Læsetid: 3 min.

Et parti med potentiale

Efter en bleg valgkamp og klodset start som regeringsparti, har De Konservative nu gode chancer for at finde takten og få udnyttet styrkerne
Debat
3. september 2002

Kommentar
Det Konservative Folkeparti har sandt for dyden ikke fået noget let første år som junior-partner i VK-regeringen – hvor fornemmelsen af, at Venstre bestemmer det hele, gang på gang er blevet bekræftet.
Det begyndte allerede med forhandlingerne om regeringsgrundlaget i dagene efter det valg i november 2001, der skabte stor fremgang til Venstre og Dansk Folkeparti, men hvor de konservative kun lige holdt skansen efter halveringen ved valget i 1998. Den succesrige Anders Fogh Rasmussen indkaldte alle partierne til forhandlinger – et efter et og uden noget, der bare lignede en særlig status til Bendt Bendtsen og de konservative. Ja, tværtimod virkede det, som om at Dansk Folkeparti stod højere placeret.
I valgkampen havde de konservative forpjusket ledt efter mærkesager, der kunne sikre partiet bare en lille smule profil – skatten skulle sænkes markant ved at fjerne mellemskatten og sænke registreringsafgiften på biler dramatisk; væk med fradragene til medlemskab af en fagforening; ned med satserne til dagpenge; og i øvrigt en ordentlig barbering af u-landshjælpen på fem milliarder kroner. Da først regeringsgrundlaget var skrevet og endnu tydeligere, da ministrene blev udpeget, stod det bøjet i neon, at ingen af de konservative løfter kunne indfries. Lidt brutalt kan man sige, at landet har haft en ren Venstre-regering, hvor der blot også sidder nogle enkelte konservative ministre.

Udvikling hindret
De konservative har betalt prisen for de foregående års hæslige magtkamp, der på få år kostede Henning Dyremose, Torben Rechendorff, Hans Engell, Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller lederposten. Alle de resurser, som magtkampene tog, hindrede af indlysende årsager udvikling af det politiske program. Partiet savner ganske enkelt dybde og substans. Det illustreres i høj grad i regeringens mest magtfulde organ – koordinationsudvalget – hvor Venstre er repræsenteret ved tre politiske sværvægtere, de meget erfarne Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjorth Frederiksen og Thor Pedersen, mens de konservative stiller med tre forholdsvis uerfarne, nemlig Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen.
Forskellen – nemlig at de tre Venstre-folk har mindst et kvart århundrede på bagen i toppen af politik – er kommet til udtryk ved en række politiske fejsskud, som lidt mere rutine ville have hindret. Eksempel håndteringen af besparelserne på biblioteksafgiften, det siden nedskudte forslag om at flytte Rigsarkivet, og kravet om at nedlægge Det Danske Center for Menneskerettigheder. Det må også skyldes manglende pondus hos Bendt Bendtsen, at finansminister Thor Pedersen flere gange offentligt har generet den konservative partileder ved enten at skyde hans forslag ned eller fremføre dem før ham.

Bendt på usexet post
En del tyder dog på, at de konservative har muligheder for at komme igen. Opgaven er som sagt ikke nem for Bendt Bendtsen, der dog skal roses for at have skabt den ro i partiet, der på et tidspunkt synes umulig at opnå. Bendtsen har et folkeligt potentiale, der kunne komme bedre til udtryk, hvis han ved en regeringsrokade valgte at skifte ud i sin noget usexede portefølje – nemlig en uskøn blanding af erhverv, økonomi, bolig, energi og muligvis noget mere, jeg har glemt. Ud over den meget kompetente udenrigsminister Per Stig Møller har han omkring sig de to unge og på lidt længere sigt helt utvivlsomt kommende ledere i partiet, justitsminister Lene Espersen og kulturminister Brian Mikkelsen. Espersen står allerede stærkt, og Mikkelsen skal også nok få sig manøvreret i en langt gunstigere position, end han er i dag.
Her findes de konservatives styrke i forhold til det store Venstre – at partiets ministre (bortset fra Flemming Hansen) har et bedre potentiale. Hvis det op til næste valg lykkes for partiet at få skabt en fornemmelse af, at skatten rent faktisk vil blive sat ned – eventuelt ved at gøre Brian Mikkelsen til skatteminister – så kan de konservative ved næste valg endelig få vendt den negative spiral, der har varet siden valget i 1987.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her