Kronik

Brasilien – et demokratisk foregangsland?

Nogle af de steder, hvor det brasilianske arbejderparti har magten står partiet for en demokratisk fornyelse, som også de ’avancerede’ vestlige demokratier kan lære en del af
Debat
23. oktober 2002

Kronikken
Brasilien går til valg igen på søndag for at vælge en ny præsident. Der er stor chance for, at Luis Ingacio Lula da Silva, arbejderpartiet PT’s kandidat vil vinde. Det er fjerde gang han prøver, og hver gang er hans andel af stemmerne øget, men han er også hver gang blevet slået i anden valgrunde. Denne gang er hans forspring imidlertid så stort, at det er sandsynligt, det ikke vil ske igen.
Brasilien er ikke kendt for at være et demokratisk foregangsland. Tværtimod. Måske med undtagelse af PT er partierne snarere løse alliancer end egentlige partier, og kandidaterne skifter ofte parti imellem valgene. Korruption og klientelisme er udbredt. Imidlertid giver netop Lula og PT’s muligheder for sejr en forhåbning om forandringer på dette felt. Nogle af de steder, hvor PT har magten står partiet nemlig for en demokratisk fornyelse, som også de ’avancerede’ vestlige demokratier kan lære en del af. Navnet er OP (Orçamento Participativo, portugisisk for deltagerstyret budgetplanlægning) og indholdet er et basisdemokrati, som er mere radikalt end noget man kender selv her i foregangslandet Danmark. I den sydbrasilianske by Porto Alegre har OP bidraget til at reducere en række af det brasilianske samfunds demokratiske og sociale problemer. Men også i et land som Danmark vil indførelse af den brasilianske deltagerdemokratiske model kunne bidrage til at reducere nogle af vores demokratis problemer.
Forskellige undersøgelser har vist, at ’demokratiet’ gennem de senere år er blevet en stadig mere populær styreform. I 1998 viste en undersøgelse, at knap 80 procent af danskerne var tilfredse med den måde demokratiet fungerer på. Spørgsmålet er imidlertid hvad den holdning egentlig dækker over. For siden tresserne har man kunnet konstatere en generelt stigende mistillid til de politikere, som er sat til at forvalte samme demokrati på vegne af borgerne. Ord som politikerlede er dukket op i vores sprog, og forskellige undersøgelser peger også på en ganske udbredt ’politisk fremmedgørelse’. Mange har svært ved at se hvad forskel det egentligt gør, om den ene eller anden side har magten, og nogen taler endda om at der ikke længere findes et egentligt politisk skel mellem højre og venstre. Det politiske liv synes med andre ord at forekomme indholdstomt og en del oplever snarere en modsætning mellem den politiske elite og almindelige mennesker end mellem rige og fattige. Højrepopulismens fremmarch både i Danmark og andre europæiske lande kan bl.a. ses som udtryk for et folkeligt oprør mod elitær dominans.
Man kunne altså tro, befolkningen skreg på at få de politiske beslutninger tættere på borgerne.
Men decentralisering efter den model, der blev afprøvet med de københavnske bydelsråd har åbenbart ikke den store folkelige opbakning.
Det kan der være forskellige årsager til. Et af modstandernes slagargumenter var blandt andet, at bydelsråd blot betød flere politikere. Altså flere af dem, borgerne ikke har tillid til i forvejen.
Og bydelsrådene var ikke et egentligt brud med den demokratimodel, vi nu har kendt i 150 år i Danmark. Modellens grundprincip, af nogle teoretikere beskrevet som ’elitepluralisme’ er kendetegnet ved, at forskellige fraktioner af en politisk elite med jævne mellemrum kæmper om den brede befolknings gunst. I modellens rene form skal befolkningen helst blande sig udenom politik imellem valgene.
Den elitepluralistiske model havde nok sin guldalder fra tredverne til en gang midt i tresserne. Her var tilliden til partierne høj og op mod en fjerdedel af befolkningen var mere eller mindre passive medlemmer af et politisk parti. Socialdemokratiets forhold til sine vælgere kan tjene som eksemplificering af systemets logik. Socialdemokraterne uddannede folk fra egne rækker og gav dem mulighed for en politisk karriere. Til gengæld brugte partiets ledere deres evner til at fremme den politik, partiet mente tjente lønarbejdernes interesser bedst. Modellen fungerede, fordi der eksisterede en homogen vælger-
base med
stærke tillidsbaserede bånd til partiet.

