Kronik

De ulovlige småkager

Cirka en gang om måneden køber jeg ind på Christianias Pusherstreet. Min mor bager så forskellige slags hash-småkager til min far. Han lider af sklerose
18. september 2002

Kronikken
Information satte for nylig fokus på skleroseramtes nedprioritering i det danske sundhedsvæsen. Atter må skleroseramte leve med en udsættelse af det resultat, der kan føre til frigivelse af hashpillen Marinol. Et resultat som kan give dem bedre livskvalitet. Mens de venter, må de kriminalisere sig selv og deres pårørende for at få lindring.
Cirka en gang om måneden tager jeg en tur på Christianias Pusherstreet og køber fire gram hash.
Cirka én gang om måneden tager jeg hjem til mine forældre med de fire gram hash. De er til min far, som lider af sklerose på et fremskredent stadium. Han kan derfor ikke selv kan skaffe sig hash.
Cirka én gang om måneden bager min mor så forskellige slags småkager, der hver indeholder 1/12 gram hash (eller 0,08 gram).
Min far spiser efterfølgende én af disse kager hver aften. Skulle han have særligt mange smerter ryger der måske to kager, én til frokost og én til aften.
Det de her har været vidne til, Kære Læser, er en række kriminelle handlinger. Mit indkøb og videregivelsen af hash er utvetydigt i konflikt med loven. Det samme gælder min fars spisning af de daglige hashkager.
Imidlertid får min far farve i kinderne og liv i øjnene, når han har spist den kage. Liv fremfor smerte. Derfor handler jeg kriminelt – og det endda med god samvittighed.
Der hersker ingen tvivl om hashens gavnlige virkning på særlige patientgrupper som kræft- og aidspatienter. Efter mange års polemik kan disse patienter nu få tildelt den syntetiske hashpille Marinol, såfremt deres læge har søgt Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til hver enkelt patient.
Skleroseramte har, som Information beskrev den 30. august, også vist sig at have stor gavn af Marinol. Seks ud af ni oplever utvetydigt positive resultater. Men sklerosepatienterne må ikke få Marinol. Der er dog nogle, der som min far og jeg, tyer til ulovligheder for at opnå denne lindring – ved selv at købe hash.
Man køber hashen i dens rene form, som man så kan spise eller ryge. Dét, at man er nødt til at spise eller ryge hashen fremfor at indtage den i (legal) pilleform, gør det svært at vurdere dosen. Marinolpillen er den eneste måde at få en kontrolleret effekt på. Men Marinol er jo forbudt for skleroseramte. Min far var derfor nødsaget til at eksperimentere med dosen af hash, i daglig angst for at få for meget. Belønningen var dog en smertelindring og bevægelighed, som han ikke havde oplevet før, hverken ved indtagelse af Morfin eller Stesolid.

Han må imidlertid spise al den Stesolid og Morfin, han lyster. Måske er det sundere?
Jeg citerer fra Medicinhåndbogens afsnit om Morfin:
»Midlet kan medføre stærk lystfølelse (eufori) og såvel psykisk som fysisk afhængighed. Er afhængighed opstået, vil pludseligt ophør udløse symptomer på abstinens, der viser sig ved angst, almen utilpashed, rysten på arme og ben og evt. kramper. Desuden kan opstå en stærk trang til igen at indtage stoffet.«
Og hvad med Stesolid, som min far også må få?
Behandling gennem længere tid (uger) giver risiko for afhængighed og tilvænning. (...) OBS: På grund af den store risiko for tilvænning og afhængighed bør man udvise stor tilbageholdenhed med at anvende midlet. Det bør kun anvendes kortvarigt.
Min far får udleveret 200 Morfinpiller og 100 Stesolider ad gangen. Han får Morfin op til otte gange om dagen, og Stesolid får han fast to gange dagligt. Det har han fået hver dag i de sidste fem år. Hash er tilsyneladende vurderet, som værende mere skadeligt end både Stesolid og Morfin. På hvilket grundlag mon?
Der er ingen dokumentation for den gavnlige effekt, skleroseramte kan have af hash, påstår Lægemiddelstyrelsen. En påstand som blokerer for hensynet til patienterne.
Kære Lægemiddelstyrelse! I inviteres hermed alle til kaffe og en hashkage hos min far. Der vil I få al den dokumentation, I kunne ønske Jer, når I ser, hvordan spasmerne i min fars ben langsomt stopper, og han endelig kan slappe af blot 20 minutter efter indtagelsen af en hashkage.
I vil se, hvordan han pludselig kan rejse sig op og svinge sig over i sin kørestol, noget han kun kan efter indtagelse af hash.
Dagen efter inviteres I også. Til en ’Morfinsmagning’. I vil se, hvordan min fars spasmer fortsætter ligesom hans smerter.
Det videnskabelige fundament kan måske nok fordømmes i en sådan slags dokumentation, men i det mindste vil det stå klart, hvor absurd det er at opretholde et forbud mod Marinol, når Morfin og Stesolid udskrives uden forbehold – og uden effekt.
Det vil være tydeligt, hvor absurd det er at nægte skleroseramte den eneste medicin, der hjælper dem, og i stedet tilbyde dem en langt stærkere og mere vanedannende medicin som alternativ.
Jeg vil gerne høre Lægemiddelstyrelsen afvise min invitation, ligesom jeg gerne vil høre styrelsen forklare min far, hvorfor netop han ikke skal have samme ret til lindring som som eksempelvis kræft- og aidspatienterne? I kan også forklare ham, hvorfor man overhovedet bekymrer sig om langtidseffekten af hashen.
Sklerosepatienternes liv er reduceret så drastisk, at de ikke kommer til at opleve langtidsvirkningerne.
Forklar venligst min far, hvorfor han ikke må få hjælp, og hvorfor det tager så ufatteligt lang tid, før hans positive erfaringer med hash bliver anerkendt. Tid min far ikke har. Hash hjælper ham. Morfin gør ikke. Stesolid gør ikke.

Hash har siden 1985 været godkendt til medicinsk brug for særlige patientgrupper i Canada og USA. Og dét på trods af, at USA har en langt hårdere kurs over for hash, end Danmark.
I Holland er staten ligefrem, som det blev beskrevet i Information i forrige måned, begyndt at dyrke hash til medicinsk brug.
I Danmark fandt man endelig, i 1997, ud af, at hash kan hjælpe særlige patientgrupper, da man foretog forsøg med Marinol til aids- og kræftpatienter.
På nuværende tidspunkt er man så endelig kommet i gang med den første danske patientundersøgelse med stoffet Marinol til skleroseramte patienter på Rigshospitalet og på Aarhus Hospital.
Forsøgene, som Skleroseforeningens medlemmer i øvrigt selv har hjulpet til med at betale, er nu endnu engang blevet forsinkede, trods det, at Direktør i Scleroseforeningen, Peter Kauffeldt, i foråret fik lovning på at resultaterne snart ville foreligge. Et løfte der efterhånden er blevet brudt nogle gange.
Det eneste, der eventuelt kan bane vejen for en dansk ordning med Marinolbehandling til skleroseramte, er de aktuelle forsøg. De forsøg, som nu har strakt sig over mange år og er stærkt forsinkede. Det vil endnu tage mange år, før de forsøg munder ud i en ’udleveringstilladelse’ til skleroseramte.
For min far, hvis livskvalitet er dykket gevaldigt, og hvis levetid er betydeligt reduceret, er dét meget lange udsigter. Urimeligt lange udsigter.
Det har taget alt for lang tid at nå frem til en konklusion. Det er urimeligt at bruge så lang tid, når de folk, der venter på den konklusion og en legalisering af deres ulovlige lindring, i dén grad er folk, der ikke har tid til at vente.
Var det ikke, helt ærligt, på tide at lade hensynet, ikke til reglerne, men derimod til patienterne, veje tungest?

FAKTA
Heidi Kvistgaard Sørrensen
Kriminel og datter af skleroseramt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu