tidligere tiders udtryk, betyder det ikke
at bevidstheden fra tiden følger med i pakken. Den unge fyr med hanekam på gaden er ikke punker i politisk forstand. Retro er altså overflade, der ikke stemmer overens med indholdet.
Man kan derfor ikke afvise, at Information kan benytte sig af modebegrebet i sin nye kampagne.
Uffe Buchard er kort inde på avisens logo som retro, og her har han ret. Informations overflade er dens typografi. Mit bud er: Lancer avisen med det grafiske design fra 1945 og I har en vaskeægte retroavis.
Den bliver et hit hos de unge!

Rikke Villadsen
designstududerende

Flot forsøg?
30. august giver avisen ros til Per Stig Møllers køreplan for fred i Mellemøsten, og kalder det et ’flot forsøg’. Det undrer mig.
Der har i årevis været bred enighed om, at de israelske bosættelser er den største hindring for fred, ødelagde Oslo-processen og fremprovokerede den nye intifada.
Bosættelserne fylder nu 40 procent af de besatte områder og gør et almindeligt palæstinensisk samfundsliv umuligt. Det første punkt i en god fredsplan er derfor en afvikling af bosættelser, også for at give palæstinenserne en tro på, at der kan blive et land at være borger i.
Men punkt 1 er, at palæstinenserne holder valg og gennemfører reformer. Det er der selvstændige gode grunde til, men unødvendigt for en fredsproces.
Palæstinenserne har en præsident, en regering og et parlament samt et apparat til håndtere de civile opgaver – i det omfang Israel ikke har smadret det.
Kravet om valg ligner et forsøg på at forhale det uundgåelige: en israelsk tilbagetrækning.
Jeg synes planen emmer af, at der ikke er vilje til vride arm på den israelske besættelsesmagt, men at man i stedet forlanger at det besatte folk skal lave demokratiske hop på stedet.
Jeg er forundret over, at en avis som er rundet af en kamp mod en besættelsesmagt, kan bifalde dette.

Ole Olsen
Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening
Munkesøvej 21 B, Roskilde

Orientering til venstre
Jeg læser gerne, hvad du skriver og udtaler, Birthe Rønn Horn-
bech, for du er en omtænksom dame. Men! Nu løber følelserne af med dig.
Vi har en 60 år gammel taknemmelighed til USA. Men jeg tror, at 90-95 procent af os, der følte (og føler) os orienteret til venstre, ikke gjorde det, fordi vi elskede Sovjet (som vi vel i øvrigt også havde en 60 år gammel taknemmelighed til?). Men fordi vi tog afstand fra USA’s opførsel under koldkrigen med McCarthy og indgrebene i f.eks. Sydamerika; de var da vist ikke særligt demokratiske, tænk på Allende i Chile.
Jeg var mellem de mange, der af letforklarlige grunde havde sympati for Tito, og vi fik jo ret, da bruddet til Sovjet kom (det var godt nok Stalin, ikke Tito, der gennemførte det, fordi Tito og Dimitrof i juli 1947 stak hovederne sammen i Zagreb og snakkede om et Stor-Sydslavien).
Men USA fortsatte fuldstændig dogmatisk med at fordømme alle, der havde haft forbindelse med kommunisme, så f.eks. deltagere i arbejdslejre i Jugoslavien – så vidt jeg ved – til evig tid var afskåret fra at komme ind i USA. Jeg har ikke prøvet, for jeg har aldrig haft lyst.
USA har selv været ude om, at så mange i Europa orienterede sig til venstre.

Niels-Jørgen Tortzen
Grønnegade 25, Nykøbing F

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her