Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
26. september 2002


Værsgo’ Dansk Folkeparti!
Jeg troede ikke på, at de ville lade det ske: udvise en kurdisk mor, som har en 11-årig søn og sin mand i Nykøbing F. og har udsigt til arbejde, til Tyrkiet.
Udlændingestyrelsen skønner, at hun har større tilknytning til Tyrkiet end til Danmark. Med barn og mand her?
Denne tragiske sag kan måske åbne nogens øjne for, hvad stramningerne i lovene over for udlændinge kan betyde.
Umenneskeligt er det – og det tillader en borgerlig regering!
Kafia Kalkan, som moderen hedder, havde tilbud om job hos en restauratør, fordi hun er ekspert i kurdisk mad. Hun skulle kun have opholdstilladelse.
Nu kan hun få lov at besøge sin søn og mand på turistvisum i Danmark, et humant land.
Integration, arbejde? Jo, godmorgen! Hvad siger integrationsminister Bertel Haarder?
Værsgo’ danske Folkeparti! Holder I ikke hånden over de svage? Her har I et resultat af jeres fremmedpolitik.

Niels-Jørgen Tortzen
Grønnegade 25, Nyk. F.

Venstremænds specielle farvesyn
På Venstres jubel-landsmøde i weekenden (den 21.-22. ds.) blev valgdagen sidste år – den 20. november – i panegyriske vendinger udråbt til at være ’den store blå tirsdag i vort lands politiske historie’ (reportage på DK4-kanalen).
Hvis de gode Venstremænd – såvel regerings- og folketingsmedlemmerne som de menige partigængere – vitterligt skulle være i besiddelse af et objektivt farvesyn – som folk uden for det store regeringsbærende parti er i besiddelse af, havde den bombastiske udbasunering på landsmødet jo retteligt lydt: »Den store sort-brune tirsdag i Danmarkshistorien«.

Jørgen Albeck
Thurøvej, Thyborøn

Massakren i Panama i 1989
I artiklen » En duehøg gør ingen fred« skriver Norman Solomon 16. september, at »hundredvis af civile omkom i de første timer af invasionen«.
Ifølge en amerikansk undersøgelseskommission ledet af den fhv. justitsminister Ramsey Clark myrdede USA’s militær ved den lejlighed ca. 6.000 børn, kvinder og mænd, altså almindelige civile borgere.
Ingen amerikansk soldat eller officer er nogensinde blevet anklaget for noget som helst.
USA er blevet dømt for stats- terrorisme ved den Internationale Domstol på grund af forbrydelser begået i Nicaragua. Men USA’s statsterrorisme i Panama er verden gået let hen over.
Fri os for Pax Americana, men sådan nogle sataner.
Oven i købet er de endnu dygtigere end selv Dr. Goebbels i Washington.

C-E Hamle
Plantagevej 26, Silkeborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her