Kronik

Markedet virker jo ikke

Fronten mod de fattige er blevet skarpere: De rige lande messer ’frihandel’, mens de beskytter deres hjemlige landbrug med kæmpebeløb
5. september 2002

Økonomi & Politik
I 1992 udgav Sven Lindqvist bogen Utrota varenda jävel, der året efter i dansk oversættelse kom til at hedde Udryd de sataner. Det er et dybt deprimerende litterært mesterværk med en minutiøs dokumentation af, hvordan det i 1800-tallets Europa var almindeligt at gå ind for aktiv udryddelse af såkaldt vilde folk.
Filosoffer, politikere og administratorer var langt hen ad vejen enige om folkemordet. Med den tyske filosof Eduard von Hartmanns ord fra 1884 »Lige så lidt som man gør en hund, der skal kuperes nogen tjeneste ved at skære halen af gradvist, tomme for tomme, er der noget humant i kunstigt at forlænge vilde folks dødskamp, når de befinder sig på randen ad udslettelse.«
Folkemordet var mange steder effektivt. Vagn Lundbye har netop i sin nye fremragende roman Trefoldighedsbarn berettet om udslettelsen af den tasmanske urbefolkning. Det er også en af mange beretninger hos Lindqvist, der i øvrigt fortæller om den inspiration Hitler og andre racister og folkemordere fik af tænkningen få generationer før deres egen tid.
Men ikke alle ’vilde folk’ blev som bekendt udslettet. Og efter Anden Verdenskrig satte en ny tid ind. Folkeslag over hele verden fik selvstændighed. FN fik nye nationer. Der var optimisme og tro på fremtiden (trods en begyndende kold krig). Der var efter Anden Verdenskrigs folkemord også en vilje til – i hvert fald på papiret – at fastslå, at alle mennesker har lige grundlæggende rettigheder. Det var forudsætningen for FN, for menneskerettighedserklæringen i 1948, og for den internationale bistand, der blev bygget op med USA som første drivkraft.
Når jeg i dag har skrevet en bog, der hedder Kampen mod de fattige og som beskriver 11 fronter vendt mod de svage og fattige i verden, er det fordi meget tyder på, at perioden med tro på lighed og lige rettigheder, som startede efter 1945 er slut. I hvert fald hvis det såkaldt internationale samfund ikke tager sig voldsomt sammen og hurtigt nybekender sig til troen på at rettigheder er for alle. Det betyder ikke, at vi skrider helt tilbage til 1800-tallets tænkning, men at verden deles i A-hold og C-hold med tilsvarende forskelle i rettigheder.

I sin anmeldelse af min bog (28. august) spørger Christian Friis Bach retorisk, om det hele var bedre under den kolde krig. Og til et så forenklet spørgsmål kan der kun svares nej. Men den kolde kappestrid krævede allierede, og allierede kræver respekt. Derfor var der i den periode en formel anerkendelse af alles rettigheder. Den anerkendelse findes ikke mere.
I sin i øvrigt positive anmeldelse savner Christian Friis Bach blik for muligheder og optimisme i min bog. Jeg har i princippet altid været tilhænger af de små fremskridt, ellers kunne jeg ikke have arbejdet med fattigdom og miljø i så mange år.
Jeg vil stadig gerne arbejde for konkrete positive skridt, og jeg kan også se muligheder i den styrkelse, der er sket af folkelige organisationer verden over. Men optimisme er farlig, hvis den spærrer for analysen.
Min analyse, som er meget veldokumenteret, er, at fronterne imod de fattige er bygget større og stærkere over de sidste 15 år.
Der er en række forklaringer på det. På grundlag af en religiøs påstand om, at frihandel er bedst for alle (selv om USA og EU aldrig har prøvet reel frihandel) er man ved at opbygge et system, der kræver, at de svageste lande skal klare sig i direkte kamp med de stærkeste. Og for at det ikke skal være løgn, så tillader man, at de rigeste lande fastholder protektioniske subsidier (først og fremmest i landbruget) som er i strid med samme frihandelspåstande.
Selv liberale analyser fastslår, at de fattige og svage skal have støtte for at kunne klare sig mod de rige og stærke, men i stedet reduceres støtten til udvikling og miljø. I et typisk fattigt land udgør udviklingsbistanden pr. indbygger i dag omkring det halve af niveauet fra for 10 år siden.
En etioper får ca 150 kroner i bistand pr. år. Den gennemsnitlige landmand i Danmark får ca 150.000 kr. i EU-landbrugsstøtte. Men man bruger mere tid på at diskutere u-landsbistandens eventuelle skadevirkninger end på at løse landbrugsstøttens forvridning af verden.

