Kronik

Hvad betyder ’vi’?

Skolens danskfag skal stadig ’forme’ unge mennesker. Men en etnisk sammensat befolkning skaber nye udfordringer. Gør det nationale tydeligt, råder dagens kronikør
Debat
4. oktober 2002

Kronikken
Jean de France som ’integrationsgal perker’, eller hvad med Per Degn fra Erasmus Montanus som én af ’indvandrermiljøets halvstuderede autoriteter’?
Næppe en læsning af disse kendte Holberg-figurer, der vil falde de fleste danskere ind som det første. Men har man som Omar Shah en halvt afghansk indvandrerbaggrund, er det åbenbart ikke så svært at se parallellen, jvf. Informations kronik den 27. juli i år.
I en almindelig litteraturhistorisk forankret læsning kan Holberg måske forekomme lidt fjern og uvedkommende, men i Omar Shahs læsning får han en forfris-kende aktualitet, der kan sætte den traditionelle, nationalt forankrede læsning i perspektiv.
Et tilsvarende frisk pust kunne ’et indvandrer-blik’ sikkert give på andre dele af stoffet i dansktimerne, og materiale er der jo nok af. Man kan bare slå op i Højskolesangbogen under sangene om modersmålet, historien og Danmark. Her er stærke og saftige eksempler lige fra Grundtvigs Langt højere bjerge til Valdemar Rørdams Danmarks i tusind år.
På medieområdet er der Danmarks-filmene at kigge på, f.eks. Poul Henningsens fra 1935 og Jørgens Leths fra 1971. Eller man kunne se på, hvordan den nationale kultur forhandles i danske tv-serier med udenlandsk forlæg som bl.a. Taxa og Rejseholdet eller blot undersøge, hvilken betydning det lille uskyldige ord ’vi’ har, når temaet er andengenerationsindvandrere...
Men det var næppe læsninger som disse, Vilhelm Andersen, den første professor i dansk litteratur, havde i tankerne, da han for knap 100 år siden formulerede sin vi-
sion for faget: »Vi skal hævde Lærefaget dansk Sprog og Litteratur som den danske lærde Skoles humane Hovedfag – som det Fag, der inden for vort Sprogs og vor Stammes Grænser er bedst egnet til at løse enhver humanistisk Skoles vigtigste opgave: at forme Mennesker«.
Altså på den ene side en klassisk funderet forestilling om at dannelse indebærer, at mennesker skal formes, og på den anden en national-romantisk forestilling, der afgrænser det område og den befolkning, der skal underkastes denne dannelse.
Og hvordan skulle dannelsen så foregå? Jo, »Naar en Gang Litteraturens Historie, ikke alene dens Yderværker, men dens indre Historie bliver alles Sag, saa vil også dén blive et væsentligt Middel til at fremme Folkets Dannelse ved at lade det skue sig selv.«
Den national-romantiske tone er utvetydig: Folket har en fælles historie, og den kan man få til at træde frem gennem litteraturen. – Et idealistisk projekt, der postulerer en fælles oprindelighed, og som indebærer det paradoks, at man formes ved at skue sig selv.
Et andet paradoks er, at Vilh. Andersens projekt allerede var forældet, da det blev lagt frem: Her i begyndelsen af 1900-tallet bevægede videnskaben sig med raske skridt i empirisk-positivistisk retning, og kulturdebatten var præget af et radikaliseret samfundsyn og en gryende modernitet.
Men usamtidigheden til trods blev det en meget stærk tradition, Vilh. Andersen skabte, så stærk, at den holdt sig nogenlunde uændret op til 1970.
På det metodiske og teoretiske plan skete der undervejs betydelige forandringer, men selve den grundlæggende legitimering af faget inden for en national-romantisk forestilling om, at man skulle kende sin nationale sproglige og littterære arv som et vigtigt bidrag til at finde og få formet – eller dannet – sin kulturelle identitet, blev der stort set ikke rørt ved.
Den blev efterhånden blot til en stiltiende forudsætning, mens man diskuterede nye teoretiske tilgange til stoffet og forskydninger i pensum.

Men hvorfor denne lange
historie om danskfaget
for 100 år siden? Fordi
faget – trods store forandringer og fornyelser fra 1970 og frem – med sin litterære dominans i praksis fortsat synes at hvile på det samme dannelsesbegreb og stadig synes at støtte sig tungt op ad den nationalt priviligerede læsemåde, som Vilh. Andersen lagde grunden til.
Det gælder uanset om det drejer sig om ældre litteratur, nyere litteratur eller de (alt for få) medieprodukter, der trækkes ind i undervisningen. Og det er et problem: Inden for det seneste årti er nationalstaten og forestillingen om en homogen dansk kultur for alvor blevet anfægtet.
Danmark er i stigende grad blevet integreret i overnationale sammenhænge som bl.a. det europæiske fællesskab, og især demonstrerer de kulturelle strøm-
ninger her i landet tydeligere og tydeligere deres forskelligartethed og internationale forankring. Alt sammen sætter det faget i en ny situation. Måske ikke lige her og nu, men uden tvivl på længere sigt.
Denne erkendelse fremgår også klart af en netop offentliggjort rapport fra arbejdsgruppen ’Fremtidens Danskfag’, nedsat af Undervisningsministeriet.
Her fremhæves det, hvordan kulturelle scener er blevet internationaliseret, hvordan dansk litteratur er i stadig tættere dialog med andre landes litteratur, hvordan sproget påvirkes udefra, og hvordan forskningen inden for modersmålsfagets delområder er blevet internationaliseret.
En af de større landvindinger i rapporten er at faget nu består af tre hovedområder: sprog, litteratur og medier. Her bryder rapporten på et afgørende punkt med den fagopfattelse, der har været gældende siden Vilh. Andersen, nemlig, at faget bestod af dansk sprog og litteratur.
Ganske vist behandler rapporten ikke mediesiden helt så indgående som de to andre, men et stort fremskridt er det alligevel. Mediernes rolle i formningen og formidlingen af dansk kultur er blevet så iøjnefaldende og så betydningsfuld, at de ikke mere lader sig overse eller overhøre.
Og deres rolle vil ikke blive mindre betydningsfuld i den bevægelse mod videnssamfundet, som vi netop nu er vidne til, tværtimod. Og det har arbejdsgruppen taget konsekvensen af. Nu er det så blot at håbe, at rapportens anbefalinger vil blive omsat til praksis.

Men – for der er altid et men! Ét efter min mening helt centralt aspekt glimrer ved sit fravær – eller sit næsten-fravær, nemlig den nationale dimension ved danskfaget.
Det kan umiddelbart lyde paradoksalt, for det er jo hele vejen igennem danskfaget, det drejer sig om. Men det nationale kommer kun meget spagfærdigt til udtryk i rapporten, bl.a. i en enkelt passage i forbindelse med omtalen af medierne og i forbindelse med dansk som andetsprog. Ellers er det stort set fraværende.
I sig selv kræver ’sprog’, ’litteratur’ og ’medier’ heller ikke, at man tematiserer det nationale. Alle tre områder kan sagtens studeres under den almene synsvinkel, at det er sprog, litteratur og medier på dansk, det drejer sig om, men uden at behandle hvordan det nationale er til stede og sat i scene.
Men konsekvensen er, at de forestillinger om det nationale, som gemmer sig i danskfagets stof, men også i fagets egen selvforståelse, tenderer mod at forblive underforstået og blive set som mere eller mindre naturgroet. Og det er efter min mening et problem!
Hvis man ikke blot ønsker at overtage den national-romantisk funderede legitimering af faget, hvordan skal man da begrunde opretholdelsen af et stort og sammenhængende nationalfag? De reelle færdigheder – i første række at læse og skrive – som danskfaget traditionelt har formidlet, begrunder det kun i meget begrænset omfang.
Men hvad er der så tilbage? Jo, netop det nationale. Det, man i Danmark igennem de seneste årtier har været tilbageholdende med at tale om, måske ligefrem lidt bange for at sætte ord på af frygt
for at blive sat i bås med de mest reaktionære, der alene bruger det nationale i en eksklusionssammenhæng – til at udelukke ’dem’ fra ’os’. Ikke desto mindre findes der adskillige væsentlige grunde til igen at tematisere det nationale i danskfaget.
Det er nærmest ikke til at komme udenom, når det drejer sig om Grundtvig og H.C. Andersen, men hvad med Panduro og Rifbjerg og TV-Avisen?
Dog skal det ske på nye præ-misser. Nyere dele af faget –
bl.a. minoritetsstudier og dansk som andetsprog – har gjort det
i årevis, men nu er tiden også
inde for de sider af danskfaget, som man kan betegne som
’de majoritetskulturelle’ –
de sider, hvor enhver majoritetskultur er tilbøjelig til at tage sig selv som uproblematiseret udgangspunkt.
Lad mig nøjes med at nævne tre grunde:
*Selvom det ikke tager sig sådan ud, set inde fra faget selv, er dansk kultur som bekendt ikke nogen majoritetskultur i den store verden. I allerhøjeste grad tværtimod. Men med mindre man er indstillet på rastløst at tilpasse sig omverdenen og skippe enhver form for kulturel tradition, er det indlysende, at der findes noget, der kan kaldes dansk kultur, hvor diffust og heterogent det end måtte tage sig ud. Og i sig selv stiller dette krav om at forsøge at identificere, hvori denne danske kultur giver sig til kende, og ikke mindst hvordan den løbende forhandles i forhold til den omgivende verden. Her stiller både sprog, litteratur og medier fornemt materiale til rådighed. Sproget, med dets stadige plasticitet i forhold til de sprog, der omgiver os, litteraturen, i dens vedvarende dialog med andre litteraturer, og ikke mindst, medierne, der i kraft af deres transnationale karakter i sig selv repræsenterer mødet mellem den nationale tradition og verden udenfor.
*I forhold til det stigende antal mennesker med en anden kulturbaggrund end dansk, som indgår i det danske uddannelsessystem, er det endog særdeles udgrænsende, hvis det nationale aspekt forbliver implicit og indforstået, og hvis det man kigger efter i teksterne, forbliver ligeså indforstået. Hvordan skal folk nogensinde blive i stand til at begribe og forholde sig til noget, som de med deres anderledes forudsætninger ingen mulighed – eller næsten ingen muligheder – har for at identificere i et fag, hvor den nationale (selv)forståelse er henvist til en plads mellem linjerne og som ren for-forståelse?
*Men også over for majoritetskulturen i Danmark, dvs. over for danske elever og studerende med lange aner, er det væsentligt at tematisere det nationale aspekt i danskfaglig sammenhæng.
Ikke for at fejre det ved på det symbolske plan at hejse et lille rødt-hvidt flag i tide og utide, men for at skabe det refleksionsrum der dybest set er fagets dannelsesmæssige begrundelse. Et refleksionsrum, der giver mulighed for kritisk at reflektere over, hvordan det nationale bliver iscenesat og forstået, og ikke mindst, hvordan det gennem tiden har været iscenesat og forstået, og hvordan dette er med til at præge den måde det sker på nu.
Og det ser jeg egentlig som den vigtigste grund til at tematisere det nationale. De, der kommer med en anden kulturbaggrund, vil uvilkårligt indtage en mere analytisk holdning til det nationale aspekt, simpelthen i kraft af anderledesheden.
Men det gælder ikke i nær samme grad en majoritetskultur, der som sagt altid vil være præget af en uproblematiseret etnocentricitet. Og for at modvirke den kultur-blindhed, der ellers let bliver konsekvensen, er den kritisk-refleksive tematisering af det nationale essentielt.

Det nationale er et minefelt at bevæge sig ud i. For det er – for nu at slå det fast én gang til – ikke blot tematiseringen af det nationale som sådan det drejer sig om. Det kunne meget nemt føre til en slet og ureflekteret vedligeholdelse af modsætningen mellem ’dem’ og ’os’. Til en mere eller mindre sentimental fejring af os selv som danskere i bedste kolonihave-stil.
Når det nationale synes at være forsvundet ud af danskfaget – eller i hvert fald er blevet så nedtonet, som det er – kan det som nævnt meget vel skyldes ubehaget ved at risikere at komme til at havne i en sådan situation. Nej, tematiseringen bør ske kritisk og reflekteret.
Ved igen at tematisere det nationale i danskfaget får både faget, dets udøvere og eleverne en mulighed for at skabe et udsigtspunkt, hvor man kan se sig selv indefra og udefra og dermed bringe sig i overensstemmelse med de krav, der med rette kan stilles til et nationalfag i det 21. århundrede.
Formår faget at tage denne udfordring op, har det ikke blot en fremtid foran sig, men en stor fremtid.

*Ib Poulsen
Fra 1. september professor i dansk sprog og medievidenskab ved Roskilde Universitetscenter

*Rapporten kan i sin helhed findes på internetadressen www.fremtidensdanskfag.u-net.dk/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her