Læsetid: 2 min.

Sprængfarlig uvidenhed

I stedet for at intellektualisere diskussionen om Sharia bør debattørerne forholde sig til virkeligheden
Debat
25. september 2002

Islam
I gårsdagens kronik påstår Carsten Fenger-Grøn og Malene Grøndahl, at de radikale taler forbi hinanden. Det er snarere de to kronikører, som ikke ved, hvad de taler om. De har misforstået det centrale i den radikale resolution. Resolutionen handler om at ville et demokratisk system og at lægge afstand til et samfundssystem, baseret på Guds vilje.
Overskriften på resolutionen hed, betegnende nok,
ikke »Nej til Sharia« – i så fald kunne jeg til dels acceptere både Khankans og kronikørernes protester. Overskriften hed »Nej til Sharia-lovgivning«, og det er en ganske anden sag. Dermed ønsker vi at lægge afstand til Sharia-lovgivningen som samfundssystem, Sharia-lovgivningen som den praktiseres, en praksis, der blandt meget andet tillader, at kvinder bliver stenet for utroskab. Det er dén Sharia-lovgivning, resolutionen gør op med, og det er det »nej«, vi som moderne, verdslige muslimer og medmennesker med stor overbevisning bør være i stand til at istemme.

Guds vilje
At ordet Sharia i Koranen betyder »den rette vej« har jeg aldrig benægtet – jf. min definition af Sharia i Ære og Skam, side 97. Men det er heller ikke Sharia som ord, resolutionen lægger afstand til. Det er Sharia som samfundssystem. Så længe man forsvarer det system, har man ikke forstået, hvad demokrati går ud på.
Gennemføres Sharia-lovgivning er det Guds vilje – ikke folkets – der er det afgørende. Det er teologer, der styrer samfundet – ikke politikerne eller folket. Det er kollektivets rettigheder, der er afgørende – ikke individets. Sådan ser verden ud, hvor Sharia-lovgivning er blevet indført. Dét er den politiske virkelighed, resolutionen forholder sig til.
Og det er jo påfaldende, at de lande, som har indført Sharia-lovgivning, også har indført stening. Det er påfaldende, at de fire landes teologer – der ellers dækker over sunni- og shia-muslimske retninger og er uenige om en hel del ting – har været enige om dét. Så kan det godt være, at hverken Khankan, Fenger-Grøn eller Grøndahl er enige i, at Sharia burde fortolkes sådan – men i stedet for at intellektualisere debatten bør de forholde sig til virkeligheden. Hvilke delelementer af Sharia-lovgivningen, som den praktiseres, mener kronikørerne og Khankan i øvrigt er i overensstemmelse med demokratiets rettigheder?

Se på virkeligheden
Sharia-lovgivning er ganske rigtigt ikke blot synonym med en række »barbariske straffe«, men hvad er Sharia-lovgivning så? I en del mellemøstlige lande er Sharia-lovgivning alene indført som udgangspunkt for familielovgivningen. Det er bl.a. tilfældet i Marokko. Marokko har ikke stening på programmet, da man har indført en parallel, verdslig lovgivning ift. straffesystemet, men familielovgivningen tillader flerkoneri, giver kvinder store problemer, hvis de ønsker at blive skilt, og kvinder kan hverken få udstedt pas eller forlade landet uden en mands samtykke (se bl.a. Ziba Mir-Hosseini’s Marriage on Trial). Den praksis mener jeg ikke er demokratisk, men det er virkeligheden, og det ville klæde de mennesker, som udtaler sig om Sharia-lovgivning at forholde sig til, hvordan den faktisk udfolder sig. Vi underminerer den demokratiske debat og de demokratiske vilkår i Mellemøsten, hvis vi ikke lægger afstand til den praksis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her