Læsetid: 4 min.

Antisemitiske skræmmebilleder

Den jødiske nationalisme fødtes ud af antisemitismen, men lever i dag i en stadigt mere problematisk symbiose med den
Debat
9. oktober 2002

International
Jeg har ofte fremført den pointe, at antisemitisme eller jødehad ikke primært er et jødisk problem, og følgelig ikke er en sag, som alene jøder bør bruge deres krudt imod. Antisemitismen bygger på abstrakte fantasier og forestillinger om jøder – ikke på hvad konkrete, levende jøder tænker, siger eller gør. Den kræver følgelig ikke konkrete, levende jøder for at kunne eksistere. Antisemitiske fantasier har udmærket kunnet trives i Japan, skønt erfaringer med konkrete, levende jøder der har været yderst små, ligesom de fortsat trives i Polen, hvor de praktisk taget ikke er flere levende jøder tilbage. Dermed ikke være sagt, at antisemitismen ikke er et problem for jøder – ja, undertiden en dødbringende trussel. Pointen er snarere, at der ikke er så meget jøderne selv har kunnet gøre ved sagen. Eller rettere: Det har ikke spillet så stor rolle, hvad jøderne selv har gjort.
Ikke desto mindre er antisemitismen – af historisk forklarlige grunde – blevet den mørke kerne, omkring hvilken efterkrigstidens jøder har kunnet organisere og definere sig selv. ’Jøde’ var den, som det ikke lykkedes Hitler at myrde, og ’jøde’ var især den, som ingen ny Hitler skulle myrde. Tilintetgørelsen af den jødiske civilisation i Europa tildelte verdens jøder den fælles skæbne, som de var på vej til at miste, og legitimerede endegyldigt kampen for en jødisk stat i Palæstina. Den jødiske nationalisme fødtes ud af antisemitismen, styrkedes af den og lever i dag i en stadigt mere problematisk symbiose med den.
Hvorfor problematisk? Jo, fordi der lidt efter lidt er op-stået en situation, hvor antisemitiske fantasier om jøders påståede magt næres ved udøvelsen af en virkelig magt i jøders navn. Vi har fået en antisemitisme, som påberåber sig, hvad en jødisk stat faktisk siger og gør. Og vi har fået en jødisk stat, som fra tid til anden påberåber sig antisemitisme for at motivere, hvad den siger og gør. Det første er den til Israel-kritik forklædte antisemitisme. Det andet er den til forsvar mod antisemitisme forklædte israelske besættelses- og erobringspolitik.
Falsk skræmmebillede
Efter to års eskalerende brutalisering af konflikten i Mellemøsten er det blevet højkonjunktur for såvel antisemitiske trusler som antisemitiske skræmmebilleder, hvor skræmmebillederne lige nu er farligere end truslerne. Den store fare ved antisemitismen af i dag er nemlig ikke, at den truer jødernes overlevelse, men at den retfærdiggør trusselsbilledet af, at denne overlevelse står på spil. Det er med et sådant trusselsbillede, at staten Israels nuværende ledelse i denne tid søger at mobilisere verdens jøder til støtte for fortsat besættelse, kolonisering og systematisk elimination af de palæstinensiske selvstyremyndigheder, som for ni år siden var en partner for fred, men som nu påstås at høre hjemme i den jødiske histories rædselskabinet for antisemitiske forfølgere og mordere.
Dette skræmmebillede er lige så falsk i dag, som da Menachem Begin, Israels tidligere ministerpræsident, engang udnævnte Yassir Arafat til at være vor tids Hitler. Eller som da ekstremt nationalistiske kritikere af Oslo-aftalerne fremstillede Yitzhak Rabin som en nazistisk medløber og dermed støbte de ideologiske kugler for hans morder. Meget kan siges om palæstinensernes kampmetoder og deres evner eller manglende evner til at hævde deres interesser over for staten Israel. Og den, som leder efter antisemitiske indslag i palæstinensisk eller arabisk retorik, behøver ikke at lede forgæves – (det samme gælder for den, som leder efter andre, mere fornuftige stemmer). Men til forskel fra antisemitismens fantasibårne jødehadere befinder palæstinenserne sig i en højest reel konfrontation med ’den jødiske magt’. De behøver ikke at hade jøder for at hade den magt, som holder dem besat.
Farlige analogier
Alligevel er et israelsk skræmmebillede blevet fremmanet, ifølge hvilket palæstinenserne ikke bare hader besættelsesmagten, men også hader jøderne; at de hele tiden har haft som mål at udradere den jødiske stat, og at de i så henseende havde held til at narre Rabin, men ikke Sharon; at de nu har gjort fælles sag med ikke bare alle verdens terrorister, men også med alle verdens antisemitter; og at Israels krig mod palæstinenserne følgelig må ses som en kamp for jøders overlevelse. For at jøderne skal overleve, må deres evige dødsfjender følgelig undertrykkes.
Dette er et skræmmebillede, som for tiden bliver understøttet med stor ildhu i USA. Dels af den amerikanske regering, som er i færd med at inddele verden i terroristvenner og terroristfjender. Dels af de amerikansk-jødiske meningsdannere på den politiske højre-fløj, som med slet skjult skadefryd fremhæver den mindste antijødiske episode som belæg for omverdenens terroristvenlighed i almindelighed og Europas i særdeleshed. En indflydelsesrig kolumnist hævder, at det ikke længere er sikkert at være jøde i Europa (Charles Krauthammer i Washington Post, 26. april 02); en anden, at palæstinensernes antisemitisme er værre end nazisternes, da palæstinenserne til forskel fra nazisterne offentligt hylder deres jødemordere (Ruth Wise i Commentary, oktober 2002).
Dette er ikke bare afsindige analogier. Det er dødsenfarlige analogier. Det er analogiseringer med politisk hensigt og effekt. Det er analogiseringer, der sigter imod at drive verdens jøder til positioner og handlinger, som – for at citere Storbritanniens chefrabbiner, Jonathan Sacks – er »i dyb modstrid med jødedommens mest fundamentale værdier og idealer«. Det er analogier, som drages i en tid, hvor verdens jøder leverer friere og sikrere end nogensinde, og som dermed bidrager til at trivialisere antisemitismen og mindet om de millioner af jøder, som blev myrdet under dens indflydelse.
At antisemitter fantaserer om jøder, betyder ikke, at jøder bør tiltage sig en tilsvarende ret til at fantasere om antisemitter. Når det sker nu og kun alt for indlysende sker for at retfærdiggøre ’jødiske’ politiske og militære aktioner, som ikke kan retfærdiggøres på anden vis, er dette i allerhøjeste grad et jødisk problem. Eller i hvert fald et problem, hvor det spiller en afgørende rolle, hvad konkrete, levende jøder faktisk siger og gør.

*Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her