Læsetid: 1 min.

Dansk Shell betaler skat

Frank Aaen har ikke læst regnskabet korrekt
Debat
7. oktober 2002

Multinationale
Frank Aaen hævder i et indlæg den 2. oktober, at Dansk Shell ikke betaler skat af benzinsalget i Danmark. Disse beskyldninger er fuldstændig grundløse. Dansk Shell betaler skat – også af benzinsalget.
Allerede under valgkampen sidste efterår indkaldte Frank Aaen og Enhedslisten til pressemøde, hvor partiet præsenterede en lang række produkter fra multinationale virksomheder, der ikke betaler skat i Danmark. Enheds-
listen havde til lejligheden også medbragt produkter fra Dansk Shell. Men desværre baserede Frank Aaen sine beskyldninger på oplysninger om, at Shells datterselskab Shell Service, der driver vore servicestationer, ikke betaler skat. På den baggrund konkluderede Frank Aaen – lidt for hurtigt – at Dansk Shell ikke betaler skat af den del af forretningen. Og nu gentager Frank Aaen så beskyldningerne. Men uanset hvor mange gange Frank Aaen fremkommer med disse beskyldninger, bliver de ikke mere rigtige.

Har betalt skat i 89 år
For desværre har Frank Aaen ikke læst vores regnskab korrekt. Havde han det, ville han vide, at Shell Service er sambeskattet med moderselskabet – A/S Dansk Shell – præcis ligesom de øvrige datterselskaber, vi har. Dette betyder, at Dansk Shells skattebetaling udregnes af overskuddet i hele A/S Dansk Shell, og at vi ikke på nogen måde undlader at betale skat af dele af virksomheden, som Frank Aaen hævder.
Dette er i øvrigt fuldstændig i tråd med Shell Gruppens Forretningsprincipper, der fastslår, at Shell skal drive forretning på en samfundsansvarlig måde.
Til Frank Aaens – og andres – information har Dansk Shell betalt skat i 89 år af de 90 år, vi til maj har været i Danmark. De seneste fem år har A/S Dansk Shell betalt mere end 787 mio. kroner i selskabsskat. Dette skal ses i forhold til et overskud før skat på 2,67 mia. kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her