Den føromtalte politikerlede kan ses som udtryk for en voldsom svækkelse af denne model. En af årsagerne er utvivlsomt de sidste tredive års individualisering og kulturelle frisætning. Den voldsomme økonomiske vækst har øget valgmulighederne for den enkelte. Man er ikke længere prædestineret til et bestemt livsforløb men kan tilsyneladen-de selv vælge frit på alle hylder.*)
Derfor behøver man – igen tilsyneladende – heller ikke i samme grad indordne sig; man kan jo blot gå et andet sted hen, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet. Tilliden til autoriteter er voldsomt svækket, fordi folk ønsker at bestemme selv. I øjeblikket synes dette at svække den folkelige basis for kollektive og solidariske løsninger. Liberalismen har relativt let spil, og det er sikkert godt for de, som har tilstrækkeligt med personlige og uddannelsesmæssige ressourcer til at udnytte de nye tider. De, der ikke har, kan i mangel på mere fremadrettede politiske visioner drømme sig tilbage til en svunden tid – måske 70’ernes aktivisme, måske 50’ernes homogene Danmark.
Det umiddelbare svar på denne udvikling er øget direkte borgerinddragelse. Lad borgerne bestemme selv, når de ikke længere har tillid til politikernes evne til at gøre det på deres vegne.
Det kan gøres på flere måder. Man kan gøre som tilhængerne af det såkaldt ’deliberative demokrati’ tilråder: inddrage borgerne i en kollektiv beslutningsproces. Denne model kendes bl.a. fra skole-
bestyrelser og fra den byrenoveringsstrategi, som er blevet kaldt ’kvarterløft’. Eller man kan gøre som liberalisterne tilråder: rulle staten tilbage og lade folk vælge individuelt. Frit skolevalg, frit
sygehusvalg og privatisering er udtryk for denne strategi. Begge strategier rummer imidlertid et problem: de favoriserer de grupper, som har flest ressourcer. I det deliberale demokrati klarer den, som har ordet i sin magt sig bedst (og det er i reglen de, som har gået længst i skole); i det liberale er det pengepungen, der tæller. Den gamle model havde for nogle grupper den fordel, at de, som havde de boglige ressourcer så at sige brugte dem til fordel for nogle, som ikke var så velforsynede.

Hvorfor vælger arbejderpartiet PT i Brasilien, et land med et væsentligt lavere uddannelsesniveau end Danmark, en udpræget deliberal strategi i de byer og delstater hvor de har magten?
En del af forklaringen er historisk. Da PT i 1989 havde vundet magten i Porto Alegre på et program om at gøre noget for byens mange underprivilegerede, stødte de på store vanskeligheder med at gennemføre deres politik. Både arbejdsgiverne og de store jordbesiddere var velorganiserede. Efter 20 års diktatur manglede der en folkelig organisering, der kunne være modvægt til disse stærke grupper.
Bl.a. derfor besluttede PT at lægge byens budget ud til udformning og vedtagelse blandt borgerne i de enkelte bydele. Herved skabtes en folkelig mobilisering, som kunne afbalancere de velorganiserede arbejdsgivere og jordbesiddere. Systemet har nu fungeret i snart 14 år og er noget mere populært blandt borgerne end de københavnske bydelsråd var hos os. Og det er værd at bemærke, at Porto Alegre ikke er en mindre provinsby, men en by af samme størrelse som København.
Modellen i Porto Alegre har to sider. På den ene side fastlægges de enkelte bydeles mest presserende behov på lokalt plan. Borgerne mødes lokalt i store forsamlinger og diskuterer, hvad de synes, der skal gøres og i hvilken rækkefølge. Herefter bringes resultatet af diskussionerne videre af valgte delegerede til et regionalt niveau etc., indtil en endelig opgaveliste for hele byen er udarbejdet.
Dette sker i to parallelle processer. En proces omhandler de nære problemer i selve bydelen – den lokale skole, omlægning af gaderne og sådan noget. Den anden proces omhandler bydelens samlede problemer: hvor meget skal der sættes af til skoler, offentlig transport, ældrepleje etc.
På den anden side fastlægger byens folkevalgte præfekt (en slags overborgmester) sammen med et byparlament, der svarer til vores borgerrepræsentation, en fordelingsnøgle for byens regioner. Det vurderes, hvilke bydele der er mest forsømte, og hvilke der ikke har så store behov, og der sættes penge af i overensstemmelse med behovene. Når den fordelingsnøgle, som bystyret på denne måde har vedtaget, kombineres med borgernes ønskeliste og byens finansielle ressourcer, skabes det endelige budget, og arbejdet med at føre planerne ud i livet kan begynde.

