Læsetid: 4 min.

Reparationer

Ugen før den 11. september kom en ung kvinde ind i hans butik med et par sko der krævede en særlig reparation
Debat
10. september 2002

911-novelle
Indtil den berygtede 11. september drev Jacob Odaryan med succes en meget lille skomagerbutik ved siden af subwaystationen i kvarteret kendt for de nu hedengangne tvillingetårne på World Trade Center. Mange af hans kunder arbejdede i disse store bygninger. På vej til arbejde plejede de at komme forbi med deres sko og hente dem igen på vej hjem. I butikken var der snørebånd i mange typer, farver og længder, dåser med skocreme i alle tænkelige farver, læder- og gummihæle i alle former og størrelser. Den øverste hylde bag den fedtede glasdisk var til de sko som var reparerede, og den nederste hylde til de reparationer der skulle laves. Jacobs kunder fik lov til at efterlade deres plasticposer og tasker i butikkens hjørner, mens han arbejdede på deres fodtøj. Hos Jacob Odaryan hørte og lugtede man alle disse gammeldags lyde og lugte – fra symaskiner og poleringsmaskiner, læder- og blanksværte.
Jacob var i sin butik fra seks om morgenen til seks om aftenen, og sjældent uden noget at tage sig til. Han lagde mærke til at mange kontorfolk tog på arbejde i kondisko. De købte snørebånd. Der var kunder nok, tænkte han, med læder og plasticsko, og selvom det var svært at holde trit med de nye moder var han som regel i stand til at forsyne sine mandlige og kvindelige kunder med de standardhæle og -såler der skulle bruges til mindre reparationer. Folk købte mange sko, og de må have smidt mange af dem ud efter én, højst to, mindre reparationer.
Han kunne godt lide at udføre ’specialreparationer’ for sine kunder, at finde særlige løsninger til sine kunders sko. Rutinereparationerne var hans levebrød, specialreparationer hans glæde og stolthed.
Lige efter Labour Day, ugen før den 11. september, kom en ung kvinde ind i hans butik med et par sko der krævede en af de særlige gammeldags reparationer. Hun var ulykkelig over at den venstre hæl på hendes næsten nye sko var gået i stykker, flækket midt over mens hun var ude at danse. »Jeg dansede måske lidt for vildt,« sagde hun. Skoen havde en plateau-hæl, som var lavet af en træsort, Jacob ikke genkendte. Hælene var rødbrune, og de sorte lædersko, der næsten var støvler, havde små sølvspænder. »De var en gave fra min tante og onkel da jeg var hjemme på besøg«. Hvor var hjemme? spurgte Jacob. »Den Dominikanske Republik«.
Aha, kvinden var dominikaner. Hendes navn var Sandra De la Junio, fandt han ud af. Sandy-Jay, blev hun nok kaldt oppe på 88. og 89. etage i World Trade Center, hvor hun spankulerede rundt og serverede kaffe til tørstige kontorfolk, over hundrede af dem, i et marketingsselskab.
At fremstille en ny hæl til hendes venstre sko ville tage noget tid, sagde Jacob til hende.
Hun kom forbi næsten hver dag for at se om hendes sko var færdige. Jacob følte at han næsten kom til at kende hende og var indtaget af hendes elegante og direkte fremtoning. Hun lænede sig tæt op ad hans glasdisk når de talte sammen, som om de havde kendt hinanden altid. Hun brugte meget sminke, for meget syntes han. En lille kvinde. Sandra kunne bære høje hæle som var de en del af hendes krop. Måske var det derfor hun var så oprørt over at flække hælen. Det kunne lige så godt have været hendes fod, tænkte Jacob.
Jacob kunne godt lide Sandras parfume. Endnu en gave fra hendes tante? Hendes duft hang i butikken en halv time efter hun var gået. Hun virkede ikke utålmodig over Jacobs langsomme fremskridt. Han forklarede at det var svært at finde træ der matchede hælen. »Træet fra dine sko kommer sikkert fra en eller anden brasiliansk jungle,« sagde han og grinede. »Jeg vil bruge hærdet kirsebærtræ i stedet for,« og fortsatte: »Det er The American Way!« Sandra bøjede sig ind over disken og gav Jacobs hånd et klem.
Jacob fik Bedros, sin barndomsven og skulptør, til at gennemgå sit udvalg af træ, for at se om han havde ’et passende stykke til en vild dominikansk kvindes hæl’. Jacob blev ikke det mindste overrasket da Bedros drillede ham: »Du er blevet lun på tøsen, er du ikke? Hun kunne være din datter – og desuden er hun ikke armenier«.
Skulptøren fandt et stykke kirsebærtræ, der var velegnet. Weekenden over bearbejdede Jacob træet med læste og mejsel, og til sidst med sandpapir. Farverne matchede, og efter en sidste skopolering placerede han dem på den øverste hylde tidlig tirsdag morgen. Sandra ville uden tvivl komme forbi og hente dem. Han glædede sig til hun skulle prøve dem.
Skoene blev aldrig hentet, og de ville stadig stå på den øverste hylde, hvis ikke Jacob havde besluttet at lukke sin butik, nu da der lå et tykt lag støv over det hele. ’Hvordan kan dette ske?’
Som armenier kendte han til terror. Hans mor og far havde undsluppet tyrkernes terror i 1915. De kom til Amerika som ’immigranter’. Rent faktisk var de flygtninge. Terror havde Jacob og hans søster hørt meget om i deres barndomshjem. ’Det Gamle Land’, vidste han, forsvandt i terror. Det Gamle Land boblede lejlighedsvis op til overfladen i Amerika, som til Labour Day, med mad, skovture og folkedans. Men 11. september satte skovture ned på prioriteringslisten og terror i toppen.
Da Jacob besluttede at lukke sin butik. var han naturligvis nødt til at vente på de kunder der skulle hente de sko, han havde repareret. Mange kom ikke. Da han endelig fik lukket, tog han Sandra De la Junios sko, med venstre hæl af kirsebærtræ, med hjem til sin lejlighed, og satte dem i vindueskarmen, hvor hans kat lå og solede sig.

*Oversættelse: Lisa Stolt Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her