Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. september 2002


S ikke gift med EU
31. AUG. – Den igangværende debat vedrørende fornyelse af Socialdemokratiet søges her tilføjet et par nye vinkler.
Alle folkeafstemningerne vedrørende EF/EU viser som bekendt, at der er en stor del af vælgerne, der er modstandere eller skeptikere i forhold til EU og EU-forhold. Disse EU-modstandere hhv. EU-skeptikere er imidlertid slet ikke repræsenteret i Folketinget i nær tilsvarende omfang.
Det er på høje tid der bliver rettet op på dette. Det kan passende foregå ved, at Socialdemokratiet åbner for EU-modstandere og EU-skeptikere i partiet og på opstillingslisterne til Folketinget (og kommunal- og amtsrådsvalgene). Herved kan der komme en tiltrængt fornyelse med en mere nuanceret debat om og stillingtagen til EU i Folketinget.
Det er simpelthen et betændt politisk problem for demokratiet i Danmark, at langt de fleste EU-modstandere og EU-skeptikere ikke er repræsenteret i korrekt forhold i primært Folketinget. Selv i de tilfælde, hvor EU-tilhængerne har tabt folkeafstemninger om EU, er der ikke umiddelbart efter udskrevet folketingsvalg med EU som tema.
Alt i alt er det ikke reelt demokratisk (selv om det snævert formalistisk kan dækkes ind under at være lovligt). Når en regering kommer i mindretal på et så væsentligt spørgsmål, ligger det i selve demokratiet, at der skal udskrives nyvalg.
Den foreslåede fornyelse her vedrører især S, men kan i høj grad udstrækkes til K og V, der også har alvorligt behov for lignende fornyelser.

Flemming Nielsen
Kildedalen 49, Hillerød

Grass på automatpilot
1. SEPT. – Ud fra den hårde bedømmelse af Danmark og regeringens udlændingepolitik, burde Günter Grass kunne forstå dansk. Ellers giver hans retorik ingen mening, medmindre det er ren reflekspropaganda.
Hvis Information viser ham læserdebatten, vil jeg anbefale ham at læse Kåre Bluitgens opgør med venstrefløjens multikulturelle naivitet.
Den ville give den gamle forfatter et helt andet perspektiv på virkeligheden.

Christian Torben Lindhardt-Larsen
Duemosepark 168, Farum

Hurra Grass
1. SEPT. – Stil Bertel Haarder oven på Else Theill Sørensen og de to oven på Birthe Rønn Hornbech og dem alle tre oven på Jesper Langballe og de vil stadigvæk ikke være store nok til
at binde Günter Grass’ snørebånd.
Hvor er det betryggende at vide, at når de fire ’situationens diktatorer’ er glemt (bortset fra eventuelle skamstøtter rejst
af utaknemmelige borgere),
huskes og læses Günter Grass.

Poul Malmkjær
Gentofte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her