Selv om det er et stort arbejde at deltage i processen, har systemet stor opbakning blandt Porto Alegres befolkning. Ca. 20.000 deltog i processen i 1999, og langt flere har været med på et eller andet tidspunkt. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det måske, at det ikke – som man
ellers kunne have forventet – er den veluddannede middelklasse, som deltager mest. Det er i en vis udstrækning tilfældet i de den tematiske proces om byens samlede problemer, men i den lokalt baserede proces er det primært de fattigste som deltager. De praktiske erfaringer fra Porto Alegre modsiger således i nogen grad de teoretiske overvejelser, jeg nævnte ovenfor.
En mulig forklaring er, at mange af Porto Alegres bydele er relativt homogene. Det betyder naturligvis, at der til OP-møderne ikke vil være den store forskel i den kulturelle baggrund hos de enkelte, og at de, som er bedst til at udtrykke sig sandsynligvis er folk med de samme livsvilkår som de øvrige. På sin vis kan situationen altså komme til at ligne den klassiske model fra Socialdemokratiet med den politiske elite hvis sociale baggrund er den samme som vælgernes. Men under alle omstændigheder har deltagerne mulighed for at udvikle deres egen diskus-sionsform uden ’unfair’ konkurrence fra smagsdommere og andre intellektuelle.
En anden forklaring er selvfølgelig bystyrets prioritering af de fattigste områder. I modsætning til det danske kommunale system, der favoriserer de kommuner, der har det største skattegrundlag og de færreste sociale udgifter, favoriserer man her de mest trængende områder. Derfor er tilskyndelsen til at deltage her naturligvis også større.

Det bliver spændende at se, hvad PT vil gøre i forhold til det nationale demokrati og dets mange problemer. Men det ville være lige så spændende at se, hvad man i Danmark kunne få ud af at bruge en tilsvarende model. Det vil naturligvis være en kulturel omstillingsproces, hvor politikere og forvaltning må indstille sig på at afgive magt og lære en ny rolle i forhold til vælgerne, og der vil være brug for et troværdigt system, der kan formidle den nødvendige viden om økonomiske, tekniske og andre praktiske forhold til borgerne, de nye beslutningstagere. Det vil givetvis også være nødvendigt at overveje hvordan en dansk version af OP kan indpasses i en hverdag, hvor en af de knappeste ressourcer i manges liv netop er tid. Ikke desto mindre er erfaringerne fra Brasilien løfterige i forhold til en revitalisering af demokratiet også her i det rige nord.

*) At diverse undersøgelser viser, at den sociale arv stadig er stærkt bestemmende for det efterfølgende livsforløb betyder i denne sammenhæng mindre.

*Lars Bohn cand.scient.adm, ekstern lektor ved RUC, rejste i Brasilien dette forår bl.a. for at studere deltagerdemokrati i Porto Alegre og Recife

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her