Ny teknologi har de fattigste ikke adgang til, for den sidder de store koncerner på, og de er ikke interesseret i Nepal, Nicaragua eller Etiopien. Forskning kan de ikke selv opbygge, og bistand til landbrugsudvikling og forskning er også gået ned trods sult og nedslidning af jorden.
Og mens man i 1970’erne i lighedens navn søgte at sikre de fattige grundlæggende medicin og vaccinationer, så har aids-epidemien formaliseret en ny apartheid, hvor kun et mindretal af klodens befolkning har ret til behandling. Samtidig ødelægges millioner af menneskers helbred af en miljø-katastrofe under udvikling, og de rige lande svigter de løfter de tidligere har givet på miljøområdet.
Denne udvikling skaber angst, frustration og flygtninge, og derfor er man – som alle kan følge med i i disse uger – i fuld gang med at reducere respekten for menneskerettighederne. Krigen mod terror bliver brugt til en slags retfærdiggørelse af overgreb, men som det fremgik af toks leder i Inf. 29. august, er det et en udvikling som er gået så langt den gale vej, at den tvinger velbegavede politikere og udenrigsministerielle embedsmænd til forvrøvlet udenomssnak for at undgå indrømmelse af, at alle principper er skredet.
Man kan arbejde for fremskridt på mange enkeltområder, men man kan ikke være optimist, når der opbygges økonomiske, politiske, kulturelle og teknologiske fronter som hindrer de fattigste i at få andel i udviklingen, og når den rige verdens svar på den deraf følgende frustration er opbygningen af en politisk hjemmefront, som skal beskytte os mod ’de sataner’, der vil ind i vore samfund.
Min bog rummer både diagnose og holdninger, og man bliver klogere af den, skriver Christian Friis Bach, men den mangler anvisninger på handlinger.
Det er ikke rigtigt. Jeg påviser opbygningen af fronter, som hindrer fattige menneskers og landes lige ret til udvikling og råderum, og som dæmoniserer andre kulturer og religioner. Kravet om handling følger af analysen. Vil man en anden verden, må man nedbryde disse fronter.
Det er ikke en kamp mod markedet eller globalisering. Men en kamp for anstændighed, for internationalt samarbejde og for international regulering. Ved en diskussion forleden brugte kunstnere Jens Galschiøt en banal sammenligning til det vist nok temmelig ædle golfspil, hvor svage spillere får et handicap for at kunne konkurrere med stærke på noget der ligner lige vilkår.
Skal svage lande konkurrere med stærke lande på markedet, skal have et handicap. De skal kunne beskytte deres virksomheder (ligesom EU), de skal have støtte til at opbygge infrastruktur, uddannelse og sundhed, og de skal bistås til at udvikle industri med rene teknologier etc.
Skal de bevare respekten for sig selv, skal de også have sikkerhed for, at de ikke kulturelt bliver løbet over ende af et værdibaseret globalt kultur- og underholdningssystem. Og de skal turde tro på at menneskerettigheder også gælder for dem.
Den tro har de – med god grund – ikke i dag, og det er ikke kun på grund af folk som Robert Mugabe og Saddam Hussein. For når vi slækker på retsprincipperne i demokratiernes højborge, så gør vi det lettere for alverdens diktatorer.
Der er nok at tage fat på. USA er et særligt problem, fordi USA går arrogant enegang på alverdens områder, men USA er ikke det eneste problem. Eksempelvis er det sørgeligt, hvis en dansk regering ser det som en hovedopgave at strø sukker på, blot for at undgå at fornærme en amerikansk regering, der selv fornærmer alle andre.

*Knud Vilbys bog Kampen mod de fattige er netop udkommet på Forlaget Per Kofod

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu