Kronik

Rygter er ikke beviser

Aflytningssagen på Jyllands-Posten kalder på seriøs debat om det skete. I stedet går pressen – undtagen Information – i selvsving
Debat
12. september 2002

Kronikken
I fælles fornærmethed er de store dagblade i de seneste uger løbet samme vej under det fælles motto rettet mod politiet: Magtmisbrug.
Imidlertid er de kendelser om telefonaflytning og brud på kildebeskyttelsen, som har været udgangspunktet for fornærmetheden ikke engang refereret korrekt.
I hvert fald et kritisk og vægtigt indlæg blev afvist af Morgenavisen Jyllands-Posten og derfor bragt i Information, som åbenbart er det eneste dagblad der ikke i denne sag er bange for kritik og selvkritik af pressen.
I den konkrete sag, hvor der er tale om, at en journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten har været udsat for telefonaflytning og er blevet mødt med kravet om at opgive sine kilder til politiet, har avisen og andre store dagblade desværre ladet deres forargelse og følelser løbe af med sig i en sådan grad, at læserne er blevet fejlinformeret, ligesom aviserne ved deres tromlen henover standpunkter, der ikke lige har passet, har afskåret sig selv fra en mere principiel debat.
For det første er kendelsen om telefonaflytning blevet beskrevet som magtmisbrug og det har været mere end antydet, at danske myndigheder nu er gået grassat på grund af den vedtagne terrorlovgivning.
Ja, i kampens hede efterlod den farverige retorik et indtryk af at ingen avisredaktion nu mere kunne vide sig sikker for hemmelig politiaflytning uden retskendelse.
Det er ærgerligt, at man skal blive ved med at tilbagevise den slags vrøvl. Men det er altså sådan, at sagen ikke handler om telefonaflytning af en redaktion eller aflytning af en journalists telefon på redaktionen. Dertil kommer, at danske myndigheder ikke i for-bindelse med terrorlovgivningen har fået flere beføjelser til telefonaflytning.
Telefonaflytningen på journalistens private bopæl må altså være sket med hjemmel i den sædvanlige lovgivning. Og det kan da være galt nok, men man må da kunne forlange en redelig omtale af et konkret sagsforløb.
Fremfor gang på gang at omtale to retskendelser, der er afsagt ud fra en byretsdommers vurdering af gældende lovbestemmelser, der er fastsat af Folketinget på demokratisk vis, og hvoraf den ene er indbragt for landsretten som politiets magtmisbrug, burde de samme aviser have rettet kritikken mod Folketinget og taget den principielle diskussion om, hvorvidt lovgivningen skal ændres.

Jeg betragter det som en himmelråbende forsømmelse, at de store aviser ikke startede en relevant debat om mulighederne for en ændret lovgivning i stedet for at gå i selvsving, som om loven ikke gælder for Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende.
På den ene side kan journalister naturligvis ikke være hævet over loven, på den anden side må vel ethvert frihedselskende menneske føle, at telefonaflytning af journalister kun må ske i alleryderste nød og med alle mulige retsgarantier iagttaget.
Det ligger i sagens natur at telefonaflytning intet er værd, hvis den aflyttede får besked om aflytningen. Derfor må der være hemmelighed både om aflytningen og om afsigelse af den retskendelse, som altid er nødvendig.
Dagbladenes bombastiske udsagn om politiets magtmisbrug
efterlader det indtryk, at redaktørerne ikke end gang kender denne fundamentale retssikkerhedsgaranti, at der skal afsiges retskendelse.
Er det modsatte tilfældet er det pressen, der har begået magtmisbrug overfor læserne med en fatal og bevidst misinformation.
Før dommeren kan afsige retskendelsen skal der beskikkes en advokat for den, der skal aflyttes. Men her opstår spørgsmålet om den retsgaranti er tilstrækkelig.
Advokaten må i sagens natur ikke henvende sig til klienten, der intet må vide, og advokaten er måske derfor ikke så fristet til at begære en sådan kendelse indbragt for landsretten: Der er jo ingen klient, der presser ham.
Alligevel forekommer det højest ejendommeligt, at den beskikkede forsvarer ikke har kunnet indse, at telefonaflytning af en journalist er så ekstrem, at sagen bør prøves i landsretten.
Men kendelsen om telefonaflytningen er altså ikke blevet kæret til landsretten og vi må derfor overveje, om det er noget, der skal gøres noget ved gennem ændret lovgivning for fremtiden.
Efter min mening er det en svaghed i systemet, at dagspressen kan blive udsat for telefonaflytning uden at have mulighed for at kære afgørelsen.
Da dagspressen ikke kan få besked om en sådan kendelse ved Byretten, kan man diskutere om ikke loven bør ændres, så den slags kendelser skulle indbringes for landsretten som første instans, eller som en anden lovteknisk mulighed, automatisk af anklagemyndigheden indbringes for landsretten som anden instans.
Tanken lægges frem til fri diskussion.
Med hensyn til kildebeskyttelsen er lovens udgangspunkt, at mediernes medarbejdere ikke kan tvinges til at opgive deres kilder. Den hovedregel er helt fundamental for mediernes arbejde og skal sikre, at kilder frit kan henvende sig med deres viden.
Lovreglen bygger naturligvis på den forventning, at pressens medarbejdere arbejder seriøst og udøver kildekritik fremfor at bringe alle mulige og umulige ubekræftede rygter og forlydender til torvs.

Skal pressen bevare sine særrettigheder og særstatus som vagthund og nyhedsformidler på borgernes vegne, må man kunne forvente, at specielt en
historie om at der cirkulerer dødslister over fremtrædende jøder i Danmark er efterprøvet af avisen selv. Det er så vidt jeg har forstået elementær begynderviden på Journalisthøjskolen.
Nu blev kendelsen om brud på kildebeskyttelsen afsagt på grundlag af politiets oplysninger om at opgivelse af kilderne ville være af afgørende betydning for efterforskningen af en alvorlig forbrydelse. Ellers kan der nemlig slet ikke afsiges kendelse. VK-regeringen med Hans Engell som justitsminister og mig selv som medieansvarsordfører skærpede nemlig i begyndelse af 1990’erne reglerne til fordel for pressen.
Om formuleringen i dag er stram nok kan naturligvis også diskuteres. Personligt tror jeg, at det bliver vanskeligt at stramme yderligere op.
Men i stedet for at tage denne principielle diskussion anfører Jyllands-Posten igen og igen, at man naturligvis altid vil give
politiet de relevante oplysninger, hvis der er menneskeliv på spil. Men at man ikke vil opgive kilderne. Men heller ikke på dette punkt er Jyllands-Posten hævet over loven.
Og hvilke forudsætninger har en avis overhovedet for at vurdere, hvilke oplysninger politiet har brug for under en konkret og mørkelagt efterforskning, som den pågældende avis selv har sat i gang?
Svaret er, at det har avisen overhovedet ikke kvalifikationer til at vurdere. Ingen udenfor politiet kan vurdere om en journalist sidder inde med ’the missing link’, for journalisterne kender ikke politiets efterforskningsmateriale og er ikke kvalificeret til bevisbedømmelse.
Uvidenheden om, hvordan bevisindsamling og bevisvurdering foregår, afsløres yderligere af, at Jyllands-Posten fortsat giver til kende, at man ikke kan forstå, at opgivelse af kilder ved navns nævnelse er nødvendige, hvis de skal kunne bruges som bevis.
Jamen, i en bevisførelse i en alvorlig sag er det da nærliggende, at tro, at kilder vil blive pålagt at møde som vidner i retten, idet domstolene i modsætning til Jyllands-Posten ikke kan nøjes med rygter.
Derfor er der i retsplejeloven en mulighed for at domstolene i ganske særlige tilfælde kan pålægge en journalist at bryde sin kildebeskyttelse. Princippet om, at
indgrebet skal være af afgørende betydning og klart overstige hensynet til mediernes kildebeskyttelse kræver en nøje afvejning og bør gælde ved ethvert indgreb overfor kildebeskyttelsen.
Hvis det viser sig, at den afvejning foretages anderledes end forudsat af lovgiver, så lad os tage diskussionen. Men på grundlag af redelige referater af faktum, tak.

Birthe Rønn Hornbech er retspolitisk ordfører for Venstre og vicepolitimester

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her