Læsetid: 4 min.

Nyimperialisme søger syndebuk

USA’s krig mod Irak skal hævde en ny verdensorden og vise, hvem der er hane i den globale hønsegård
Debat
21. september 2002

International
Det er i denne måned et år siden, at det 21. århundrede for alvor begyndte – bogstaveligt talt med et brag. Det 20. århundrede rummede trods sine uhyrligheder også mange glædelige udviklinger, deriblandt kolonialismens og imperialismens afvikling. Det 21. århundredes succeser ligger muligvis for langt ude i fremtiden til, at vi kan skimte dem i krystalkuglen. Men selv de mest nærsynede kan ikke undgå at have blik for, at 11. september 2001 var en oplagt lejlighed til at fremmane en ny imperialisme som patentmiddel mod alle de onder, der hjemsøger vores åndsformørkede tid.
At verdens eneste supermagt har haft fiasko med at føre sin såkaldt globale krig imod terror frem til dens logiske slutpunkt, har til gengæld resulteret i nye trusler imod fred, demokrati og stabilitet. Paradoksalt nok kommer disse nye trusler ikke fra det undvigende bytte, men fra selvsamme supermagt, som jager de terrorister, som har bragt ’civilisationen’ i fare.
Krigen imod terror og de internationale koalitioner oprettet med terroristbekæmpelse for øje er kun de forberedende manøvrer hen imod at påtvinge verden det nye imperiums rolle. Det mest kraftfulde våben i den nye imperialismes arsenal er Washingtons doktrin om ’retfærdiggjort intervention’. Doktrinen reducerer suverænitetsbegrebet til nonsens, når den omtaler muligheden for at »kolonisere umedgørlige nationer«.
Da Tony Blairs udenrigspolitiske chefrådgiver, Robert Cooper, gjorde sig til talsmand for en ’ny imperialisme’, hvor ’velregerede’ vestlige nationer må se det som deres mission at påtvinge verden global orden og stabilitet, blev det i vide kredse hyldet som det bedste bud på, hvordan verden kan ’genordnes’ efter 11. september.
Coopers pamflet En ny verdensorden (Reordering the World) er forsynet med forord af den britiske premierminister. Skønt skrevet før den 11. september svarer den perfekt til Blairs og Bushs aktuelle verdensbillede. Idet han gør sig til talsmand for »at det er nødvendigt at rekolonisere«, hævder Cooper, at aktiv intervention undertiden er påkrævet:
»Vi handler i vores verden på retssamfundets grundlag,« men når det er nødvendigt »at skride ind over for mindre udviklede typer stater uden for Europas postmoderne kontinent, er vi nødt til at gribe tilbage til tidligere tiders mere hårdhændede metoder – magtanvendelse, præventive angreb, bluff, ja hvad som helst, der måtte være nødvendigt for at kunne domesticere dem, der endnu lever i det 19. århundredes verden.«
»Ruslands zarina havde en bedre rådgiver i Rasputin, end den britiske premierminister har i denne mand,« kommenterede et Labour-medlem chokeret.
Han burde i grunden ikke være blevet så forbavset over, at en sådan tankegang kan nyde fremme i et moderne europæisk og demokratisk land. Den nye imperialisme har længe været virkelighed, før den blev så tydeligt artikuleret som ideologi. Allerede i Thatchers og Reagans tid over Bush den Ældre til Bush den Yngre var den undervejs. En af dens mest glødende fortalere var således præsident Clintons udenrigsminister, Madeleine Albright. Hvad nytte er al denne militære styrke til, kunne man spørge – således har den nye imperialismes ideologer spurgt – hvis den ikke bliver brugt til noget »konstruktivt«?

Suverænitetens fordele
Den nye imperialisme var aktiv i Bosnien, Kosovo og Østtimor. Afghanistan, der næppe får lov at bestemme sin egen politiske fremtid, er et aktuelt brændpunkt. Hvis og når krigen ender med sejr til ’den globale koalition mod terror’, vil Afghanistan gå samme vej som førnævnte enklaver. De er nu ’det internationale samfunds protektorater’ og har gladeligt accepteret at indskrænke deres suverænitet og underlægge sig ydre magter.
Dette er den politiske ækvivalent til globaliseringens økonomiske udgave. Den levner ’uregerbare territorier’ intet valg: På samme måde som de nationale økonomier hverken kan tage imod eller afvise globaliseringens bølge, men blot må stræbe efter at overleve ved at indrette sig bedst muligt på dens vilkår.
Det er dog ikke sådan, at kredsen omkring Blair har leveret den ideologiske rustning til Bush-regeringens militære eventyrere. Richard Haas, chef for det amerikanske udenrigsministeriums planlægningskontor, har i et interview skitseret en lignende doktrin:
»Suverænitet medfører forpligtelser. Man må for eksempel ikke begå massakrer på sit eget folk, ligesom man heller ikke på nogen måde må støtte terrorisme. Hvis en regering ikke overholder disse forpligtelser, så taber den nogle af suverænitetens normale fordele, heriblandt retten til at blive ladt i fred
inden for sit eget territorium.«
Siden disse regler nu er formuleret så eksplicit, er det også nødvendigt at udvælge sig nogle instruktive eksempler af hensyn til dem, som ikke helt fatter de praktiske implikationer af den nyimperialistiske tankegang. Heri ligger behovet og relevansen for et tilfælde som Irak – et skoleeksempel på et »uregerbart territorium«, som har fortabt sin ret til selvstyre og suverænitet.
Derfor har verdens eneste superimperielle magt så stort behov for at afstraffe
Irak som klassens uartige dreng og syndebuk. Det afleder desuden bekvemt opmærksomheden fra fiaskoen med at eliminere al-Qaeda og giver samtidig de mellemstore magter det klare budskab, at Washington er hanen i den globale hønsegård. Hvis ikke situationen var svanger med så frygtelige konsekvenser, ville få overse ironien i, at George W. Bush, som lurer så truende over
Irak og Mellemøsten, har udnævnt Saddam Hussein som »en trussel mod verden«.

*Shastri Ramachandaran er bosat i New Delhi, hvor han er redaktør på avisen Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her