Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

25. september 2002


Fri os for flere Østrig-sager
Europabevægelsens formand Erik Boel beroliger mig og min bekymring for Tyrkiets optagelse i EU ved at henvise til boykotten af Østrig i 2000. »I den såkaldte Østrig-sag for et par år siden viste EU vilje til at håndhæve disse (demokratiske, PS) principper« skrev Erik Boel (23. september 2002).
Jeg er helt uenig. Tænk på hvilken belastning Østrig-sagen var for EU og for EU’s omdømme. EU boykottede et demokratisk pletfrit valg i et demokratisk pletfrit land, bare fordi EU’s (socialdemokratiske) regeringschefer ikke brød sig om et bestemt parti. Efterfølgende udtalte flere statschefer, at det samme kunne ske, hvis Dansk Folkeparti kom til at udgøre det parlamentariske flertal i Danmark. Er det demokrati?
Næ, for Tyrkiets vedkommende skal landet være så demokratisk forankret, så EU ikke behøver at overvåge og boykotte landet, blot fordi vælgerne stemmer på et forkert parti. Det er godt, at Den europæiske menneskerettighedsdomstol forbyder partier, der vil indføre sharia, som det skete med Velfærdspartiet i Tyrkiet.
Det er lidt rystende, at Erik Boel kan sammenligne Østrig og Tyrkiet. Der er himmelvid forskel. Men Erik Boel må da være enig i, at det ville være tåbeligt af EU at optage et land, som det efterfølgende skulle boykotte.

Peter Skaarup
MF, medlem af EU-konventet

Verden er tavs
Mens Israel (magthaverne) kører på med fuldbyrdelsen af den zionistiske udryddelse af det palæstinensiske folk, er verden og Vesten i særdeleshed tavs. Frankrig alene fordømmer, Tyskland er tavs som graven på grund af valgkamp, en uheldig justitsministers udtalelser og det gamle Holocaust-syndrom, EU-formandskabet i dette tilfælde, Danmarks udenrigsminister beklager, men afslutter med Bush-retorikken; ’Arafat må anstrenge sig mere og stoppe selvmordsbomberne’. Som om Arafat overhovedet har muligheden? Han kunne lige så godt have bedt Paven stoppe alverdens sex-overgreb. Hvornår vågner Vesten (Europa) op og tager et ansvar?

Bent Brogaard
Provstevænget 5, Galten

Slagteren fra Libanon
Ifølge præsident Bush skal vi i krig mod Irak, fordi Hussein ikke har overholdt FN-resolutioner om at lade våbeninspektører ind i landet.
Og ’vi’ skal altså med, i følge statsminister Anders F. Rasmussen.
Men hvornår går vi så i krig med et land, som har siddet langt flere FN-resolutioner overhørig end Irak? Jeg mener her Israel. Jeg er personligt dybt rystet over at ’Slagteren fra Libanon’, Ariel Sharon, dømt som hovedansvarlig for nedslagtningen af kvinder, mænd og børn i en flygtningelejr i 1982, dømt til aldrig at kunne holde et politisk erhverv, uden at nogen europæiske statsledere griber ind, er i gang med at jævne det palæstinensiske selvstyres hovedkvarter med jorden.

Malene Steen Nielsen Flagga
Bremensgade 33, København S

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu