Læsetid: 2 min.

Løgn til udlandet

Debat
14. september 2002

Lars Hedegaaard fylder The New York Post med opspind

Opgør om fortid
Torben Krogh skriver den 5. september tankevækkende om Jyllands-Postens oplysninger om en angivelig dødsliste over danske jøder.
Der er endnu en interessant vinkel på affæren: Den 27. august bragte The New York Post med overskriften »Something rotten in Denmark« en artikel af Daniel Pipes og Lars Hedegaaard. Daniel Pipes er historiker, kendt som kommentator med speciale i stærkt pro-israelske, pro-intervention-i-Irak og anti-muslimske synspunkter. Lars Hedegaard præsenteres som »journalist og historiker« og turde være velkendt i den danske debat.
Artiklen er allerede blevet genoptrykt i National Post i Canada, Jewish World Review og Israel Insider, og den citeres på alverdens websites og nyhedsgrupper. Hvad der hyppigst citeres, er den indledende fanfare (her i min oversættelse): »En muslimsk gruppe i Danmark annoncerede for nogle dage siden, at de ville give en dusør på 30,000 dollar for mordet på adskillige fremtrædende danske jøder.«

Løgn om statistik
Jeg erindrer ikke at have set noget sådant refereret i de danske medier. Medmindre der tænkes på Jyllands-Postens artikel fra 11. august (denne formodning har Daniel Pipes senere bekræftet). Problemet er bare, at det ikke er, hvad der står i Jyllands-Posten. Der har aldrig været tale om en ’annoncering’ fra en ’gruppe’, og der aldrig været nævnt en ’dusør’ og et beløb på ’30,000 dollar’.
Et andet punkt, der har vakt begejstring rundt omkring, er dette: »Muslimer udgør kun fire procent af Danmarks befolkning, men udgør hovedparten af landets dømte voldtægtforbrydere.«
En forudsætning for dette udsagn må være, at der føres statistik over religiøst tilhørsforhold hos de personer, der kommer i kontakt med retssystemet. Det er imidlertid ikke tilfældet. Derimod har Danmarks Statistik lavet et par undersøgelser omkring »Kriminalitet og national oprindelse«. De er offentligt tilgængelige på politiets website.
Man kunne prøve at se, om udsagnet ville blive rigtigere, hvis »muslim« blev erstattet med »indvandrer«, men svaret er nej. Udfra de rapporter, som politiet har offenliggjort, så var tallene i år 2000 25 indvandrede, inklusiv efterkommere, og 70 danskere.
Det er én ting at have markante synspunkter på muslimske indvandrere i Danmark. Det er en anden ting, at fabrikere et net af, ja, lad os sige det lige ud: løgne. Det er især ironisk, at netop Lars Hedegaaard står som medforfatter og garant for indholdets korrekthed. Ulrik Høy peger i Weekendavisen på ham som en af flere »faglige kapaciteter«, der kunne forestå det, der vel efterhånden mest omtales som ’kommunistundersøgelsen’. Man kunne frygte for resultatet, hvis det blev så.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her