Læsetid: 4 min.

Marx – for allersidste gang

Lars Qvortrup afmonterede Marx – og der faldt brænde ned fra læserne. Nu giver han igen
Debat
4. september 2002

Kommentaren - Motorik
Den 18. juli anbefalede jeg, at venstrefløjen prøvede at slippe af med Marx.
Den anbefaling og et efterfølgende forslag om i stedet at se nærmere på kompleksitetsteorien har fremkaldt ikke mindre end otte reaktioner. En af dem, der reagerer, nemlig Henrik Larsen, mener at jeg skylder et mere konkret svar. OK. Men tillad mig at rubricere det i en række temaer. Først er der skældsordene. Så er der forskellene i Marxlæsning. Så er der de klare uenigheder. Og endelig er der viljen til kritisk analyse.
Først skældsordene! Her vinder Henning Salling Olesen. Han ved ikke om jeg er en faglig charlatan eller en hæmningsløs opportunist, men vælger vist nok at me-ne, at jeg er begge dele. Det er så hans bidrag til udviklingen af den kritiske teori. Til yngre læsere kan jeg sige, at det var sådan, visse marxister i gamle dage kunne finde på at udtrykke sig, når de tomme tønder rigtigt skulle buldre.
Dernæst forskellene i
Marx-læsning. Det er forkert, hævder både Henrik Larsen og Bertel Nygaard, at Marx skulle have påstået, at klasserne bliver mere og mere polariseret. Men var det da ikke Marx, som sammen med Engels i Det kommunistiske partis manifest skrev:
»Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.« Jo, naturligvis var det sådan, han skrev, for Marx var optaget af at afdække enkle hovedstrømme under den konkrete virkeligheds tilsyneladende virvar.

Monocentrikeren Marx
Marx forudsagde ikke kapitalens sammenbrud, påstår Henrik Larsen, og han var ikke determinist. Men var det da ikke ham, som sammen med Engels i Det kommunistiske partis manifest skrev: »Med storindustriens udvikling bliver selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. (…) Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.«
Det var den forudsigelse, han var optaget af at bevise i tredje bind af Kapitalen, hvor han konkluderer, at det »på grundlag af selve den kapitalistiske produktionsmådes væsen er bevist som en indlysende nødvendighed, at merværdiens almene gennemsnitsrate må udtrykke sig i en faldende almen profitrate.«
Igen er pointen, at Marx ledte efter én almen, naturlovsagtig hovedstrøm under den forvirrende og mangfoldige virkelighed. Det er her, at forskellene i tekstfortolkning slår over i uenighed. Marxs teori er en monocentrisk teori. Han ville gerne påvise én hovedstrømning, én retning, ét modsætningsforhold, én motor for samfundsudviklingen.
For mig er denne ambition forfejlet. Den giver ikke en god samfundsbeskrivelse, og den er elendig som inspira-tionskilde til eller ideologisk grundlag for en kritisk bevægelse. Både som udgangspunkt for samfundsbeskrivelse og som kritisk inspiration finder jeg en polycentrisk teori langt mere givende. Den er nemlig følsom over for den mangfoldighed af modsætninger, som et moderne samfund er karakteriseret ved. Den gør det muligt at forstå, hvorfra alle de kritiske potentialer kommer. Og den undgår at udpege én løsning som den endelige løsning.
Det betyder specielt, at den siger fra over for den opfattelse, at der skulle være en særligt begunstiget kritisk position i samfundet, som
på det teoretiske niveau hedder marxismen og på det sociale niveau arbejderklassen. Det er denne opfattelse, som har legitimeret i stribevis af rædselsregimer, og som på det mere uskyldige niveau har dannet grundlag for den særlige retorik, som nu igen er blevet eksemplificeret.
Alt dette betyder ikke, at den kritiske teori er død, eller at der ikke er behov for den. Her er jeg enig med mange af mine kritikere. Det er rigtigt, Curt Sørensen, at rational choice-teorien ikke har noget at byde på, og at de mange postmodernistiske ’små fortællinger’ ikke er meget bevendt.

Brug for kritisk teori
Når Villy Søgaard ønsker sig en samfundsforskning, der ser en sammenhæng mellem økonomi, politik, kultur osv., så gør jeg det samme. Når han efterspørger en samfundsforskning, der har modet til at problematisere det, som alle anser for indlysende sandheder, så: Ja, enig! En samfundsforskning, der har modet til at problematisere indlysende sandheder, inklusive de sandheder, samfundsforskningen selv anser for indlysende. Dvs. en selvkritisk og refleksiv samfundsforskning.
Det er her, jeg foreslår et kompleksitetsteoretisk udgangspunkt. Herved undgår man monocentrismen. Herved tager man afstand fra den type kritik, der er blind over for sig selv. Men samtidig synger en sådan teori ikke med i det postmodernistiske kor om, at der ingen sammenhæng er, eller at de store fortællinger er døde til fordel for en myriade af små, tilfældige fortællinger. Man kan nemlig godt udvikle en sammenhængende, kritisk forståelse af samfundet, uden at denne forståelse er monocentrisk.
Det tror jeg er den store udfordring for en aktuel kritisk teori. Samtidig er jeg overbevist om, at det var her, venstrefløjen burde anvende i et mindste en del af sin energi.
Vi har brug for en kritisk teori. Vi har brug for at forstå at også et komplekst – eller hyperkomplekst som jeg har kaldt det – samfund kan beskrives sammenhængende. Her er det min opfattelse, at kompleksitetsteori leverer et bedre udgangspunkt end marxismen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her