Kronik

Less is more

Kjell Askildsens prosakunst er en åbning mod virkeligheden, hvor vi på samme tid er udleveret til hinanden og dog alene. Askildsens danske oversætter, forfatteren Jens Christian Grøndahl skriver her om sit forbillede
Debat
27. september 2002

Kronikken
Mit første indtryk af Askildsen var fotografiet bag på En pludselig frigørende tanke. Det sort-hvide portræt af den tynde, furede mand fik mig til at tænke på en tegning af Giacometti, ikke bare på grund af de markerede træks net af linier, men også på grund af blikkets registrerende neutralitet. Og nu er jeg allerede i færd med at karakterisere mandens prosa, som jeg tre gange har haft den glæde at ’oversætte’.
Jeg må bruge anførselstegn, for Askildsens norske er så tæt på dansk, at der egentlig bare har været tale om at gennemskrive novellerne på ny, men det har givet mig lejlighed til at lære ham at kende helt ned i syntaksens mindste led. Somme tider har jeg været nødt til at tage mig små friheder for at bevare den upåfaldende enkelhed, der kendetegner hver af hans tekster. Det virker så henkastet og selvfølgeligt altsammen, så tæt på hverdagssproget, men der er ikke et forholdsord eller komma, som er tilfældigt anbragt. Vidste man det ikke, kan man ved at læse Askildsen forsikre sig om, at enkelhed også i litteraturen er resultatet af krævende og stædigt arbejde.
En billedhugger, jeg kender, sagde engang, at når man betragter en skulptur, må der ikke være et eneste punkt på dens overflade, hvor blikket standser op. Hvert punkt skal føre blikket videre i en fortsat bevægelse, så helheden fremstår som andet og mere end detaljernes adderede sum. Man kan sige det samme om den fortællende realisme hos Askildsen. Det var også strengheden i Giacomettis kunst, der fik mig til at forbinde den med Askildsens blik på portrætfotoet. Den schweiziske billedhugger synes livet igennem at have arbejdet på den samme skulptur, ikke ved at detaljere den yderligere, men ved at reducere den indtil det punkt, hvor figuren står og vibrerer som en streng i intetheden.
Less is more. Sådan lød de funktionalistiske arkitekters motto. Det kunne være Askildsens eget, hvis han ikke var for beskeden og uprætentiøs til at slå om sig med mottoer. Hans noveller er som luftige bygninger af ord, der åbner sig enkelt og klart omkring læseren. Jo færre ord, desto mere genkendelighed. Det er den paradoksale visdom i Askildsens metode.
Der er kunstnere, som tilbringer et liv med at arbejde på det samme værk. At beskylde dem for at gentage sig selv er at afsløre, at man ikke har forstået, hvad deres arbejde går ud på. Askildsens noveller ligner hinanden, ikke fordi han gentager sig selv, men fordi han igen og igen, trofast, vedholdende og aldrig tilfreds, forsøger at fortælle den historie, der gjorde ham til forfatter. Strengheden karakteriserer ikke bare formen. Trods deres tørre,
diskrete komik er novellerne i enhver forstand strenge, når de illusionsløst og med stilfærdig brutalitet afdækker det fortrængte og skamfulde i personernes indre.
Jeg var meget spændt, da jeg første gang skulle møde den strenge herre fra fotografiet. Han viste sig at være en af de venligste, mest imødekommende kolleger, jeg kender. Men også dét kan man vel bruge et liv på at øve sig i: balancen mellem integritet og imødekommenhed og hos en mand – balancen mellem mildhed og maskulinitet. Evnen til at fastholde det ene uden at sætte det andet over styr.

Norsk litteratur har i Kjell Askildsen en europæisk forfatter, og heldigvis er Europa ved at opdage det. Han er forfatter, før han er nordmand. Ganske vist er hans personer og temaer rodfæstet i en særlig norsk, protestantisk puritanisme, hvor den kollektive overvågning afspejles i den enkeltes bevidsthed som angst, sprogløshed og undertrykt vrede. Men det er Askildsens kunst, at han kan skrive, så angsten, ensomheden og tomhedsfølelsen bliver genkendelige også for læsere, der er lykkeligt uvidende om Jantelovens kuldslåede Skandinavien.
Hvis han får mig til at tænke på andre forfattere, er det ikke som en marginal skikkelse, der langt om længe har meriteret sig til at blive optaget i den internationale elite. Flere har bemærket slægtskabet med Becketts ensomme, reducerede personer, der står og skælver på sprogets og eksistensens nulpunkt. Man kunne også nævne Hemingways noveller, deres nedkølede mådehold i antydningen af, hvad der ikke bliver sagt. Men jeg kommer oftere til at tænke på Raymond Carvers personer, der er lige så indespærrede som Askildsens i middelklassens præfabrikerede livsformer, den ritualiserede kommunikation og rutinernes lukkede, klaustrofobiske kredsløb, hvor aggressioner ind imellem slår ud som små katastrofer.
Jeg kommer desuden til at tænke på Nathalie Sarraute, der på sin egen måde udforsker det samme som Askildsen: situationernes angstfyldte mikropsykologi, den sociale interaktions klæbrige tråde, som personerne aldrig kommer fri af. Alt det uudtalte, ’underteksten’, der får samværets konventionelle overflade til at sitre og slå sprækker. Og så vil jeg nævne Agota Kristof, der ligesom Askildsen foretrækker at minimere syntaksen til korte hovedsætninger med ligefrem ordstilling: en kantet, bevidst ukunstlet prosa, der svarer til ukueligheden i teksternes konfrontation med uforløste smertepunkter, viljen til at se klart uden forsonende omskrivninger.
Endelig er den misantropiske fortæller i Thomas F’s siste nedtegnelser til almenheten beslægtet med Thomas Bernhards personer. Begge forfattere skriver – blandt andet – for at hævde individualitetens anarki, vriste sig fri af den omklamrende socialisering, dens glatte, tabuiserende sprog, bornerthedens livsfornægtende selvundertrykkelse. De skriver sig gennem det samme opgør igen og igen, fordi det at skrive er forbundet med at kunne trække vejret.

Askildsen er en samtidig forfatter. Det er ikke så banal en konstatering, når man tænker på nogle af hans yngre samtidige, hvis temaer kan synes mere i tråd med det ’fragmenterede’ postmoderne kommunikationssamfund. Men hvorfor er Askildsen mindst lige så samtidig? Han, der skriver i en klassisk, behersket stil og vedbliver med at kredse om personer og miljøer, der ikke synes at have ændret sig i et halvt århundrede?
Selv om han opretholder den klassiske novelles begrænsning af tid og sted, respekterer han ikke genrens krav om en overraskende pointes ’aha’. Hans tekster er scenisk opbygget, nærmest filmiske i deres forståelse for den rytmiske og episke betydning af sætningernes rækkefølge, men ellers er de ret udramatiske, og hvad der er endnu vigtigere: forløsningen udebliver. Novellerne er åbne i begge ender. Det var alt sammen bare en passerende tildragelse, et kort blik ind i et liv, som må formodes at fortsætte på den samme måde. Som om intet var hændt.
Ved at skuffe genrens overleverede dramaturgiske forventninger antyder forfatteren, altid meget diskret, at der også er tale om et brud med fortidige livstolkninger. Men det kan man jo sige om stort set al moderne litteratur. Det samtidige ved Askildsen er, at hans tekster også unddrager sig de tolkningsmønstre og udtryksmåder, der har knyttet sig til modernismen.
At religionen er en udtømt, retorisk form, og at tilværelsen er uden metafysiske ’håndtag’, det kan
efterhånden ikke overraske nogen. Det er mere overraskende, at også den ensomme, isolerede bevidsthed – et af modernismens klenodier – hos Askildsen hverken fremstilles tragisk eller parodisk, men lakonisk. Her er nihilismen en simpel iagttagelse på linie med iagttagelsen af skyer på himlen. Individet bliver ikke mere enestående af at være adskilt fra de andre, og det har sine konsekvenser for stilen. Den dramatiserer ikke personernes følelsesmæssige turbulenser, men nøjes med at referere. Den artikulerer ikke en tolkning af meningstabet ved at blive patetisk-ekspressiv eller ved at lege med metafiktionens ironiserende masker. Fortællingens prunkløshed giver afkald på enhver tolkning overhovedet og vidner om, at fortælleren gør det samme.
Nok er perspektivet hos Askildsen altid personligt, og alt opleves gennem en personlig bevidsthed, men det synes at være underordnet, om der fortælles i første eller tredje person. Modernismens inderlige ’jeg’ er her erstattet af individer, der ikke plages af nogen synderlig autenticitet. Det er en af forfatterskabets diskrete erkendelser, at det ene individ kan udskiftes med det andet. Personerne er så godt som anonyme, de har ingen særlige kendetegn. Ingen er uerstattelige i disse hverdagsscener, og de medvirkende lader til at ane det. De er forbundne, men det gør ikke deres identitetsfølelse mindre sårbar. Tværtimod er de hele tiden ved at blive væk for sig selv.
Som så meget andet forbliver alt dette usagt og så meget desto mere påtrængende. Men Askildsens kunstneriske format viser sig ved, at så nedslående indsigter på individets vegne ikke mindsker hans solidaritet med sine personer. Less is more. Jo mindre der ud fra en overfladisk betragtning er at fortælle om os, desto mere har vi brug for at blive fortalt. For ikke at forsvinde helt.
Hist og her kan man finde rudimenter af psykoanalysens temaer, sådan som man kan gøre det overalt i det tyvende århundredes litteratur. Men i ældre fiktion kunne psykoanalysen spille en forløsende rolle i overensstemmelse med det gammelmoderne dannelsesideal, som en frigørelse af det suveræne og autentiske om end tragisk ensomme individ. Ikke hos Askildsen. Her forbliver det ubevidstes fortrængte skygger, hvad de hele tiden har været: flygtige, udflydende omrids under situationernes ustabile overflade. Den pludselig frigørende tanke er i disse noveller først og fremmest tanken om, at de overhovedet blev skrevet. At noget så uhåndgribeligt som kontaktløsheden mellem mennesker kan udtrykkes i en form, der kommunikerer så præcist.
Askildsen afstår fra at tolke for at nøjes med at vise. Synliggøre, hvad der er så tæt på, at man knap nok ser det. Opfange de uhørlige signaler mellem ordene i tilsyneladende tilforladelige udvekslinger, hvor selv meningstabet og ensomheden er blevet hverdag.

Som sagt er der kunstnere, der tilbringer et liv med at arbejde på det samme værk. Jeg nævnte Giacometti. Jeg har lyst til at nævne en anden, der kulturelt forekommer fjernere. Men igen tror jeg kun sammenligningens vidtløftlighed bidrager til at understrege værkernes universelle menneskelighed, som vel at mærke før alt andet er en æstetisk kvalitet.
Ligesom Askildsen fortalte også den japanske filminstruktør Yasujiro Ozu de samme historier igen og igen. Ligesom nordmanden berettede japaneren om anonyme middelklasseliv, om emotionelle spændinger mellem familiemedlemmer, al den uudtalte smerte, angsten for at tabe ansigt, adskillelsen og ensomheden, handlingslammelsen og den ustabile identitetsfølelse hos individer spundet ind
i den småborgerlige dekorums
ritualer.
Hvor Ozu oftere viser sig som humorist, er Askildsen uforanderligt lakonisk, og hvor Ozu er melankolsk, forbliver Askildsen nøgtern. Men Askildsens enkelhed har sin parallel i Ozus tilbageholdende filmsprog, som for det meste bestod af statiske, gennemkomponerede tableauer, og ligesom Askildsens noveller på overfladen er begivenhedsløse, ’sker’ der heller ikke noget i Ozus film. Billederne står ofte tomme i lang tid, før skuespillerne kommer ind, og lige så
ofte dvæler kameraet ved tilsyneladende irrelevante detaljer, når det da ikke er personerne der falder i staver over deres nære omgivelser, ikke som symbolske klangrum for deres indre tilstand, men som referencer til en ydre verden der fremtræder meningsløs, hermetisk og udeltagende.
Både Ozu og Askildsen tager afstand fra den dramatiske individualisme i europæisk fortællekunst, men de er så meget desto mere trofaste over for det anonyme menneskes rådvildhed og tvivl på sig selv og verden: den enkeltes trivielle, men ikke af den grund mindre virkelige smerte.
Også i deres iscenesættelser ligner de to hinanden. Ozus film synes alle at være optaget i det samme kontor, på de samme værtshuse i Tokyo, i den samme forstadsvilla med vægge af rispapir. De samme handlinger går igen fra film til film. Et tog kører over en bro. En mand kommer hjem, tager den europæiske habit af og ifører sig kimono. De samme billeder optræder i alle filmene, ligesom hos Askildsen hvor det synes at være det samme hus, den samme veranda, den samme have, det samme plankeværk, den samme stue og det samme soveværelse, der går igen.
Somme tider hedder personerne hos Askildsen også det samme, og de foretager sig de samme bevægelser: ud i haven, ind i huset, op på soveværelset, ned ad trappen, ud i køkkenet, ind i stuen, tilbage til haven. Ustandselig tænder de en cigaret og slukker den igen før den er røget, kun for at tænde en ny.
De ritualiserede handlinger udgør hos begge fortællere et katalog af konstanter, et vokabular hvis klaustrofobiske begrænsning er en pointe i sig selv. Men begrænsningen er også et signalement af den suveræne frihed hos to kunstnere, der er så sikre på hånden, at de ikke behøver supplere værktøjskassen særlig meget for at få den samme historie til at virke ny. Og til at virke på ny.
Når jeg ser en film af Ozu, sker der det samme, som når jeg læser en novelle af Askildsen. Fortælleren stiller sig ikke imellem mig og det fortalte. Han træder til side. Fortællingen er ikke et udtryk for hans indlevede, følelsesintense individualitet, men en åbning mod den levede virkelighed, som både er hans og min og alle andres. Virkeligheden, hvor vi på samme tid er udleveret til hinanden og dog alene, ude af stand til at undslippe eller selv give slip på den anden, og dog så sjældent i kontakt.
Det er en hård indsigt, men det hårdeste er måske den lavmælte og usentimentale, afdramatiserede og dog ubønhørligt præcise måde, den bliver formidlet på. Smerten og
ensomheden er ikke en patetisk
pointe, en privilegeret erkendelse, som tolkes frem gennem kunstnerens gestikulerende kamp med stoffet. Der er blot tale om en simpel konstatering. Som i den slutscene hos Ozu hvor en ung kvinde efter en lang pause vender sig mod den ældre kvinde, hun sidder sammen med, mens de ser ud på floden, hvor en damper passerer:
»Hvor er livet egentlig skuffende.«
»Ja.«

*Jens Christian Grøndahl f. 1959. Uddannet som filminstruktør. Debuterede 1985 og nåede ud til et stort publikum i 1998 med romanen Lucca, som han også modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær for. Senest kom kortromanen Virginia (2000)

FAKTA
Kjell Askildsen
Kjell Askildsen, f. 1929, norsk forfatter, debuterede i 1953, men fandt sin egen stil med novellesamlingen Kulisser (1966). Hans ordknappe, registrerende sprog har fundet dedikerede læsere i Norge, såvel som i udlandet, hvor hans bøger er udkommet på mange sprog. Jens Christian Grøndahl har oversat flere af hans værker til dansk, bl.a. En pludselig frigørende tanke (Per Kofods Forlag,1989) og i morgen udkommer Askildsens seneste novellesamling, Hundene i Thessaloniki

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her